Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reiseforteællinger - Tolvte Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—45—
meget rolig. Men endda »i lang Tid (som han senere erfor, indtil
den femte Dag) maatte han vente paa sin Befrielse, under-Hunger
og Torst og forsmægtende Længsel efter det kjære Dagslys og efter
frisk Luft. Han havde oftere banket paa sin Dor og skreget om Hjælp:
thi, dersom det var Guds Villie, forekom det ham lettere at ende
Livet rinder Guillotinen end at do saaledes langsomt hen, lig en le-
vende Begravet. Men Ingen havde hort hans Stemme. Thi alle-
rede den anden eller tredie Dag efter hans Indespærring havde Guds
Dom naaet Morderne; et af deres mægtigste Hoveder i. Paris var
styrtet; hans Fald trak ogsaa hans hele blodige Bandes Ruin efter
sig rundt omkring i alle Frankrigs Landskaber — samt Befrielsen af
mange uskyldige Fangne. Det større Fængsel ved Siden af det Hul,
hvori vor Thdsker sad, var derfor tomt, thi de Faa, som endnu ei
vare guillotinerede, havde man sat i»Frihed. Men alt dette vidste
den arme, af hele Verden for-glemte Fremmede dernede i Hullet Ju-
genting af; hans af Hunger og Kammer afkræftede Lemmer gysede
af bestandig Feberfrostz kun Haabet om Guds Hjælp holdt ham endnu
ilive. Men omendskjøndt Menneskene havde forglemt ham, havde Gud
dog ikke forglemt ham. Den semte Dag efter hans Judespærring
» kom Fængselsvogteren ogsaa engang ned til denne Del af de un-
derjordiske Fængsler for, at hente op de nu ikke mere nødvendige
Lænker og Laase. Han faar da hore det klagende Skrig og det
matte Raab om Hjælp, aabner Hvælvingen og ser der den stak-
kels Fremmede, som ikke mere var istand til at gaa alene, men maatte
blive baaren op. J den friske Luft bliver han afmægtig; man læg-
ger ham paa en Soldaterseng, — medlidende Mennesker bringeham
Forfriskninger, saa han atter kommer til sig selv. Hans Ungdom og
( Længselen efter at komme ud af dette med saa meget Blod overstæn-’
kede Land give ham snart igjen Kraft til at forlade Leiet. Han vak-
ler ud af Doren, og nogle Dage efter er han igjen paa tydsk Grund.
»Men,« saa·sluttede Manden sin Fortælling »endskjondt der nu alle-
rede er hengaaet sex Aar, siden jeg atter blev fort ud af det morke
Fængsel og frem i Lyset, kan jeg dog endnu ikke forglemme disse An-
gestens Timer, , ligesom de da ogsaa, som J selv se, for stedse» har
sat deres Meersker paa mine Lemmer· Saa ofte jeg om Morgenerne
atter ser det kjære Dagslys, takker jeg Gud ret inderlig herfor; men
endnu mere takker jeg Ham hver Dag, fremfor Alt paa Son- og
Festdage, naar den stakkels Haandværtsmand har Ro fra sit Arbeide,
og naar jeg sammen med Menigheden kan bede, svnge og bore
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
