Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 30. „Værer uforsagte, I have Hjælpen for Døren!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
...74—
fører dem op paa et Tagkammer, saa forfaldent, saa ureenligt, som om
det ei var bestemt til Opholdssted for Mennesker. Der ligger noget ;
Halm, og paa den maa da de Reisende lægge sig. Nu, da de Tre befinde
sig alene, meddeler Jacob alle sine Bekymringer til begge Kammera-
ternez de befæster Døren indenfra, saa godt det skee kan. Begge hans
Ledsagere mene nu, at de bag en saa fast tilstængt Dør ere i fuld-
kommen Sikkerhed, lægge sig rolig ned paa Straaleiet og sove, trætte
som de ere — næsten øieblikkelig ind. Men Jacob Haiiser vender
midtunder Nattens Mørke og Usikkerhed Ansigt og Hjerte hen til Ham,
i hvem der intet Mørke findes-, Jsraels Beskjcermelse og Trøst. Om
Hans Bevarelse og Hjælp, om Hans naaderige Forsorg i denne Nat
beder han ret brændende; under Hans Beskjcermelfe lægger han sig
endelig ned paa Straaleiet. Men han kan ikke faae Søvn paa sine
Øine, og enhver Tilbøielighed til Søvnen forgaaer ham ganske og
aldeles, da han ved Midnatstider hører Allarmen af nyankornmende
Gjæster, hvis vilde Skrig og Støien under et Brændeviins-Svirelag
snart tilkjendegiver, at de ingen Reisende ere, der-benytte Natten til
Rolighed, men derimod Mennesker, hvis Gjoren og Laden elsker Mør-
ket, — hvilke derfor først forlade deres Leie om Natten, naar Andre
søge hen til samme. Der komme stedse Flere, Allarmen bliver stedse
vildere. Jacobs Overbeviisning om, at det ei var nogen indbildt,
men en Virkelig Fare, de befandt sig i, bliver for hvert Øieblik fastere,
han staaer atter op af Sengen og falder paa Knæ ved Siden as
samme. ,,Skal jeg her,« saaledes beder han, ,,døe for Morderes
Hænder, saa skee din Villie. Jeg har med mine Synder fortjent
alle Legemssmerter. Vær og bliv Du mig kuns en naadig Gud og
tag Dig med Forbarmelse af min Sjæl«. Efterat han saaledes med
Legeme og Sjel ganske har overgivet sig i Guds Villie, overladt sig
i Guds trofaste Haand, ,,bliv·er hans Mod,« »nu da han er beredt
paa Alt, (saa fortæller han selv) ,,ligesom en ung Loves Mod«.
Her er endnu andre Folk at redde foruden dig, tænker han. ,,Op,
J Mænd,« faa raaber han til sine Medreisende, »her er nn ikke
Tid til at sove, men til at vaage, Angest og Fare staae for Døren«.
De fare Begge op og erkjende, at der virkelig er Fare forhaanden.
Fra Kammeret nedenunder og fra Forstuen i Huset kommer den vilde
Skare stormende opover Trappen og lige op til deres Kammer.
Værten, som var kjendelig paa den raae Stemme og paa Talen, vil
rive Døren op, men sinder den tilstængt indenfra. Med frygtelige
Trudsler og Forbandelfer forlanger han, man skal lukke op; Haiiser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
