Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
samvittigheden kunde opfattes og bringes i Aktion,
er Æskhylos’s Tragedie «Eumeniderne». Her have
vi Slutningen af Agamemnon-Sagnet. Orest har
hævnet sin Fader og dræbt ikke blot Ægisth, men
sin Moder, Klytemnestra, og saa er strax begyndt
et Nyt: Eumeniderne rejse sig, fare imod ham,
forfølge bam, og Apollo og Athene, der have
raadet ham til Gjerningen, kunne vel forhindre de
rasende Hævngudinder fra at sønderrive ham, men
ikke fri ham fra Rædselen, som deres Blik og
Skrig indgyde. Hvorledes løser nu den græske
Digter dette, hvorledes tilvejebringer han Soning
og Fred? Ved at lade Orestes dø? Eller ved et
Orakelsprog? Nej. Orest flyer til Athen, og her
skeer det for ogs Sælsomme, at Apollo og Athene,
skjøndt Guder, indstævne Sagen for Menneskene,
for et Udvalg af det athenske Folk. En fuldstændig
Retsdebat føres mellem Eumeniderne som Aktorer
og Apollo og Athene som Defensorer, og da der
endelig af Menneskenes Jury skal kjendes Skyldig
eller Ikke-Skyldig, viser det sig, at Stemmerne for
og imod ere lige. Ifølge Loven kommer Tvivlen
Orestes tilgode, han er frifunden, Eumeniderne
erkjende det og drage bort. Dette er sindrig
tænkt; men os interesserer her ikke saa meget
Afgjørelsen som den Kjendsgjerning, at Digteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
