Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Paris (1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468 FRA PARIS 1850
Aabning ud til Torvet. Vi fik ved mat Lygteskin en Buket
og kom uskadte tilbage til Nr. 16.
Jeg antager, at Klokken paa den Tid var henved 2.
Vi satte os, fortalte og forklarede hinanden det Fore-
faldne; R. skjænkede igjen i Glassene. Da saa jeg igjen
et Ansigt mod Dørens Rude; men dennegang kom det
nærmere. Døren gik op, og ind traadte en høj, smækker,
temmelig ung, skjægget Person, klædt i sort Frakke og
hvide Benklæder. Uden at hilse satte han sig i Nær-
heden af mig. Imellem os stod en Stol, som jeg havde
sat Foden paa — ikke op paa selve Sædet, men paa det
nedre Tværstykke. Denne Stol tog den Fremmede fra
mig og lagde sin Fod op derpaa. Jeg saa paa R.; han
var Vært, han hørte hjemme i Landet, han maatte vide,
hvad Saadant skulde betyde paa et saadant Sted. Men
R. sad ganske forbavset. Saa tog jeg Stolen, rystede Man-
dens Ben af og indtog min forrige Stilling. Han gjorde
en Mine, som om han vilde sige: Jeg er ikke stridbar,
og tog en anden ledig Stol til sin Magelighed. Endelig
sagde Amélie: Min Herre, dette Værelse er vort. — Man-
den kastede et kort Blik paa hende, svarede ikke, tog
mit Glas og tømte det. Jeg tog en Kniv fra Bordet og
spurgte ham, om han vilde ud ad Vinduet eller ud ad
Døren. Han rejste sig og gik hastig, som om hans hele
Opgave havde været at sætte sig i Besiddelse af et Glas
Champagne. Jeg var mismodig over den Sindsbevægelse,
hvori jeg var bleven bragt, og jeg lovede mig selv, at,
hvad Natten end vilde bringe, vilde jeg være taalmodig,
indtil man lagde Haand paa mig.
Imidlertid var R. øjensynlig ogsaa bleven nedstemt, og
Amélie saa vred ud. Den ubehagelige Tavshed imellem
os afbrødes endelig ved, at hun sagde til R.: ,,Ikke en-
gang han vilde svare mig! Har man set Mage til Ad-
færd mod en Dame? Og hvorfor tav De?f R. svarede:
»Det have vi Altsammen af Buketten. Havde Ingen her
fra Stuen vist sig paa Trappen, vilde vi ikke have faaet
det Besøg.”
»Det var da," sagde Amélie, , ingen Grund til at sidde
saa stille og stirre. De sad jo, ligesom De havde set et
Spøgelse!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
