Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
da jeg først traf Dem paa Vindslevholm, at jeg havde
en Følelse af noget Fjendsk. Jeg tænkte, De var
saadan en Ultra, en rigtig Kamphane for den moderne
Naturvidenskab.
Rudolph smilede: —
— De var heller ikke saa langt fra Sandheden —
den Gang. Og forresten var Indtrykket gjensidigt. Jeg
saae i Dem en kirkelig Fanatiker.
— Ja, og se, nu har vi dog talt meget forstaaeligt
sammen om de høieste Ting.
— Det har vi, Hr. Pastor, og da jeg før nævnede
Professor Wimmer, hvem jeg den Gang saae op til
som Videnskabens og Sandhedens Orakel, kunde jeg
heller ikke lade være at undre mig over den Tanke,
hvor langt vanskeligere det vilde falde mig at gjøre
mig forstaaelig for ham end for Dem. Og denne
Forandring skyldes mit Bekjendtskab med Harstorf og
med hende.
— Ja, ja, Hr. Doktor, vi mødes Alle — det har altid
været min Mening .... vi, der i Hjertet troer paa en
Forløsning, vi mødes Alle tilsidst, hvad Vei vi saa gaar
ad. Veiene er ofte underlige ... men Alt er
underligt ... hvad gjør det? vi mødes dog____
Endnu længe efter at hans Gjæst var kommen ham
af Syne, blev Pastor Christensen staaende dér, lænet
til Havelaagen, og saae ud i den lyse Vaarnat. Den
mørke Nøddegang aabnede sin Tunnel tilhøire for
ham, men det var, som om den Lede aldrig havde
drevet sit Spøgeri i dens Skygge. Al Næringssorg, al
Ærgrelse over ubillige Sognebørn var langt borte fra
hans Sind. Hans sidste Ord gjenlød i hans Hjerte, der
var fyldt med en stor Glæde. Og idet han saae op imod
den dunkle Nattehimmel, hvor Stjernerne blinkede
17’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
