Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 43. Den formeentlige Spion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—113—
Underoffieier, som sagde, at jeg maatte staae op og fortsætte Mar-
sehen sammen med de andre Fangne. Jeg sagde: »Godtfolk, J see,
at jeg neppe kan løfte Hovedet i Veiret, thi jeg har Blodgang, og
nu ville J, at jeg skal marschere og endnu ovenikjøbet uden Støvler
og uden Kjole. Lad mig dog hellere faae ligge i min Seng.« Dog,
Underoffieieren vilde ikke, men truede mig endog med Stoiken, hvis
jeg ikke vilde adlvde ham, og en Soldat tog Hovedpuden bort under
mit Hoved. Saa maatte jeg da i Strømperne og i Vesten vakle af-
sted bagde øvrige Fangne, og saa ofte jeg blev agterud for dem,
truede Underosfieieren mig med Stokkem Hvorledes jeg har kunnet
holde dette ud, veed jeg ikke, da jeg forud var saa afkræftet. Jeg
troer, at den kjære Gud, til hvem jeg ved hvert Aandedrag sukkede,
har indgydt mig Livsbalsom med Luften. En Aften, i god Tid, bleve
vi indesperrede i en Lade, hvor vi laae saa tæt sammenstuvede, at
man næsten kunde miste Aanden. Jeg bad den hele Nat til Gud;
thi jeg tænkte, det kunde vel være min sidste Nat; saa mat jeg var,
kunde jeg dog ikke faae sove. Den paafølgende Morgen kom vi ind
i Keiserens Land. Da vi vare komne nogle Timers Vei frem,
bad jeg Underoffieieren, med hvem jeg under Marschen var bleven
noget mere bekjendt, at han dog skulde lade mig blive efter, — jeg
lovede ham og gav ham min Haand paa, at jeg vilde ikke romme
bort, men langsomt komme efter ham og de andre Fangne, saa godt
som Kræfterne tillode det; thi han indsaa vel, at jeg dog tilsidst
maatte blive liggende, om man fremdeles tvang mig til at marschere.
Underofsicieren lo i Begyndelsen og sagde: »Feldtbager! Du frygter,
at dine Been ikke vil gjøre dig sin Tjeneste til Prag, men jeg frygter
for, at om man lod Dig tilbage, Du noksaa net vilde vende om til
Niirnberg igjen.« Men da jeg ganske sikkert lovede ham at komme
efter, lod han mig endelig tilbage. Jeg hvilede nu ud en liden Stund
ved Veien i det varme Solskin, og en Bonde, som arbeidede ude i
Marken, lod mig faae en Smule Bedækkelse under sin gamle Kjole,
saa at jeg ganske blidt slumrede ind. Da jeg vaagnede. op igjen,
følte jeg Hunger, og dog kunde jeg ikke faae en Bid Brød ned. Da
gik jeg hen til et stort Huus nær ved Veien, jeg mener vel det
maa have været et Slot. Jeg gik ind inokkenet og bad en Jomfru,
jeg der fandt, om lidt Suppe, thi jeg var syg og kunde ikke faae
det tørre Brød ned. Herskabet i Huset kom til, bad mig gaae ind
i et Kammer og lod mig beværte godt Da jeg vilde gaae og ved
· Afskeden med Haand og Mund takkede de gode Folk for 8Beveertnin-
is
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
