Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Missionæren Robert Moffats Levnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var i 1817, at Moffat tiltraadte sin førsteMissionsreise fra
Capstaden nærmest til Namaqva-Hottentotternes Stamme. Hans
Foretagende fremstillede sig dengang som meget voveligt og farefuldt.
Endnu kort forud havde en Hovding for hin Stamme, (som under
Navnet Christian Afriianer er bleven meget bekjendt i de da herskende
Uroligheders Historie), opirret ved mangen en barbarisk Haardhed fra
Colonisternes Side, grebet til Vaaben imod disse saavelsom imod en
Del af sine Stammebeslægtede og med Jld og Sværd udbredt Skræk
og Ødelæggelse paa alle Kanten Jo nærmere vor Reisende kom til
Grændserne as det Gebet, hvori hin frygtelige Kriger huserede, desto
mere indtrængende søgte Colonisterne, i hvis Boliger han overalt
fandt gjæstlig Optagelse og venlig Beværtning, at bringe ham til at
afstaa fra sit Forehavende. De holdt alle en christelig Europæers
Reise hen til et saadant Umenneske, som Hovdingen Afrikaner var,
for en dumdristig Gang til den visse Død. Og Flere sagde: »Hvis
det endda kun vilde være en let Død ved Sværd eller Spyd; men Bar-
bareren vil binde Dem fast til en Pæl og derpaa lade sine Børn
skyde efter Dem med Pile, indtil endelig et Skud træffer Deres Hjerte,
og den lange Pine saaledes faar en Ende. Men end ikke da er
deres Raseri stillet. Deres Hud, maaske endog afrevet det levende
Legeme, vil man spænde over en af de Trommer, efter hvis dumpe
Klang de Vilde dandse; Deres Hjerneskal vil man indrette til en
Drikkeskaal, hvoraf den blodtorstige Hovding tager til sig den beru-
sende Drik, ved hvilken han endnu fyrigere opflammer sit Had imod ;
os.« En god, velmenende Dame, i hvis Hus den Reisende var
bleven pleiet som deres eget Barn, kunde ikke tilbageholde sine Taa-
rer, da hun saa ham blive fast i sin Beslutning at reise videre.
Ved Afskeden udbrød hun: ,,Hvis De allerede havde været en Mand
tilaars, hvem hans Livsendeligt — paa en eller anden Vei — alli-
gevel var nærforestaaende, da kunde maaske Døden være lettere; men
nu derimod vil De afbryde Deres Livs friske Blomsteralder og hen-
kaste det til at udslettes af en Barbar«
Men i Tillid til Guds Beskyttelse og Beskjcermelse drog den
unge Vandringsmand alligevel sin ensomme Vei med trøstigt Mod.
Hans Tillid blev heller ikke tilskammez med Afrikaner var der nem-
lig i den senere Tid foregaaer en Forandring, som paany gjorde
hans Hjerte modtageligt«for de Evangeliets Lærdomme, hvilke han
allerede forhen engang havde omfatter med nogen Tilbøielighed For-
kyndere af den frelsebringende Lære om Christus, Sjelenes Red-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
