Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
Maanen i svag Glans, og jeg saa i vid Om-
kreds Træernes Toppe: De vare alle gyldne,
ikke stærkt gyldne eller tindrende som i stor,
leende Glæde, men blidt lysende som i et for-
underlig stille Smil. Det var, som om de havde
et Syn, et Syn af Fred og Hellighed. Jeg kunde
sige mig selv: Det er Solen, der endnu skinner paa
dem. Nej, sagde det Hele, det er dem, der se
Solen og Mere til. Endnu nogle faa Skridt, saa
var der ikke længer Naturstilhed, blaa Himmel,
overjordisk Skjær i Snekulden, men Bevægelse,
Liv, Menneskeglæde. Paa Kanalen, i Træernes
Skygge, gled en Mængde Skøjteløbere mellem
hverandre, uden stor Larm, men med den sær-
egne, dæmpede Lyd, som hører den Slags Glæde
til. Der var baade Herrer og Damer, og paa
mig gjør det et højst behageligt Indtryk at se
Damer løbe paa Skøjter. Det er en Emancipa-
tion af den rette Art, en virkelig Frigjørelse fra
forrige Tiders Opfattelse af den stillesiddende,
indesluttede Kvinde. Hvorsomhelst unge Mænd
og unge Kvinder komme sammen, blander sig
rigtignok altid noget Erotisk i Atmosfæren; men
selve dette faaer noget eget, rettelig Begrænset
ved sig under aaben Himmel, i den frejdige Be-
vægelse og i den stærke Kulde. Naturen synes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
