Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Schiller skrev dette Digt kort efter sin Ankomst
til Weimar, 1787, ligesom — kunde man næsten
sige — for at godtgjøre sin Borgerret hos «den
store Hedning», og omtrent samtidig udgav Herder,
der allerede havde været i Weimar som Biskop
(Superintendent) siden 1776, sin Afhandling: «Ne-
mesis, ein lehrendes Sinnbild», 1786.
Det er overflødigt at dvæle videre ved, at
hverken Schiller eller Goethe ansaa deres Hel-
lenisme for udtømt i slige Stemninger som i det
anførte Digt elier tillagde deres antike Helte en
salig Barnlighed, der -var uvidende om Skyld endog
som «der Uebel Håchstes». For Herders Ved-
kommende maa særlig fremhæves, at han fra sin
Ungdom var saagodtsom viet til at staa beundrende
overfor Grækerne og tillige noget udenfor eller
hinsides dem. Det, hvormed han — ved Siden af
eller trods sin Theologi — traadte frem i Verden,
var Fornemmelse af og Hentydning til en almen-
menneskelig, poetisk Urtid. Naar Lord Herbert
havde ment at skue en Urtid, et Urdyb af religiøs
Renhed med de fem Sætninger, saa opfattede
Herder derimod Menneskeslægten som begyndt i
Poesi. Der var i dette Ord noget Usikkert og
Ubestemt; men det var ogsaa netop det Vage,
Stemningsfulde, hvori Herders Natur bevægede sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
