Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Missionæren Robert Moffats Levnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—31—
redde ham fra Hungersdoden, i en mennesketom Ørken, hvor der
Ingenting findes enten tilkjobs eller tilsalgs. Ogsaa den — med-
Orer forspændte — Vogn, sont det lille Selskab paa den første Reise
førte med sig chin Vogn, som Moffat ved sin Hidkomst havde med-
bragt, var dengang den eneste, der i Colonien fandtes) indeholdt
ikke ligesom en af Capitain Harris’s Vogne Skibstvebakker eller andre
længevarende Levnetsmidlerz thi saadanne gaves der ikke i Afriea-
ners Kraal, men blot allehaande Reiseredskaber og Kjød for en eller’
nogle faa Dages Behov. For den kommende Tid saa de Reisende
sig ganske og aldeles henviste til det Udbytte, Jagten kunde indbringe
dem: Kjød, fremforalt af Zebraer og Giraffer, var deres daglige
Spise, ved hvilken de endog fattedes det Kryderi, der forekommer
os saa uundværligt, nemlig Salt.« Naar de bedste Stykker vare op-
spiste, maatte de øvrige, i Solen tør-rede Dele, saa haarde som
Saalelæder, først steges i varm Aske og imellem ophedede Stene,»
dernæst morbankes med Stene, og endogsaa i denne Tilstand kostede
de den hungrige Vandringsmands Tænder saa svært Arbeide, at det
efter endt Maaltid gjorde ondt i Kjæverne, og at Munden næsten-
vax udrugbar til Fremforelse af Ord. Deres Drikke til denne Mad
var noget nrent Sumpvand, sparsomt nok afmaalt. Paa nogen an-
den Art af Vederqvægelse for Ganen var der enten ikke at tænke
paa, eller ogsaa var Nydelsen af farlige Følger, som f. Er. den ene
Gang, da de Reisende med Henrykkelse saa en yppig-grøn Flade
liggende for sig og ved deres Ankomst derhen fandt en saadan Mængde
Biehonning, at den endog flød frem af Klipperifterne. Advarede af
deres Instinkt havde Lastdyrene ikke hengivet sig til Skuffelsen, de
korte ikke ved det saa forførerifk udseende Grønt; — thi det var et
Euphorbiestrøg, fuldt af gjærende giftige Safterz Folkene derimod
havde (indtil en Jndfvdt heldigvis advarede dem mod denne Nydelse)
med Ubetrenksomhed spist af denne Honning, til hvilken Bierne havde
, taget Sasten af Ulvenes Mælk, og de maatte som Følge heraf ud-
j staa heftigt brændende Smerter i Halsen og flere Dages Hovedpine
s Paa denne første Reise havde Mofsat ogsaa Anledning til at
iagttage et af hine Tilfælde, ved hvilke den ovenforncevnte Grusom-
hed fra Børnenrs Side imod deres Forældre giver sig tilkjende.
Han kom nemlig til et Sted i den brændende hede Ørken, hvor der
· laa en gammel Kone, hvis aftærede Legeme lignede et Be nrad, be-
dækket med et sammenfkrumpet Skind. Det var en gammel Moder,
som allerede 4 Dage forud af hendes egne Børn var lagt herhen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
