Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reiseforteællinger - Tolvte Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—44.—
forraad med inderlige Sukke og Taarer. Endelig, da det bliver stille
derudenfor, fordi Natten bryder ind, overmandes ogsaa han af Søv-
nenz paa den fugtige, mudrede Jordbund hviler han ud fra sine
Sorger. Hvorlænge han havde sovet, kunde han ikke vide; da han
vaagnede, mærkede han af den lydelige Larm af de oppe i Sollvset
levende Menneskei·," at det var Dag. Han føler sig siyrketz den første
Tanke, hvormed han vaagnede-, var Tanken paa hans kjære, trofaste
Moder, som var død allerede før hans Afreise fra Tydskland. »Naar
din kjære Moder havde kunnet vide dette, eller dersom hun endnu
kunde faa at vide, hvorledes detjher gaar dig, hvilken Ynk vilde det
ikke have opvakt hos hende. «
Der maa dog ligge en ganske egen Krafti den barnlig- taknem-
melige Erindring om en god, from Moders Kjærlighed; en Kraft,
som allerede mange Sjele i lignende Stillinger som vor Fanges, have
erfaret paa sig. Hin Erindring vækker nemlig i et dybtbekvmret Hjerte
Tanken om en anden, høiere Kjærlighed, hvis jordiske Asbillede er-
Moderens Kjærlighed til sine Børn, paa en Kjærlighed, som har
sagt, at om ogsaa en Moder kunde forglemme sit Barn, vil den dog
ikke sorglemme os.
Maaske var det dette Sprog, som indbefatter disse Trøstegrunde,
der nu med Et saaledes til rette Tid opkom i den forladte Mands
Sjel. ,,Han, som ser og ved Alt, — som saa gjerne forbarmer sig
over den Arme og Elendige, vil heller ikke glemme mig her i det
mørke Fangehul,« udraaber han overlydtz ,,jeg er jo ogsaa hans Barn
og Han min Fader. Han ved jo, at jeg Jntet har gjort, som er
Døden værdi, og at jeg uden egen Brøde er kommen i denne Nod.
Men om ogsaa Nøden er stor,fsaa har Han jo sagt: »Kald paas
mig i din Nod, saa vil jeg frelse dig, og du skal prise mig.« Medens ’
den stakkels Mand saaledes trøstende og opmuntrende taler med sit
eget bedrøvede Hjerte, bliver han ganske frimodig; han fatter Mod
til at bede om sin Redning, og saa varmt, saa hjertensinderlig havde
han cefter hans eget Sigende) aldrig forhen bedet. ·Jblandt Andet
bad han: at Gud dog atter vilde føre ham ud af denne Gravnat og
frem i Lyset, ikke blot til Dagslhset, men ogsaa til Naadens Lys, —
at Han dog fra nu af vilde skjænke ham den rette Troskab og
Kraft til at forlade Mørket og vandre i Lyset, og tillige et taknem-
meligt Hjerte for hermed hele sit Liv at kunne prise Ham, der havde
reddet ham as Nøden.
Vonnen gav Kræfter for Legeme og Sjelz den Fangne blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
