Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Missionæren Robert Moffats Levnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 14 —
Dyr. Om disse saa end overfalde ham, agter ingen af hans Ven-
ner sog Bekjendte paa hans Jammerskrig
— Skrækkel—igere end Tigeren og alle andre vilde Dyr vise sig hine
Vilde, naar de føre Krig med hinanden indbyrdes. En saadan Krig
gaar kun ud paa en morderisk Tilintetgjørelse af det oversaldne
Folk, den vargelose Hyttens Beboer beskjcermer da hverken hans Al-
der eller hans Slægt eller hans tidligere venlige Opførsel imod sine
Mordere mod den grufulde Henrettelsez naar dette Folk først har
faaet Vaaben i Haand, kjender det hverken Maal eller Maade i sit
Myrderiz det hat sin Lyst i Husenes frcekt antændte Flamme saavel-
saavel som i Sttomxne af Mennesket-lod
Næsten ubetvingelig er hos disse Folk Tilbøieligheden til Lognz de
overlade sig til denne endogsaa da, naar den som uvilkaarligt udtalt«
Skuffelse snarere bringer dem Skade end Gevinst. En Art Løgn er
det fremfor Alt, der her som andetsteds lader os forstaa, at ingen
Lyd af«Samvittighedens Stemme er trængt til det indre Øre: Dette
er nemlig den Paastand af dem, at de ere uden Synd, at alle deres
Handlinger et uden Skyld.
Hvad Folkets Forfatning betrcesfer, saa gives der iblandt dem
kun to Steenderx De Formuendes, hvis Rigdom gaar i Arv til Bør-
nene, saafremt ingen udvortes Uheld tilintetgjør den, og de Fattiges
Stand, som Lidet eller Intet besidde. Disse, der ere underkastede
de Riges Luner og Tjeneste, fore —- efter Mofsats Udtryk et Liv »
ligesom deres Hundes, delt imellem Lediggang og Hunger; saalænge s
den sidste piner dem, ere de villige til at bestille Noget for deres
Stillings Skyld, men naar de, om end kun til hoieste Nod, føler sig
meettede, pleie de deres dorske Magelighed, liggende henstrakt paa
Jorden.
Med den aandelige Erkjendelses Stamme ere ogsaa dennes Grene !
fortorrede og forquaklede med Guds Frygt er tillige ogsaa det sidste
Spor afkkmenneskelig Visdom -forsvunden. Dette Folkser paa den
opgaaende Sol, ser paa al Naturens Herlighed med samme Lige-
gyldighed som et ’Dyr,"uden nogensinde derved at tænke paa en Grund
for denne ophoiede Anordning (Hottentotterne, der bo nærmere ved
Havet, havde dog det Sagn imellem sig, at, naar Solen om Afte-
nen ved sin Nedgang synker i Havet, saa sijeere de hinsides Havet
boende Folk den istykker og komme den i en Potte Om Morgenen
bliver den hel igjen, og saa lade de den da atter stige op paa den
anden Side). Som om de havde det fra en gammel Over-leverin«g,
O
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
