Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 44. Adstanterne eller Skoleholdermedhjælperne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
———120—
paa noget Sted, — da kom ogsaa ifølge med ham Guds Fred og Aan-
dens Kjærlighed og Kraft. Sandheden heraf bevidner vel endnu
mangt et gammelt Øie, der med Taarer læser dette. — Hvad den
gamle Flatt, undertiden uden at lægge saa meget som en Haand
paa Børnene, ja uden at røre blot en Finger, har ndrettet i sin
« Skole ved fine tre Medhjælpere, derom vidner særdeles mange Kjends-
gjerninger, af hvilke vi dennegang blot ville anføre een. ,,Jeg var,«
saaledes fortalte han selv i sin høie Alder, »jeg var, for nu mere
end 50 Aar siden, Provifor ved Waisenhuset og havde en Sal fuld
af Børn at uudervife. Enhver Morgen pleiede jeg at bede om Taal-
modighed og Sagtmodighed. Engang, medens jeg gik frem og tilbage
iblandt mine Skolebørn«lagde jeg Mærke til, at en Dreng paa 12
Aar lagde sig med begge Albnerne bredt udover Bordet. Jeg foreholdt
ham det Upassende heri og gik videre. ( Da jeg igjenkom forbi ham,
havde han atter netop paa samme Maade lagt sig henover Bordet,
og for anden Gang forbod jeg ham at indtage denne Stilling. Han
adlod vel ogsaa dennegang for et Øieblik, men da jeg for 3die
Gang kom hen til ham, fandt jeg ham trodsig opstemt, ja jeg læste
i hans AufigsForagt for min Tilretteviisning Nu rørte Galden sig
heftig i mig; jeg fattede mig aligevel og bad til Gud: ,,Skjænk mig
nu Taalmodighed imod dette unge Barn, ligesom Du har udviist imod
mig gamle Barn.« Min Uvillie lagde sig strax, jeg blev venlig, taug
stille og gik videre i min Underviisning Drengen forblevisin forrige
trodsige Stilling, men jeg tog ingen Notits af ham. Efter Skolen
lod jeg ham kalde til mig og bad imidlertid, førend han kom, om
Viisdom og Sindighed. Han stormede op, traadte barfkt ind og slog
Døren Jheftig til bagefter sig. —- ,,Hvorfor flænger du Døren saa
vildt igjen?« spurgte jeg. ,,Jeg har ikke strengt den igjen,« svarede
han trodsig. — ,,Jdetmindfte slog du den igjen-A — ,,Nei, jeg har
heller ikke slaaet den igjen,« var atter Svaret. —— Nu gik jeg hen
til ham, greb ham, ved Haanden og spurgte ham i en blod Tone:
,,Veed du ogsaa, min Søn, hvem du fornærmer, imod hvem du forsynder
dig? Ikke mod mig synder du, men imod din Frelser, som intet Ondt
har gjort digl« — Nu bøiedes Drengens Hjerte; han begyndte at
græde og bad mig hulkende om Tilgivelse for sin ugudelige Opførsel
,,Jeg havde,« vedblev han, ,,idag sat mig fore at opirre Dem ved
min Uregjerlighed, saalænge, til De vilde give mig Slag. Der-
ved, troede jeg, vilde De —- i høiere Grad end jeg — blive
ærgerlig og misfornoiet. Tilgiv mig dog for Guds Skyld ; jeg vil
fk " «
· at ;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
