Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. En lærerig Reiseberetning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—5—·
Oldinge: han kom uformærket ind paa Fortællingen om sine Erfa-
ringer og Hændelser paa sine Reiser tillands og tilvands, blandt
Christne og blandt Hedninger, gaaer derhos, idet han snart opvækker
munter, glad Deeltagelse, snart Frygt og sorgfuld Medlidenhed, saa
nøie ind i det Enkelte, at Ynglingen troer at see Alt med og at op-
leve Alt med og forglemmer —— for disse Øieblikke —— ligeledes sin
egen indre Lidelse, ligesom ogsaa den Gamle synes ganske at have
forglemt, hvad der havde givet Anledningen til hans udforlige For-
tælling Dog paa engang, som om et nødvendigt Foretagende kaldte
ham bort, afbryder Oldingen midt i sin Reiseberetning, afstediger Yng-
lingen venlig og anmoder ham om at komme til sig igjen nogle Dage
senere, paa en bestemt Time. — Ynglingen, hvem den Læge, han be-
troer sig til, snart forekommer ham ligesaa gaadefuld som hans egen
Sygdom, indsinder sig atter til den bestemte—Time. ,,Nu«, siger Oldin-
gen venlig, »jeg har jo sidste Gang fortalt dig lutter Reiseeventyr og
Hændelser.« — ,,Dine Fortællinger« svarede Ynglingen, ,,have glædet,
vederqvæget og opbygget mig«.
,,Men hvorledes-« sagde den Gamle, ,,troer du da ogsaa, at det
var sandt, hvad jeg fortalte dig?« —»Dit fromme-, alvorlige Ansigt,
dit klare Øie see ikke saaledes ud, som om din Tunge kunde lyve,
jeg troer, at hvad du fortalte mig, var Sandhed.« —- ,,Men« ved-
bliver den Gamle-, »skulde jeg ikke idetmindste til det, som jeg vir-
kelig har erfaret, have tilsat Meget og Mangt af mig selv opdigtet, —
skulde jeg ikke have forstorret det noget og udsmykket og forstjonnet
det virkelig Passerede?«
· ,,Dine Ord«, sagde Yng«lingen, ,,lr)de saa enfoldige, saa kunst-
løse, saa trofaste, at jeg troer, du af dig selv intet har tilføiet eller
sorstorret eller falskelig udpyntet, men at du har fortalt mig Alt med
saadan Sandhed og Troskab, som det er skeet og tilgaaet«. — ,,Hvor-
ledes da, min Son, mig, et stakkels syndigt, Vildfarelser underkastet
Menneske, mig vil du lide paa og troe, mine Ord, min Fortælling
holder du for sand, men Herrens Disciple, der selv saa hans hellige
Ansigt, have hørt hans Ord, have berort hans hellige Hænder, —- der
vare opfyldte af hans Aand, som gjennemtrængte dem og gav dem
Ord i Munden, saa enfoldige, saa troe, saa sande, dem vil du ikke
troe? Bliver dn da ikke funden som En, der ei imodstaaer Menne-
skenes Stemme, men den Helligaands3« — Da foler Ynglinger-i ved
den Kraft, som i disse Ord var lagt for ham, alle de indre Tvivls
og vildfarende Tankers Herre paa eengang stagne til Marken og til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
