Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 5. Hvad min Gud vil, det ske altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—23—
ren har besteget sin Stridshest, og hertil pleiede han sædvanlig at
tilføie de·Ord: ,,Hvo, der er stærkere end denne Mand, han
komme kun og tilføie mig en Lidelse."« Men fordi den unge
Markgreve var en alfor urolig Nabo for de Omkringboende og be-
standig indlod sig paa Handelsper som man ikke har Frihed til, faa.
stak endelig Keiser og Rige hans Sværd voldsomt i Skeden, idet- de
fratoge ham hans fyrftelige Magt og Myndighed. Nu var da
vor kjære Herre, sont havde denne Sjel kjær og vilde redde den,
virksom med sin Fil og med sin Hakke til at glatte det Knudrede
paa den og udrydde Tornene. Da nu Toruene med alle deres for-
nemme, sisont farvede Roser varesborte, fik det arme Sædek»ornfrø«
Luft til at vore op: den landsforvifte Prinds blev i sin Elendig-
hedstilstand en ægte, sand Christen. Paa sin ...sure Reisevandring
under sin Banlvsning kom han ogsaa igjennem Lothringen og Fran-
krig og digtede da den skjønne-Sang:
Hvad min Gud vil det ske altid,
—Lmns Villie er den bedste.
Tilsidst endte Prinds Albrerht sin Levnets- og Pilgrimsreise hos
sin Svoger, Markgrev Carl af Baden i Pforz heim, hos hvem han-
— ved Guds fuldberedende Naade døde som en angerfuld og troende
Christen i Aaret 1557 ·
Dette er Fortællingen·om Reisen, men om Virkningen og Kraf-
ten af den fromme Markgreves Sang lod der sig endnu anføre for-
skjellige Fortællinger, blandt hvilke vi ville berette en.
Johan Erntst Kiihze, første Diakonus ved Nieolaikirken og
» Senior for Minifteriet i Berlin (fød«t 1706) blev i Aaret 1760 an-
greben af en Betændelse idet venstre Øie, der blev ssaa heftig, efter-
som han ikkeknnde skaane sig selv, at Chirurgen erklærede, at hele
Øiet var gaaet over i ForraadnelseskTilftand Lirgerne erklærede,«
at Øiet var ulæge—ligt; man maatte,— for at undgaa større Fare, ganske
skiære det ud. Derover blev denkSyge saa nedslagen, at man ikke
ved nogensomhelst Forestilling kunde berolige .ham. Da kom, netop’«·
som hans indre Uro var stegenitil det Hoiefte, nogle omreisende««
Drenge foran hans Dor og sang den Psalme: »Hvad min Gud«
vil, det sle altid.« Den Syge bliver ved Sangen faa bevæg—et,s at·7·
han selv glad og andeegtig synger med. Og fe, under Sangen kla-
rer Alt sig op i hans Gemyt; rolig kan han overgivet sig i Guds "
Villie, og han fatter en stærk Forter .ning til Hans Hjælp; han«·
glædert sig i det Haab, at den kjære Herre jo ogsaa har ladet denne
Le-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
