Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Asbjørnsen, Peter Christen - Ascanius, Peter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nogen Tid lagde sig efter Medicin, men studerede
dog fornemmelig Naturlære og især Zoologi.
Asbjørnsen, der følte Kald til
Forfattervirksomhed, opgav snart Brødstudiet. Det første større
Arbeide, han udgav, var hans bekjendte
„Naturhistorie for Ungdommen“, der begyndte at
udkomme i 1839 og som 10 Aar senere afsluttedes
med 6te og sidste Bind. Asbjørnsens
videnskabelige Virksomhed gav Anledning til, at han
gjentagne Gange — i 1846, 1849, 1851 og 1853 —
fik offentlig Understøttelse til at undersøge Dyrelivet
i vore Fjorde. Under de Reiser, som han i dette
Øiemed foretog, fandt og opdagede han flere nye
og sjeldne Dyreformer, deriblandt især en Sjøstjerne
(Brisinga), som bidrog til at hidføre en
Formodning om, at Kridttiden fortsætter sig i de store
Havdyb. Dette Fund har ogsaa medvirket til at
foranledige de storartede Udrustninger til Verdenshavenes
Undersøgelse, som England og Amerika i senere Tider
har udsendt. Asbjørnsens alvorlige Syslen med
naturvidenskabelige Gjøremaal havde dog ikke ladet
ham tabe Eventyrene og deres Udgivelse af Sigte.
I 1842 udgav han sammen med Jørgen Moe
den første Samling af „Norske Folkeeventyr“, og
1845—49 „Norske Huldreeventyr“, hvori han
under en fri digterisk Iklædning indfører de
meddelte Eventyr og Sagn. Eventyrenes store
Betydning som umiddelbare og eiendommelige Udtryk
for Folkets Aandsliv begyndte nu at gaa op for
den oplyste Almenhed, og dette førte til, at saavel
Asbjørnsen som Moe fik offentlig Understøttelse
til Reiser opover i Bygderne for at samle
Folkedigtninger. Saadanne Reiser foretog
Asbjørnsen i 1847 og 1852. I Vinteren
1849—50 fulgte han med Orlogskorvetten „Ørnen“
paa et Togt til Middelhavet. Sine Oplevelser
under dette Togt meddelte han blandt andet i det
i 1851 af ham udgivne Vinterskrift „Ydale“.
Ogsaa her ser man, at han har benyttet
Leiligheden til efter Besætningens Fortællinger at
optegne Eventyr og Sagn. Asbjørnsens praktiske
Syn paa og greie Opfatning af mange Forhold
i Folkets Husholdning havde imidlertid ladet ham
vende sin Opmærksomhed i denne Retning. Det
var særlig Skovhusholdningen, som han gjorde til
Gjenstand for flere Skrifter — saaledes „Om Skovene
og ordnet Skovbrug“ 1855; „Om Lærketræer“ 1855.
1856—58 studerede han Forstvidenskaben i Tyskland,
fornemmelig ved Forstakademiet i Tharand. Efter
sin Hjemkomst blev han i 1860 udnævnt til
Forstmester og forestod i de følgende Aar Ordningen
af de forvillede Skov- og Grændseforhold i de
Trondhjemske Amter. I 1864 foretog han en
Reise til Danmark, Nordtyskland og Holland for
at studere Torvvæsenet, og det blev derefter
overdraget ham at lede Foranstaltningerne for at
indføre en mere forstandig og hensigtsmæssig
Benyttelse af Torvmyrerne i Landet. Dette Hverv
medførte aarlige Reiser i de fleste af Landets Egne.
To Gange — i 1871 og 1874 — besøgte
Asbjørnsen Nordland og Finmarken. I 1876 tog
han Afsked og fik af Storthinget bevilget sin fulde
Gage i Pension. — Omfanget af Asbjørnsens
Forfatterskab er meget betydeligt. Lige fra først
af har han leveret Bidrag af høist forskjellig Art
til Blade og Tidsskrifter, hvoriblandt de af ham
selv alene eller sammen med andre redigerede
Skrifter „Budstikken“ og „Norsk Landmandsbog“.
