Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
og derved tilføjede Grækenlands Frihed et ulæge-
ligt Saar. «Dog», tilføjer Plutark, «jeg skriver
ikke med den Hensigt at fremføre Beskyldninger
mod Aratos — thi ved flere Lejligheder har denne
Mand vist sig stor og som ægte Hellener —, men
for at beklage den svage menneskelige Natur, idet
endog hos saa fortræffelige og udmærkede Mænd
det Skjønne ikke kan træde frem uden at hjem-
falde til Nemesis». Her er Nemesis aabenbart en
fjendsk Hindring. Hvorledes kom den fromme
Plutarkh, der ellers gjerne troede paa «det Vel-
indrettede i Verdensgangen», til at se en saa sort
Skygge henover Himlen og Jorden? Forklaringen
turde være den, at det hele græske Liv, Forholdet
imellem Staterne som mellem de enkelte Borgere,
var ved Demokratiets Udvikling blevet gjennem-
trængt af Misundelse. Det prægede sig i Grækernes
Sind, at Misundelse beherskede Tilværelsen, og de
lagde den ind i deres Gudsverden: Tingenes Orden
syntes dem misundelig. Der var ingen hellensk
«Bøgernes Bog», som gjorde en Fortids Tradition
fast og hellig, ingen sikker Autoritet for, hvad
man skulde mene om Guddommen. Enhver skabte |
og formede lidt paa Gud eller Gudinde efter sin
egen Natur, efter sin Livsskjæbne, efter sin Mening
om at lide Uret af Himlen. Et saadant Stemnings-
102
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
