Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reiseforteællinger - Niende Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—32—·
Henrik. Men naar man altid vedbliver at være brav og ret-
skaffen, kan man jo ei gaa fortabt. J denne Anledning kunde jeg
dog ikke tage mig saa megen Sorg paa.
«Carol·ine. Ser du vel, jeg er dog af den Mening, at du endnu
ikke rigtig forstaar mig. Jeg er et stakkels Barn, der ikke mere har nogen
Fader eller Moder i Verden — ja ikke engang nære Slægt-ninge.
Jeg har Jngen i den hele Verden at holde mig til uden den Herre
Jesus, til hvem allerede min kjære Moder har lært mig hjertelig at
bede. Jeg har helleringen Venner og Deltagere i de larmende For-
lystel»ser, som de fleste Folk løbe-saa meget efter, og om jeg ogsaa
kunde have dette, vilde jeg dog ei tragte derefter. Min kjæreste Glæde
er det, naar min Tante Søndags Eftermiddag lader mig være alene
hjemme; da læser og synger jeg de vakre Psalmer, som min salige
Moder saa ofte har sunget i sin Nod og Sygdom, og da falder mig
ofte i Tankerne de skjønne Sprog og Fortællinger om gudfrhgtige
Mennesker, som vor Pastor fortalte min salige Moder, dengang han
besogte hende i hendes sidste Sygdom. Ogsaa beder jeg hver Dag,
saa snart jeg vaagner om Morgenen, og saa ofte jeg om Aftenen
gaar tilsengs, til vor Herre Jesus, at han dog vil gjøre mig god.
Og omendskjøndt alt dette forholder sig saaledes, foler jeg dog me-
get ofte om Aftenen, naar jeg vil bede, at Freden med den kjære
Gud er forstyrre-i i mit Hjerte, og jeg maa græde over, ast jeg har
bedrøvet min Frelser ved min Ulydighed og mit haarde Væsen og ved
andre Synder. Saa er jeg da ikke istand til i mit Hjerte at udsige
de vakte Vers, som min salige Moder bad under mit Paahor Afte-
nen, for hun sov hen: »Hist vil vorde Frydeliv«, —- og »O Jernsa-
-lem, du stjonne, o, hvor herligt straaler du«; thi jeg maa da kuns
tænke: ak, hvor langt er mit Hjerte dog borte sfra Himmelen.
Henrik. Jeg vezd dog ikke, hvorledes du kan tale saaledes om
dig. Da din Tante nylig var hos min Moder, sagde hun, at du
var et særdeles lydigt og godt Barn og altid stille og taalmodig.
Caroline. Dette er· jeg blot i Menneskenes Øine, fordi jeg fryg-
ter for min Tante og min Fætter; eller ogsaa har min Tante ikke
netop villet fortælle Alt til din Moder. Jeg ved jo bedst selv, at
jeg mangengang den hele Aften, ja næsten hele Dage har nær-et
Vrede og Harme i mit Hjerte, naar jeg mente, at min Fætter eller
min Tante havde tilsoiet mig Noget, der var for haardt eller for
meget. Dog gjor jeg det nu«·i»kke mere saa ofte som ellers, efterat
" Pastoren strax ved Begyndelsen af Confirntationsundervisningen intr-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