Af saaledes leverede Afhandlinger af ham kan
nævnes „Elgen“, „Vildrenen“, „Træ- og
Udskjæringsarbeide“, „Aasgaardsreien“. Til de
ovennævnte Skrifter om Skovhusholdningen slutter
sig: „Om Myrdyrkning“ 1856; „Om Skovtørke
og Markaat“ 1861; „Om Torvdrift“ 1868. Til
denne husholderske Gren af Asbjørnsens
Forfattervirksomhed hører fremdeles „Fornuftigt Madstel“,
en Kogebog, udgivet 1863 (under det paatagne Navn
Clemens Bonifacius). Det, der har gjort denne
Bog saavelsom Asbjørnsens andre Skrifter i
Almindelighed saa yndede og velskikkede til at virke
for sit Øiemed, er den grundige, greie, folkelige
Fremstilling, som han paa en mærkelig Maade
har formaaet at give ethvert Emne, der kom under
hans Pen. De her berørte Grene af hans
Forfattervirksomhed vilde været tilstrækkelige til at fæste hans
Navn i vor nationale Literaturs Historie. Hvad
der dog især vil bidrage til at lade ham leve i
denne, er hans Behandling af Eventyrene. Den
har ogsaa i Udlandet gjort ham mere end
almindelig kjendt og anset. Af den 1ste, i Fællesskab
med Moe udgivne Samling af Folkeeventyr er
der udkommen 5 Udgaver, nemlig, foruden den
første, tillige i 1851—52, 1866, 1868 og 1874,
hvorhos denne Samling er oversat paa Tysk,
Engelsk og Fransk. Alene har Asbjørnsen udgivet
en ny Samling af Folkeeventyrene 1871; 2den
Udgave 1876. Af Huldreeventyrene er der
udkommen 3 Udgaver, nemlig 2den 1865—66 og
3die 1870. De i „Juletræ“ 1850, 51, 52 og 66
samt i forskjellige andre Skrifter meddelte Eventyr
er optagne i den nye Samling Folkeeventyr og i
de senere Udgaver af Huldreeventyrene. Anerkjendt
baade herhjemme og i Udlandet er den slaaende
Troskab og paa samme Tid den fine Følelse og
usvigelige Takt, hvormed Asbjørnsen har forstaaet
at gjengive Eventyrene, saaledes at de synes at
komme lige fra det fortællende Folks egen Mund,
medens det dog er en i mange Maader indgribende
kunstnerisk Behandling, de først maa have
undergaaet. Ikke mindre anerkjendt er det sproglige
Mesterskab, den selvstændige, digteriske Skjønhed,
den inderlige og fulde Forstaaelse, der udmærker
hans Skildringer af Natur og Folkeliv i vore
Bygder. Den Virkning, som disse Skildringer
har havt paa vor Kunst og Skjønliteratur, er ogsaa
mærkelig. Men den Indflydelse, Asbjørnsens hele
Forfattervirksomhed har øvet paa vor Literatur i
dens Almindelighed, er dog endnu mere
betydningsfuld, fordi bevidst norsk Selvstændighed paa dette
Felt og bestemt Frigjørelse fra dansk Væsen og
Udtryksmaade først med og efter ham er trængt
igjennem hos vore Forfattere; hans mesterlige og
mønstergyldige Prosa betegner saaledes et vigtigt
Skifte i Literaturens Udvikling hos os. Han gik
ogsaa i Spidsen for en sproglig Bestræbelse, der i
vor hele Literatur nu skrider fremad ved Siden
af „Maalstrævet“ og i Grunden fører til samme
Maal, hvorhen dette sigter. — Asbjørnsen
anvender nu de Kræfter, hans svækkede Helbred
levner ham, til Ordning og Bearbeidelse af det
righoldige Stof, Folkedigtningen vedkommende, som
han under sin mangeaarige og ihærdige Syslen
med denne Sag har indsamlet.
Ascanius, Peter, f. 1723 paa Søndmøre i Norge,
blev 1759 Professor i Kjøbenhavn i
Naturvidenskaberne, bereiste de norske Kyster for at studere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
