Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 153
da han klagede over Hovedpine, førte jeg ham med
mig næsten med Magt; men Intet var istand til at over-
vinde den feberagtige Uro, som var over ham. Jeg fore-
slog, at vi med det Samme skulde blive derude i nogle
Dage, og han svarede adspredt Ja. Medens vi spiste til
Middag i et af de smaa Hoteller, gjorde jeg halvt om
halvt Aftale om Logi; men pludselig trak Greven sit
Uhr op og sagde, at han nu maatte tilbage. Jeg søgte
spøgende at holde ham fast; men han erklærede med
stor Alvor, at han maatte, de Potter ventede ham hos
Skuespillerinden. ,,Men om han nu ventede forgæves?"
spurgte jeg.
»Vente mig forgæves!" svarede han, og det Kovfugle-
agtige traadte markeret frem i hans ophidsede Øjne.
»Sig mig, Greve, hvordan er Forholdet mellem Dem
og ham? De vil ikke misforstaa mig, hvis jeg med nogen
Bekymring spørger derom."
»Det Menneske har traadt op ad mig .... men jeg har
vixet ham .... og jeg har lovet ham Satisfaktion.”
»Satisfaktion?"
»Ja, men se ikke saa alvorlig," raabte Greven med
høj Latter; ,,Kuglerne ere Esser.”
Medens vi i Tavshed kjørte tilbage paa Jernbanen, be-
gyndte Noget at bryde frem i mit Sind, som længe havde
ulmet: Følelsen af min Afhængighed. Det var ikke Af-
hængigheden i den Forstand, at jeg nu engang havde
paataget mig en Stilling hos Greven, at jeg maatte rejse,
naar han vilde rejse, blive, hvor han vilde blive o. s. v.
Det havde ingen Magt havt over mig, saalænge jeg troede,
at han ikke førte mig mere, end Postheste og Damp-
vogne førte mig: paa min egen Skæbnes Bud. Men Troen
herpaa var lidt efter lidt bleven svækket, og jeg savnede
dens Styrke. Jo mere han optraadte som Heros i Til-
værelsen og indhyllede baade sig selv og et andet Men-
neske, jeg sympathetisk droges til, i en tordensvanger
Sky, desto mere følte jeg Lyst til at maale min Skæbne
med hans og faa det afgjort, hvem af os To der sad
i Vognen, og hvem der var Posthest.
Som om Atmosfæren meddelte ham en Fornemmelse
af lignende Art, vendte han sig pludselig til mig og sagde:
M. Goldschmidt i Folkeudgave. V 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
