Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 19. Den ubudne Gjæst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—58—
spiret af Hjertegrunden en malet Blomst eller en Skinfrugt, indtil
han tilsidst havde begyndt at gaae over til den enfoldige«Prædiken
om Korset og i denne erfarede en isandhed guddommelig Kraft til
at omdanne Menneskehjerterne og fylde dem med Gudskraft. ——
Den gamle salige Schoner havde i sine sidste Leveaar ved en hef-
tig Skræk faaet en bestandig Skjælven over alle sine Lemmer.
Naar han nu sad saaledes og fortalte, da zittrede det graae Hoved,
og den gamle Mand var derhos saa bevæget, at Glædestaarer
randt ham ned af Kinderne, naar han omtalte en eller anden glæ-
delig Erfaring med Hensyn til sit eller Andres Hjerter. Tillige
hævede han da de skjælvende Hænder taknemmelig mod Himmelen. —-
Vi maatte hiin Aften Allesammen græde med. Den fremmede Pro-
fessor syntes vel dybt greben, men reiste sig dog en Stund efter op
fra Bordet og lod sig paa ingen Maade holde længere tilbage. Huus-
værten tænkte i sit Hjerte: Denne har vist ikke fundet det- ret og
anstændigt, hvad Præsten Schoner der fortalte. Men den gamle Præst
sagde ved Afskeden et kjærligt-velsignende Ord til den ædle gode
Ven, som han bedre end de Andre havde gjennemskuet. — Dette Ord
er ogsaa gaaet iOpfyldelse. Den fremmede Professor horte paa
sin Tilbagereise endnu engang den gamle Schoner prædike. Efter
den Tid var han ganske vunden for den enfoldige Christentro og be-
vidnede dette indtil sin Død chan dode desværre tidlig) ved Ord,
Lære og Gjerning. Endnu fra sin Dodsseng lod han den gamle Fa-
der Schoner takke for, hvad han næst Guds Hjælp havde virket i hans
Hjerte. — Men den unge Huusvcert lærte fra nu af, at man ogsaa
maa takke Gud for de tilsyneladende meest ubeleilige Gjæster og Til-
dragelser, selv da, naar de efter vor Mening forstyrre og hindre os
fra et eller andet Godt, saa snart de blot ere os tilskikkede fra Guds
Haand — ganske uden vor Medvirkning. Thi han, der tilskikker dem,
han maa vel ogsaa vide, hvorfor han har ladet dem komme til os
netop til denne Tid og ei til nogen anden mere beleilig. Hvis den
fremmedeProfessor var kommen til vor Vært en anden Dag, naar
PastorSehoner ikke havde befundet sig der, saa havde han vel strax
fundet en mere glad og en mere venlig Modtagelse, men ikke saadanne
Fortællinger af Livet, der saa dybt gik ham til Hjerte. -—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
