Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BREVE FRA KOLERATIDEN 301
Gjensyn, er en Lykke. Jeg er udfriet af den tunge Død,
der i saa lang Tid har trykket mit Sind og suget mit
Livs bedste Kræfter. Jeg har i Sandhed tilbragt en
sørgelig Tid, siden jeg mistede min Moder, hvem jeg
elskede saa inderlig, som et Barn vel kan elske sine
Forældre. Dog, hvorfor vil jeg nu dvæle ved sørge-
lige Ting! Du har tilbagegivet mig Fred og Haab. Du
veed jo for vist, at Du er det straalende Lys, som min
Sjæl bevæger sig om, og hvis Du ikke veed det, skal Du
vide det. Jeg var som et Instrument, man længe har
ladet staae forglemt etsteds, og som er kommet ud af
Stemning, fordi Ingen kjendte dets Bygning. Da kom
Du og forstod, hvad for Toner der vare i mig, og lok-
kede dem ud. Det gjorde mig saa usigelig lykkelig, at
jeg atter klang, for mig selv og før Dig.
Erindrer Du den Åften, da Du viste og forklarede
mig Stjernekortet og vi senere saae paa Himlen efter
de samme Stjerner? Det var et af de lykkeligste, maa-
ske det lykkeligste Øieblik, i mit Liv. Det syntes mig,
at Himlen var til alene for os To. Og endnu, medens
jeg er fjernet fra Dig, er Du den, der bærer min Him-
mel. Tager jeg feil heri, eller burde jeg være mindre
aabenhjertig og sige mindre? Gid jeg kunde se Dit
Ansigt, medens Du svarer. Gid jeg ret kunde see ind
i Dig og ganske forstaae Dig og begribe, hvorfor og
hvordan Du elsker mig. Skriv snart, lad mig i det
Mindste have Dine skrevne Ord.
Hvor det gjorde mig ondt, at vi ikke kunde ses i
Korsør, før jeg indskibede mig! Alt forekom mig saa
mørkt derved; det var, som om jeg fremtidig skulde
gaae ud i Livet uden Dig. Men om Aftenen, da de
Andre vare tilkøis, gik jeg op ad Kahytstrappen og
stod i Døren og saae paa Himlen og paa Søen. Himlen
var saa fuld af Stjerner; det var Dine, dem, Du havde
vist mig, og de fulgte mig, og saa blev jeg igjen be-
roliget og glad. Søen var sort, men med utallige Blink
som Sølv; det var hvidt Skum, og undertiden blæste
Fnug deraf henad Dækket og kom helt op til mig. Men
saaledes skal det, jeg haaber og troer paa som ædelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
