Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Beder uden Afladelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 87 —
bede de smaa Bønner, som jeg havde lært af deml Men meget ofte
indgav mig mit Hjertes Bevægelse og, jeg tør vel sige saa, min For-
barmers Aand, der tidligen drager Hjerterne til sig, ganske nye, aldrig
forhen benyttede Ord, over hvilke jeg forglemte de udenad lærte: min Sjel
sukkede op til Ham og bad Ham, jeg vidste selv endnu ikke ret, om
hvad. —— Nu, min Gud, hav endnu engang Tak for din trofaste
Førelse og for alle hine helsebringende Taarer, som Du har skjænket
mig. Allerede dengang har du viist mig det Sted og ledet mig derhen,
hvor et bedrøvet og bekymret Hjerte kan finde den rette Trøst og Fred,
og jeg har senerehen ofte gaaet denne samme Vei. Førend jeg endnu
forstod, hvad den Aand, der opvækker Længselen efter den levende Gud,
sukkede og bad i mig, har du bonhort mine Sukke og sagt til min
Sjel: »Du skal leve.«
Man kan vel sige, at vor Bøn er en Sæd, der ofte ret sildig og
langsomt opgaaer og først lidt efter lidtfra et lidet Sennepskorn bliver
til et Træ, i hvis Skygger Fuglene under Himmelen gjøre deres Bolig.
Sædemanden lader det lille Korn falde i Jorden sammen med den
øvrige Seed og forglemmer snart, hvad han har gjort. Men Sædekornet
spirer i det Skjulte og voxer, til deti sin Tid bliver stort. Mig gik
detiden omtalte Tid af min Barndom paa samme Maade som Sæde-
manden, — jeg forglemte snart igjen, naar jeg befandt mig iblandt
mine Kammerater, det, som i enkelte eensomme Bontrens Øieblikke var
bleven udsaaet, og da jeg efter knapt 2 Aar atter kom imine Forældres
Huus, var ogsaa den gamle Kaadhed og Letsindighed igjen tilstede. Dog
alligevel, uaar jeg oftere, ifølge et ganske besynderligt Hang, eensom
svævede omkring i Skove sog Marker og søgte, jeg veed ikke selv, efter hvor-
mange Gjenstande for mine barnlige Tilbøieligheder, da nærmede Han
sig til mit Hjerte, som havde lært mig i Bønnen at nærme mig til
Ham. Da vor fromme Præst forberedede mig og andre Børn paa
min Alder til første Gangs Nydelse af Nadvereti, var jeg som et svagt,
elendigt Rør, som ethvert Vindpust bevæger, og havde saaledes af andre
Drenge mangen en Gang ladet mig forføre til Uagtsomhed og til
allehaande letsindig Opførsel. Men da Sjelesorgeren, der meente det
godt med os, i den sidste Underviisningstime faldt paa sine Knæ
sammen med alle os Børn og af ganske Hjerte udtalteen Bon, hvori
han iblandt Andet ret levende anvendte paa vore Hjerter det 15de og
17de Cap. af Johannesevangeliet og formanede os til under alle
Verdens Fristelser og Lidelser at forblive troligen faste ved Viinstok-
ken, da trængte Ordene i hans Bon, midt under min letsindige Op-
.
C-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
