Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erindringer fra min Onkels Hus - Rullestuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
” ERINDRINGER FRA MIN ONKELS HUS 327
ønskede at komme til at ligne, naar jeg blev stor. Han var
rigtignok Kjøbmand — det vil sige: han bestyréde sin
Faders Handel — og jeg skulde være Student; men han
lignede aldeles ikke de andre Handelsfuldmægtige eller
Kjøbmandssvende. Han forstod Alting, kunde synge, danse,
spille Komedie, tale efter andre Mennesker og efterligne
deres Miner; om man var nok saa sørgmodig, kom man
til at le, naar han begyndte, og saa havde han et underligt,
ubeskriveligt Smil, som om Alt, hvad han gjorde, var den
største Ubetydelighed. Jeg havde engang hørt hans Fader
sige om ham: ,,Anton er en Vildkat og bruger mig for
mange Penge; men han kommer nok igjennem Verden,
for han er en lystig Fyr og godt lidt af alle Mennesker,
især af Fruentimmerne." Og jeg kan tydelig huske, at det
især for denne Ytrings Skyld, at jeg saa gjerne vilde ligne
Anton, naar jeg blev stor.
I Førstningen var jeg bestandig om Anton og forsømte
ganske Ole og Brænderiet; men efter nogen Tids Forløb
slog Samvittigheden mig, og jeg forlod min Fætter for at
være hos Ole. Det forekom mig, at han ikke var saa mild
og venlig som ellers, og da jeg troede, at det var af For-
trydelighed over, at jeg havde forsømt ham, søgte jeg
at gjøre det godt igjen ved fordoblet Opmærksomhed.
Men det hjalp ikke paa Ole; undertiden kunde han være
venlig, men Øjeblikket efter blev han bister og sagde,
at jeg skulde gaa fra ham. Engang, som jeg stod allerbedst
ved Siden af ham, puffede han til mig, saa jeg faldt, idet
han sagde: ,,Han ser ligesaa lumsk ud som Hans Fætter.”
Da jeg gav mig til at græde, tog han mig paa sine Arme
og kjærtegnede mig og bad mig om Forladelse og lovede
mig Alt, hvad jeg vilde forlange, naar bare jeg vilde tie
stille og ikke sige Noget oppe i Stuen.
Om Søndagen bragte jeg ham efter gammel Skik min
Kage; han sad nede i Fyrgraven, da jeg kom med den.
»Nej, Lodvig," sagde han, ,,jeg vil ikke have Kage; giv
Han den heller til sin Fætter.” — ,,Hvorfor skal jeg give
ham den?" spurgte jeg; ,,han har jo faaet ved Bordet."
— Giv ham den kun," sagde Ole; , lad ham kun faa det
med!" Oles Stemme var saa sørgmodig, at jeg var nær
ved at græde; jeg spurgte: ,,0Ole, er Du vred paa mig?”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
