Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Præsten Johan Jacob Fabricius’s Levnet - Ungdomshistorie og Omvendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ud. ——4——
i
hans Prædikener, var det endogsaa kun forat erfare, hvad det var
for en ny Lære, som hiin «foredrog. (Apostl. Gj. 17, 19).
Men i og hos vor Farbrieius var endnu en anden Tilhører
end det udvortes Ore og den — det Horte prøvende —— Fornuft: hiint
indre Øre, som Gud oplader for Mennesket, og hvis Navn er Sam-
vittigheden. Denne indre Dommer hørte og overveiede ogsaa det
Ord, som Liitkemann talte, og efter-sagde nu selv, ligesom et Echot
blandt Klipperne, saa uden Afladelse det hørte Ord, at Ynglingens
stolte, forfængelige Mod laa under for den indre Stemmes Torden.3
Han kjendte sit eget Ansigt i det Speil af Erts, som her blev holdt
for ham, erkjendte sin store Forvildelse fra Gud, erkjendte sit Hjer-
tes Skam og Blusel. Da erfarede Ynglingen, som indtil den Tid
blot havde kjendt det sandselige Menneskes brændende Ærgjærrighed,
den levende Følelse for Ære og Skam i Verdens Øine, hvilken en
ganske anden Følelse det er at skamme sig for den levende Guds
Øine. Denne havde seet al hans Gjerning i hans hidtilværende Liv,
og saa endnu Alt, hvad der var i hans Jndre Hvor skulde han
gaae hen for hans Aand, hvor skulde han flye hen for hans Ansigt?
Denne Angest, som vil flye og veed ikke hvorhen, steg altid høiere i
ham. »Gud, « saa forekom det ham, »havde forladt ham, var bleven
hans Fiende, — forgjæves var det nu og endog Synd, naar han
badsom Tilgivelse; thi det var billigt og ret, at han blev fordomt.« —-
.,,Gud har dengang,« saa fortalte han senerehen til en Ven, »alvor-
lig ladetemig føle, hvad det er, og hvad det betyder: at fortorne den
levende Gud. Hvo der har smagt dette saaledes, som jeg har smagt
det, han vil vist ingen letsindig Synd begaae imod Gud, endog om
han dermed vidste at vinde den hele Verden med al dens Herlighed.
Den hele Verden var mig for trasng; alle Skabninger forskrækkede
mig; thi det var mig, som om de visnede imod mig. J saadan
Sjeleangst lod Gudkmig i nogen Tid være, indtil jeg ganske og al-
deles, endog lige ind i Helvede, havde overladt mig til hans hellige.
Villies Jeg mener vel, at den kjære Gud herved har villet indjage
mig en rigtig Skræk for Synden, forat jeg i de mangfoldige Træng-
sler, som skulde møde"mig,’ikke skulde blive vankelmodig, eller ved disse
lade mig føre bort fra Gud-A
Efter denne Angstens Tid fulgte en Tid under den Sorg, som
Skriften kalder »en Sorg efter Gud,« fordi den virker en Anger »til
Salighed, som Ingen fortryder. Det var ham, som hele hans Livs
Kraft skulde opløse sig iAngerens Taarer, ikke alene derover, at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
