Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Missionæren Robert Moffats Levnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-—41—
Bechnanerne, saaledes som disse Allesantmen endnu Vare, da Hamil-
·ton og Moffat ankom til dem, havde ikke at kjæmpe mod Afguderi,
paa samme Maade som Missionærerne hos andre hedenske Folk: der
gaves ingen Asgudsbilleder og Fetischer, ingen Offere eller Altere,
iblandt hvilke dog maaske et kunde have foranlediget Erindringen om
,,den ubekjendte Gud«, men dette Folk var allerede ad en kortere Vei
naaet did, hvorhen Affaldets Børn i Christendommens Skjød stræbe
at naa paa en høiere opstigende, men netop derfor ogsaa desto dybere
sønderknusende Maade. Der sindes en Mørkets Verden, der kun er
omgiven af Kjodets eget »dødelige« Væsen, paa lignende Maade
som et,mørkt, smudsigt Kammers Vægge og Tag. Denne Verdens
Beboere, for hvilke kun det er forhaanden, som lader sig gribe med
Hænderne eller kan trættes paa med Fodderne, ere udelukkede fra det
opløftende Syn as Himmelen og dennes Stjerner-; de ere utilgjæn-
gelige for dem, thi disse Stjerner lade sig ikke gribe med Hænderne
Solen, hvorom vor Jord vandrer, ligesom Mennesket atter om-
kring Jorden, lader sig ei betræde med Fødder-, omendskjøndt den er·
det Dybe; hin arme Verden kjender intet Helligt, intet guddomme-
ligt-underfnldt; den kjender blot det egne, arme Jeg i dettes natur-
lige Ufnldkotnmenhed; Lys og Nat, Liv og Død, Nyt saavelsom Gam-
melt lader Mennesket under den Tilstand, hvori Moffat forefandt
Beehuanerne, være sig ganske ligegyldigt, naar kun Bugen faar sin
Tilfredsstillelse- Munamiets, en Onkel af Overhovdingen eller Kon-
gen Mothibi, der flere Gange ledsagede J. Campbell paa hans Rei-
sebesog, desforuden En as dem, der forud berettigede til de bedste
Forhaabninger, sagde ganske aabent til Moffat: .,,Ra Mary, d. e.
Herre, Eders Sædet og Skikke kunne være gode nok for Eder selv,
men jeg kan ikke finde, at de fylde Maven; forøvrigt vilde jeg gjerne
leve med Eder; thi J er artig, og naar jeg blev syg, kunde J give
mig Mediein. —- —— Jeg hører til Folkets Fædre, og endskjøndt jeg
endnu er en Yngling, (han var 70 Aar gammel!) bemærker jeg
dog, at mine Tanker ikke mere ere saa hurtige som ellers. Maaske
er J istand til at lære vore Born Eders Mekhuas (Skikke).«
Saaledes talede og tænkte den iblandt Folket, der tilsyneladende
var kommen længst fremad, en mangeaarig Ven as de Christne, en Mand,
hvem den fromme Fader Campbell saa ofte havde optaget i sine Me-
nighedsbonner og gjort til sammes mest magtpaaliggende Gjenstand-
Hvad kunde man da vel vente sig af de Øvriges Sinds stemning?
J’ Sandhed, Modsætningen mellem Livet i Asrieaners Kraal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
