Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Paris (1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FRA PARIS 1850 467
Fred, saa smitter han de Andre, uden at de kunne gjøre
sig Regnskab derfor. Mademoiselle Amélie sprang plud-
selig op, gik til Vinduet og stirrede ud eller ned paa
Pladsen. Der var bælgmørkt; men hun paastod, at hun
kunde se Blomster. Jeg var nærved at tro, at hun talte
i Vildelse; men R. erklærede, at det var meget muligt.
Udenfor dette Sted — saaledes forklarede han det —
samledes om Natten mange Bønder, der om Morgenen
bringe Grøntsager og Blomster til Paris. — ,,Jeg vil have
en Buket!" raabte Amélie.
R. sagde: ,,Lad være, Amélie! Her er ikke et Hotel af
almindelig Art. Lad os ikke vise os. Der vil nok ske
Noget ud paa Natten, og saa kunne vi være tilstede som
Tilskuere; men lad os ikke drage Opmærksomheden hen
paa os. Ingen véd, hvad der kan komme deraf. Jeg er
Chef for denne Expedition, Amélie, og nu giver jeg den
Ordre: Ingen ud af Geleddet!"
»Jeg vil have en Buket!’ raabte Amélie og ilede ud
af Døren.
»Alene maa hun ikke gaa," sagde R. fortrædelig og
rejste sig for at tage sin Hat.
Jeg var nærmere Døren, og dels uvilkaarlig, dels for
at faa noget bedre Syn paa hine underlige Ansigter, sprang
jeg efter. Der var ingen levende Sjæl paa Trappegangen ;
jeg saa nedenfor mig Amélies lyse Kjole fare hastig,
spøgelseagtig afsted, og det bragte mig til at fare hasti-
gere. Pludselig, da jeg i dette Løb kom ned til Ven-
dingen, der førte til Husets Indgang, saa jeg ved Trappens
Fod i stærkt Lys en tæt Masse af Folk i Bluse, raa,
vilde Ansigter; de udstødte ligesom et Triumfraab, og en
af dem løftede Armene som for at modtage Noget eller
Nogen i sin Favn. Det var Mademoiselle Amélie, de havde
faaet Øje paa. Eftersom hun var ved Rækværket, kunde
hun standse i Tide; men jeg fik ikke standset hastig nok
og styrtede lige ned i de fremrakte Arme. En umaade-
lig Latter paafulgte; den gjaldt ham, som havde rakt
efter en Kvinde og grebet et Mandfolk. Rimeligvis paa
Grund af Øjeblikkets Munterhed slap jeg bedre, end jeg
havde ventet; Manden, der havde grebet mig, mumlede
endog en Undskyldning og gjorde Plads, saa at der blev
30%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
