Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Missionæren Robert Moffats Levnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—50—
lade en altbefrugtende Regn falde ned. Men den veirkyndige Mand
havde dennegang forregnet sig med sine forudgaaende Mærkerz som det
ofte indtræffer i dette for Plantevcert blottede, flade Vechnanernes
Land, havde Skyerne trukket sig hen over den skovfulde Bjergegn i
Osten, uden at udtømme sig over den vestligeColoniz Tørken vorede
fremdeles op til en frygtelig høi Grad; Himmelen vedblev at være
tillukket. Da udtænkte den slue Bedrager en nærliggende Forkla-
ringsmaade, ved hvilken han ledede det bedragne Folks billige Uvil-
lie bort fra sig og hen paa Andre. Missionærerne skulde have Skylden
for, at ingen af hans moisommelige og tildels (idetmindste i Fol-
kets Øine) overmaade besværlige Operationer til Frembringelse af
Regnen — havde noget gunstigt Resultat. Lyden af deres smaa
Bedeklokker, ja selve deres Andagtsovelse, skulde da have for-drevet
Regnskyerne. Over-befalingsmanden vilde derpaa forbyde Misjionæ-
rerne at knæle ned og bede endog i deres egne Boliger, men de fryg-
tede ikke for hans Forbud. Bedrageren mærkede imidlertid godt, at
. hans altid gjentagne Løgne og de uhyre Fordringer, som han gjorde »
til Folket, havde udtømt dettes Taalmodighed, og at især Qvinder- ;
ne begyndte at gjennemskue hans Bedrageriers Væv. Hele fjorten
Dage trak han sig tilbage til sin Hytte, — da fremstod han atter
igjen paa engang for Folket. »Endelig havde han,« saaledes tiltalte
han Folket, »opdaget den simple Aarsag, hvorfor Regnens Udeblivelse
var uundgaaelig nødvendig.« — Alle vare begjærlige efter at er-
fare denne Aarsag. Nodig syntes han at .ville rykke frem med den,
men endelig, da han saa,» at Forventningen var spændt paa det Hvi-
este, spurgte han: »Har J da ikke seet, at Moffat og hans Folk se
op til Skyerne, naar disse trække henover os?« — Dette havde
man jo rigtignok lagt Mærke til, man kunde da ikke Andet end svare
Ja til dette Spørgsmaal.—— »Nu da « fortsatte Manden, ,,saalcenge
disse forblive i Landet, ville vi aldrig faa Regn; thi deres hvide
Ansigter bortjage Skyerne.«
Kun for nogle faa Øieblikke og tillige kun hos Nogle af For-
famlingen syntes denne grove Løgn atville frembringe den forsonskede
Virkning. Manden havde tabt al sin Credit hos Mængden; hans
Ord vare som talte hen i Vinden. Ja, hvad endnu mere er, den
Fare, hvormed han truede Andres Hoved, havde han nedfaldt over
sig selv; Bechuanernes Had imod den Mand, der havde beredt dem-
faa megen Uro og i saa høi Grad misbrugt deres Lettroenhed, var
stegen til en saadan Høide, at hans Ded blev besluttet i en Forsam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
