Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Præsten Johan Jacob Fabricius’s Levnet - Fabricius’s huuslige Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—20—
hvor umuligt det var, at det i Ægteskabet altid kunde gaae af sig
uden mangen en Ubehagelighed, uden Bekymringer og uden det, som
han kaldte Forsdmmelse af Forældre-Pligten Thi da havde man
nok at gjøre forat forskaffe Kone og Børn det til Føde og Klæder
Nødvendige; da kunde man ikke altid tænke paa Bønnen og den evige
Salighed.« Disfe Tvivl om sChrisientroens Kraft ogsaa i Familie-
livets Forholde bestemte endelig Fabrieius sig til ved virkelig Hand-
ling at igjendrive under fast Tillid til Guds Naade og Hjælp. Han
raadforte sig derfor med Justus Braune, dengang Præst til Campen
og senere Superintendent til Sulzbach, en Mand, som i alvorlig
Gudsfrygt og Trostab under Evangeliets Forkyndelse lignede vor
Fa-brieins, men ogsaa ligesom denne var bleven meget forfulgt og -
bagvasket. Fabrieius spurgte denne, om han vel i sin Menighed kjendte
nogen Jomfru, som var opdragen under Bøn og Gudsfrygt og var
vel grundfæstet heri? En Jomfru af faa Ord og stille Vandel, som
havde lært at være flittig med sine Hænder og havde vendt sig bort
fra Verdens Fornøielser og hofmodige Praleri. Da nævnte Braune
ham en Datter af en fattig Enke, som for Religionens Skyld var
fordreven fra Ungarn og sidenefter her iblandt Fremmede havde er-
nceret sig med sine Hænders Arbeide og havde spiist et Taarernes »
Brod; en Enke, der eensomt og stille havde opdraget dette sit Barn
i Tugt og Gudsfrygt og flittig havde holdt det til Bøn og Arbeide.
Fabricius fulgte denne Anviisning og lærte snart i hiin Jomfru at
kjende et saadant Menneske, som havde gjort en god Begyndelse til
en retskaffen Gudfrygtighed og i Jesu Efterfølgelse. Moderen gav-
gjerne sit Samtykke til sin Datters Forbindelse med en saadan Mand,
og Fabrieius fandt i sin Huusmoder en tro Medkjæmperinde og Led-
sagerinde paa Veien iil Saligheden, hos hvilken det var kommet til
et ret Alvor med at gaae frem og voxe i Helliggjorelsen, og som
var saa langt fra at gjøre sin Mand forsagt eller blødagtig under
de mange paafølgende«Forfølgelser, at hun megetmere trøstede ham
og styrkede ham i Troen.
Ogsaa i sin Ægtestand og sine huuslige Forholde blev nu Fa-
brieius sin Menighed et Forbillede paa christeligt Alvor. Hans Huus
var og forblev et Fredens og Stilhedens Huus, da en til Hjælp
eller Trøst Trængende der fandt, hvad han søgte-, da enhver Fattig
paa bedste Maade blev vederqvæget og lettet i sin trængende Nod.
Han holdt Sine flittig til Bønnen og til at arbeide med deres Hæn-
der og lcere at være stille for Gud (Ps. 62, 2). Thi det var en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
