Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 30. „Værer uforsagte, I have Hjælpen for Døren!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—75—
svarer med fast, mandig Stemme: for denne Nat tilborte Værelset .
ham og hans Ledsagerez de vilde ikke lukke op, forend det blev-
Morgen. Da fordoblede de udenfor deres Anstrengelser for at rive
Doren op, men Gud styrker de tre Menneskers Kræfter-, saa at de
gjore alle hines Bestræbelser frugteslose. Endelig bryder Værten ud
i ustyrligt Raseri,.· han skriger paa, at man skal bringe frem Øren,
»da skulde han snart blive færdig med disse elendige Karle«. Nu er
al Menneskehjælp forgjæves; thi allerede hører man paa Trappen
Fodberne af ham, som skaffer Øren«hid. Jacob beder endnu engang
i sine Ledsageres Paahør, Troens og Heltemodets Bøn, der ikke vil
Noget mere, end hvad Gud vil, den Bon, der fremgaaer af en fuld-·
kommen frimodig Hengivelse i Herrens Villie, —- ved hvilken det Men-3k
nestelige ganske træder tilbage i Mennesket, og i dettes Sted det Gud-
dommelige underbart og almægtigt træder frem: om Hjælp»i Nøden.
Og denne Hjælp var allerede for Doren. De lydelige Toner
af et Posthorn og Svobens Smælden forkynde en Ertrapost, som har
forvildet sig fra Hovedlandeveien, og som her vil forskaffe de af den
slette Vei udmattede Heste nogle Timers Hvile. En ond Samvittighed
forskrækkes lettelig. Han med Bilen vendte hurtig om paa Trappen.
Den larmende Vært forstummer, siger nogle halvlydelige Ord til sine
Kammerater og gaaer derpaa ned; det vilde Pak sniger sig inden
kort Tid bagefter Værten, nedad Trappen og ud Bagdoren. De
tre ængstede Mænd vare ved de velbevæbnede Fremmedes Komme—
reddede as Faren, og saasnart det gryede mod Dag, skyndte de sig
ud af det skumle Huus og Skoven, fulde af Lov og Takkebonneri
Hjerte og Mund.
Denne lille Fortælling lærer: Intet Andet giver Bønnen en
saadan Gudskraft, Troen et saadant sandt Liv, en saadan Fortrostning
og Vished, som dette ene, af ganske Hjerte udtalte Ord: »Herre,
skee ikke min, men din Villie-A Først i det Øieblik, da vi, midt
i Trængselen, bede med et saadant Sindelag, som følger med den
inderlige Hengivelse i Guds Villie, beder ei mere det svage Kjød,·
som jo ellers overalt er medvirkende, menAanden beder udaf os.
Slaggen er bortbrcendt, Smælteren har opnaaet sin Hensigt med os
og tager nu det lutrede Metal ud af Ilden. Hjælpens og Bønhø-
relsens Stund er kommen. Thi hvorledes skulde vel en Bon, som
ikke mere Mennesket, men selve Naadens Aand beder, kunne blive uden
’·Bonhørelse? Og Sikkerheden i den Troesgrund, paa hvilken den i
dette Tilfælde staaer, føler ogsaa Menneskesjelen meget godt. Derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
