Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Træk af William Grimshaws Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N—69——
andre Sjele at opvække den samme Længsel, der var vaagnet«hos
ham selv. Men, som hans Levnetsbeskriver John Newton siger, til
en Bygning, som skal blive staaende fast og stige høit iVeiret, læg-
ges Grundvolden i store Dybder; ogsaa Grimshaw maatte først fø-
res ned i disse dunkle Dybder, førend hans Tro kunde stige op i
Lysets og Fredens Regioner. De ydre Fristelser havdehau lykkelig
undgaaet; da indfandt sig med desto frygteligere Magt de indre; jo ’
mere han arbeidede paa sig selv, desto mere folte han sin Afmagt,
sin Elendighed; han vilde arbeide sig ud af det dybe Band,—da
brast det Rør, hvortil han holdt sig, og gik ham ind i Haanden; Tan-
ker fulde af Vantro, as Knnrren, ja af Gudsbespottelser saarede oftere
hans Hjerte lig Pile af Jldz han afskyede disse, han afskyede sig
selv; han kjæmpede med Fortvivlelse. ’
Hans Stilling blev endnu mere sørgelig derved, at han ingen
Ven havde, for hvem han kunde aabnehele sit Hjerte; ogsaa de
Bedre, frygtede han, vilde holde ham for afsindig eller melancholsk,
dersom han aabenbarede dem sin hemmelige Smerte. Trøstegrnndene
laa ham saa nær, overalt kom de ham imøde; han fornam dem ikke;
han viste dem fra sig. Endelig begyndteScedefroet at fæste sig og
; at slaa Rodder hos ham; han søgte Hjælp og fandt den, ikke mere
i sin egen Kraft,·i sin egen Løben og Villen, men der, hvor den
alene er at sinde, i den Naade, der af sig selv frembyder sig til os,
» og Stemmen fra hint Blod, som taler bedre end Stemmen fra Abels
Blod, talte hans Sag; han havde fundet Fred med Gud og med sig selv.
Men med alt dette gik det ham dog endnu som En, der er ble-
ven helbredet efter en sveer Sygdom; han kommer sig kun langsomt ;
Modet og det indre Livs Kraft indfinde sig kun lidt efter lidt. Saa-
ledes stod det til med ham, da han i Aaret 1742, i sit 84te Aar,
blev kaldet til en Sjelesorgers Embede ved Menigheden i Haworth,
nærved Bradfort i Yorkshire. Til en Menighed, som i høi Grad
var forvildet, uvidende og fordærvet; til Arbeide i en øde Mark, der
dog senerehen ved·den—Velsignelse, Gud dertil skjænkede, blev en
rig Markstreekning, fuld af yndige Blomster og kostelige Frugter.
En ny Dags Morgen var oprunden iGrimshaws Sjel, og den«
Time var ikke mere langt borte, i hvilken denne Dags Sol skulde
opgaa i dens fulde Glands, hvormed den opvarmer, oplyser og op-
liver Hjertet, den Time, hvori det hedder: ,,Se, det Gamle er forbi-« " "
gangent, Alter blevet nhtY««
Den Tildragelse, om hvilken vi her ville tale, lader sig rigtignok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
