Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 261
Skibslægen: Ro. Men fra det Øjeblik, da han sagde Ro,
kom ÅAnelsen om, at det vilde blive den store Ro.
Naar man har en stor, en mægtig Sorg af ædel Art, saa
kan Sindet undertiden ligesom for at hvile sig fra Sor-
gen, hæve sig ud over den og dog præget og gjennemtrængt
af den fortælle sig sin egen Historie fra et vemodigt-
idealt Standpunkt. Jeg havde i de Dage ikke Magt til at
dvæle ved nogen enkelt Begivenhed i mit tidligere Liv;
min Historie begyndte med hvert Øjeblik, da jeg igjen saa
Hende. Men Betydningen af det Forbigangne stillede sig for
mig i store Omrids. Jeg sagde til mig selv, eller det lød
til mig: at jeg ved Fødselen havde været bestemt til
sand og ideal Kjærlighed, til al den Lykke, den giver,
og den Kraft, den vækker. Men paa en Tid, da jeg ikke
var mig min Livsopgave bevidst, skjønt jeg burde været
det, og da jeg blev prøvet, havde jeg syndet imod Kjær-
ligheden, og derfor var den Straf mig bestemt, at jeg
ligesom den store Profet aldrig skulde betræde det for-
jættede Land, men kun se det i Afstand. Mindre stærkt
udrustede Hjerter, der synde paa lignende Maade, straffes
tilsyneladende mindre — tilsyneladende, thi selve det at
have et lidet Hjerte er en Straf, skjønt Vedkommende
ikkun momentvis vide det —; men vi, som have de store
Følelser og de store Pligter imod dem, skulle ogsaa bære
det store Ansvar.
Det gav mig en Slags Trøst at have denne historiske
Dom over mig selv; thi medens den paa den ene Side
vakte Anger, viste den paa den anden Side hen til den
store, ledende Magt, der er i Tilværelsen og virker udover
den, og saa aabnedes Evigheden for mig som Gjenfin-
delsens og Uforkrænkelighedens Sted. Østens uendelig
rige Lys, hvorunder jeg skulde tabe hende, malede sig
for mig som Symbol, som et Landskab, hvor jeg igjen
skulde vandre med hende — og da, saa hurtig farer vor
Sjæl fra Pol til Pol, kom en Tanke om at dræbe mig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
