Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
Billeddyrkelsens Aand og Væsen medførte hos den
stigende Samfundsmængde, at man satte sin Lid
til det ydre Billede, til dets Bøjelighed overfor Røg-
og Braundoffer, ydre Anstand og velvalgte Ord og
disses formentlig magiske Magt istedenfor til den
indre, sjælelige Proces og dennes sande Magi.
Man haabede at kunne omgaa og skuffe selve
lyvamn, den Vidende, «den Eneste, der glæder sig
over Retfærd». Paa dette Skjær strander jo ifølge
Tingenes indre Ærlighedsmagt eller Nemesis til-
sidst al Sanse-Herlighed, al Hedningdom, hvilket
Navn den end bærer.
Men om ogsaa Ideen blev til Sten i Sym-
bolet, saa havde Ideen dog for at kunne skabe
Symbolet maattet leve. Vi antage at have paavist
dette Liv i dets Glans og kunne nu i Korthed gaa
over til at se Gjenskinnet i Romerriget, hvor til-
lige Vink om Nemesis’s Fortid træde frem paany.
Romerne ejede i deres Sprog intet særligt
Ord for Nemesis, skjøndt de selvfølgelig havde
den Fornemmelse, der hørte til for at modtage-og
anvende det græske Ord. Eftersom det allerede
paa Græsk fandtes brugt i Betydning af Lykke og
Haab, søgte de undertiden at oversætte det ved
Fortuna og Spes, og i denne Mening ofrede de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
