Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 209
dette, paastaar Y, som kun Skæbnen, vor Skæbne, kan
have sat i ham. Han fik os med; men ligesom vi kom
hen til Pladsen, foer Y afsted og rev mig med. Det er
Hendes Børn, eller det er Carl og Henriette! raabte han
og havde strax efter begge Børnene ved Haanden, og det
var virkelig, som om alle Omstaaende mærkede, at her
var et Møde og en Glæde, der ikke hver Dag spadserer
paa Monte Pincio. Børnene sluttede sig til ham, Bonnen
skilte sig fra en Bonne med andre Børn, og vi gik ind i
Skyggen nærmere til Musiken, der i dette Øjeblik be-
gyndte paany, som om Y havde betalt den for at fejre
hans ,,Skæbne". Forresten er Y ganske Barn, og havde
ikke Carl været den Alvorligere og Forstandigere, havde
de begyndt at lege. Y foreslog Carl at ride paa min
Stok: men Carl foretrak at tale om Stokkens Hoved,
der er et Hestehoved af Elfenben. De kom saa vidt i
Hippologi, at Y ’sagde, at der er en Hest, der kan flyve,
og, tilføjede han, Din Moder ved dens Navn. Carl spurgte
Y om hans Navn, og Y sagde det og fik det indprentet
fast baade hos Carl og Henriette. Jeg fylder Luften om
Hende med mit Navn — sagde han listig — og hvilken
Forpligtelse der tillige er ved at lade disse Barnestemmer
overbringe Navnet!
Saa gik vi ned paa Spanske Plads og hentede Noget
til Børnene, hvori en Tredje maaske vilde mærke en
Tanke om sig, og da vi gik derfra var det mærkeligt at
se den lille Mand, hvor han var taknemlig i Sind og
Vilje og gav sine Følelser Luft, medens den lille Pige
kun forraadte sin Stemning ved noget Magnetisk i Blik-
ket. Ligesom vi satte Foden paa Spanske Trappe, fik
Carl den forunderlige Ide at sige: ,,Jeg troede, Du var
min Fader." Ved dette Ord fik Y Taarer i Øjnene, tror
jeg; han knugede Carl til sig, trak Henriette nærmere
og ønskede, at Trappen maatte stige helt op i Himlen,
for at vi med Et kunde gaa hen, hvor vi Alle skulle
mødes i Uforkrænkelighed.”"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
