Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Træk af Generalmajor Andreas Burns Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—61—
rigtignok paa Knæ paa den«stenede Jordbund og takkede Gud for
sin Befrielse, men ei med Følelse af Ærefrhgt eller Andagt, men-
næsten i den samme barnagtige Letsindighed, hvormed hans Reise-
kammerater belo hatts formentlige Spøg Og desværre var det jo-
saaz alle Tanker af hoiere, gudeligt Alvor vare i Løbet af de sidst
hengangne Aar vegne fra hans Hjerte, dette arme, forvildede Hjerte
havde endnu taabeligere end- hitte Vilde, som bortgive deres Lands
Guld og Ædelstene for Glasperler og andet Tant fra vore Skil-
lingsboutikker, bortbyttet alt det, der var hans Livs høieste Skat og
Haab, imod en tom Forfængelighed Den beklagelsesværdige Mand
. havde skabt sig en Philosophi efter dett daværende Verdensmode, og i
; denne Philosophi laa det, som han kaldte sin Religion. Han folte
; sig ikke lidet stor af, at han i Frankrig havde losrevet sig fra sin Op-
f dragelses Fordomme, som Flertallet af hans Landsmænd hyldedez·
: blandt disse Fordomme hørte i hans Øine fremfor Alt den enfol-
. dig-barnlige Christentro. Vel indrømmede han, at de Folk, som holde
fast ved denne Tro, ere en godmodig, uskadelig liden Flok, som man
maa behandle med Skaansomhed og bære over med deres indskræn-
kede Begreber, men —de ere at beklage, at de have saa liden Ind-
sigt. Hvorledes kunde, saa tænkte han, en høiere uddannet Forstand
taale den Tanke, at en Gud, der kun vil sine Skabningers Lykke,
tiltrængte en Forsoning for dem, en Tilfredsstillelse af hans Vrede
’intod dem ved en Jgjenlosers uskyldige Dvdz
Saaledes tænkte Burn, da han kom tilbage fra sin aandelige
Afsondring i Frankrige, og ligesaa forkjerte som hans saakaldte re-
ligiøse Grundsætninger vare hans sædelige, var hans ydre Vandel.
Og alligevel var det evige Kjærligheds Baand, som fra Barndom-
men af havde fort og holdt ham, endnu ikke sonderrevet. Endnu
altid tttgtede Samvittighedens Stemme ham, naar han hengav sig
til Synden; endnu altid rorte der sig hos ham i hans bedre Timer
et stille Haab om, at hans Hjerte vilde finde den sande Fred, som
det (dette kunde han for sig selv ikke nægte) endnu ikke befad.
Da han kom til London, holdt han sig en Tidlang temmelig
indgetogen og fjernet fra offentlige Fornøielser. Ikke fordi hans
Sind var vaagnet i ham for noget Bedre, men fordi han paa
denne Tid indtil Væmmelse var overmættet af hitte Fornøielsen som
han i de sidste Uger af sit Ophold i Paris, iattledning af Kongens
Formælingsfestligheder, til Overmaal havde nydt. Det udvortes Skin
af LErbarhed, om dette end ogsaa havde været langt større, kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
