Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
ningen ved den slore poetiske Simpelhed, det
Naturmæssige, der frembyder sig, og som vort
eget Sprog, om end noget skjult, bærer i sig.
Hos os ere de enkelte Ord afslidte. Gjennemvævet,
som vort Sprog er med Billeder, mærke vi det
knap, f. Ex. ved selve Ordet «gjennemvævet» tænker
Ingen paa Væven, seer den ikke tydelig for sig.
Men i hin fjerne, friske Mennesketid var hvert Ord
et Greb i den fyldige, sanselige Verden; naar
Ordet løftede sig eller man løftede det til udvidet,
billedlig Betydning, var det en Digtning, en glad
Bedrift, Udtryk af Aandens Magt over det Sanselige,
hvilken Magt man senere mest udøver gjennem
Sætninger.
Gjenstandene, som Sproget betegnede, vare
Han eller Hun, vare noget Virksomt eller noget
Modtagende; man kjendte ikke Fælleskjøn uden
ved at sætte Mand og Kvinde sammen i Et. Hvor
man tænkte sig Magter, Kræfter, i Samvirken eller
indbyrdes Paavirkning, frembringende Noget, blev
det et Ægteskab. Som vi have seet, var Billedet
for Aande, Aand, Akhu, en Fugl, og Fuglen Akhu
som særlig betegnende den skabende Aand er altid
en Vandfugl, af den simple Grund, at den siaaer
i saa nøje Forhold til Begyndelsens Vande, «vor
Skabers første Værk». Fortsættes det poetiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
