Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176 ARVINGEN
min Tak, men paa Grund af et Saar, som jeg havde faaet
i min venstre Skulder hin Aften, og som jeg i Først-
ningen ikke havde ændset. Jeg blev nødt til at ligge i
nogen Tid og maatte derpaa Størstedelen af Sommeren
bruge Søbade i Chioggia.
Jeg havde nu oplevet Noget og havde opd en
Æresbevisning af den Slags, jeg altid havde tørstet efter;
men det gaar ofte i Livet saaledes, at naar man faar
det længe Eftertragtede, har det dog ikke ganske det
Indhold eller den Form, som man egenlig havde ønsket,
eller der er en Omstændighed knyttet til det, som be-
røver det en istor Del af dets Værd. Jeg satte meget mindre
Pris paa Østerrigerne end paa deres Overvindere, Fransk-
mændene. En Dekoration :given af dem, som vare blevne
overvundne ved Magenta og Solferino, syntes ikke at
kunne gjøre Krav paa at blive agtet udenfor Østerrigs
Grænser, var ikke universal. Fra Først af fik jeg des-
uden Tilbøjelighed til at skjule den, fordi jeg var i
Venedig. I denne Stad vil Østerrigernes Herredømme
aldrig synes berettiget. De kunne med deres Batailloner
og Artilleri fylde Marcuspladsen og Piazetta; men deres
Faner, Musik, Uniformer og Kanoner ville aldrig tage
sig ud og aldrig imponere med krigersk, ridderlig Magt,
men bestandig have noget Plebejisk ved sig, fordi Slav-
indens Fysiognomi er uendelig ædlere end hendes Herres.
De kunne trampe paa Havenes forhenværende Dron-
ning — hver Lidelse gjør hende kun adeligere og ynde-
fuldere i vore Øjne. Det levende venetianske Folk kan
have lidt Skade i sin Afhængighed; men hvor en saa-
dan Befolkning af store Døde skuer ned, hvor hvert Vind-
stød vifter i heroiske nationale Minder og tørner imod
nationale Skjønhedsværker af den usædvanligste Art, der
synes en fremmed Herre kun en tilfældig, brutal Gjæst,
hvem et Vindstød vilde jage bort. Uagtet jeg havde kæmpet
indenfor Ærens Enemærker, var det dog, som om jeg
ikke havde nogen god Samvittighed, naar jeg gik mellem
Østerrigerne i Venedig, og alle mine tidligere Forestil-
linger om, at man i hvilkensomhelst fremmed Krig kunde
tilfredsstille sig selv ved at vise Mod og indlægge sig Ære,
undergik en fuldstændig Forvandling: ingen Krig syntes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
