Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 36. Evig, stedse den Samme - 37. En Aabenbarelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»— 100 —
geme igjennem Ege- og Furuskoven hen iblandt Ceder- og Palme-
træerne, tibParadiisfnglens snart klagende snart salig-glade Sang.
Men ved denne sidste Bevægelse synker ogsaa Legemet hen til Aske, —
dette havde nemlig blot bestaaeti Drømmen om det gamle og længst–
forbigangne Liv, ——" og i alle Tilhørernes Orm toner den uforglem-
melige Efterlyd af de Ord: »O Evighed, Evighedl« — ———
Ja, endnu er der en Hvile tilbage for Guds Folk, en Sab-
bath, ophøiet og hellig og uden Afladelse.
37. En Aabenbatelse
Nedskriveren af denne lille Fortælling bekjender, ,at— han med
klippefast Vished kun troer-paa een Gjenganger, kun paa een fra
Døden og Graven Jgjenkommen og Jgjenopstanden. Det er Ham,
der af sig selv, af egen Kraft, baade kunde hengive sit Liv og- igjen
tage det tilbage: den Seierherre, som har traadt Død og Grav
under Fødder. — Der gives imidlertid Meget under Maanen, hvorom
den Forstandiges Forstand Jntet veed, — hvorom Intet lader sig
drømme frem, Meget, som er sandt, men som dog for Fornuften ikke
synes sandt. Gud alene kjender dette Forborgne, Mennesket kan —
efter sin Erkjendelse —— kuns tie stille og afholde sig fra at fælde
Dommen over Ting, som han ikke selv har erfaret eller forstaaer.
Man skulde vel, allermeest med alle Meddelelser om ,,m)e Undere,« om
Aabenbarelser og overnaturlige Ting, i vore undersyge og tillige
ganske vantroende Dage være forsigtigere end nogensinde ellers, om-
endskjøndt Gud ogsaa fra denne Side kan have mangfoldige Veie
for at beskjæmme vore Dages grove Vantro. Det af denne Art,
som vi her fortælle af den gamle Anna Palisch’s Levnet, maa
tillige tjene til at vise, hvorledes en ret Sselesorger og Fader for
sin Menighed i saadanne Tilfælde har at forholde sig. Thi Præsten
Gerber, saa forekommer det mig, handlede dengang viselig. Vor
fattige Enke havde i Verden endnu kun een Trøst, eet Haab, det var
hendes 24aarige Søn, der tjente hos en Bonde i den uærlig-
gende Landsby, men som nu snart skulde tage en egen Huushold-
ning, indgaae i Ægteskab og derpaa forsorge og pleie sin gamle
Moder i sit Huus, — han havde jo altid været en saa god Søn
imod hende. Men denne Søn faaer en Feber og døer. Den gamle
Annas Hjerte havde hængt meget fast ved denne eneste Søn. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
