Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjerknes, Carl Anton - Bjerregaard, Henrik Anker - Bjoreia - Bjugn - Björkö - Björling, Carl Olof. — Emanuel Gabriel Björling - Bjørn. — Den brune Bjørn. — Den sorte Bjørn, ogsaa kaldet Baribalen. — Den graa Bjørnen. — Thibetbjørnen. — Den malayiske Bjørn. — Læbebjørnen. — Isbjørnen eller Polarbjørnen, ogsaa kaldet Hvidbjørnen. — Bingse eller Binne - Bjørn, store og lille (Stjernebilleder). — Den store Bjørn eller Karlsvognen. — Den lille Bjørn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mathematiske Deduktions Vei udledede Resultater,
betegnende hvad han har benævnt en „omvendt
Magnetisme“, eller senere med større
Fuldstændighed, en „Hydroelektricitet“ og en
„Hydromagnetisme“, har han i de følgende Aar forsøgt
at erholde bekræftede gjennem fysiske Forsøg. I
Begyndelsen af 1879 er dette sluttelig lykkedes
for alle Hovedtilfældes Vedkommende, og
Resultaterne er foreløbig blevne meddelte i et Par
kortfattede Artikler i Comptes-Rendus, ligesom Rækken
af Experimenter til forskjellige Tider har været
forevist ved Videnskabsselskabets Møder i Kristiania.
En Udsigt over tidligere Arbeider, hængende
sammen med de nævnte, har han givet i 5 Artikler
fra 1877, der ligeledes er indførte i det franske
Akademis Forhandlinger.
Bjerregaard, Henrik Anker, norsk Jurist og
Digter, er født 1792 i Ringsaker paa Hedemarken.
Ved Norges Adskillelse fra Danmark 1814
befandt han sig i Danmark. Han besluttede at
reise hjem til Norge, og i Følge med et Par
Venner tog han i en aaben Baad den da
sædvanlige Vei fra Jylland over til Norge. Under
den norske Kyst blev Vennerne opbragte af en
svensk Fregat og førte som Fanger til Göteborg,
hvor de kastedes i et haardt Fængsel. Efter
Konventionen til Moss blev de under militær
Bevogtning sendte til Fredrikshald og atter
indesperrede, af Stedets svenske Kommandant, da de negtede
at aflægge Troskabsed til den svenske Konge. Efter
flere forgjeves Forsøg paa at bevæge dem til at
aflægge Eden slap man dem endelig fri.
Bjerregaard tog juridisk Embedsexamen 1815,
udnævntes til Høiesteretsadvokat 1819, til Protokolsekretær
i Høiesteret 1827, til Assessor i Akershus
Stiftsoverret 1830 og til Assessor i Høiesteret 1838.
Han var en anset juridisk Embedsmand og paa
Grund af sin Elskværdighed, sit [[** sic **]] Humor og sin
godmodige Vittighet, en meget søgt Selskabsmand.
Det er imidlertid som Digter, han har fæstet sit
Navn til Norges begyndende Udvikling som fri
Stat. Bjerregaard og hans to Venner, Mauritz
Kristoffer Hansen og Konrad Nikolai Schwach,
danner det første Kuld af norske Digtere, som optog
nationale Emner til poetisk Behandling. Vistnok
formaaede ingen af dem at grundlægge en virkelig
national Poesi; men de gjorde en Begyndelse.
Bjerregaard er den af dem, hvis Navn længst har
bevaret sig. Dette skyldes væsentlig to af hans
Arbeider, den kronede norske Nationalsang,
„Sønner af Norge, det ældgamle Rige“ (1820) og det
nationale Syngespil „Fjeldeventyret“ (1824). Efter
mere end 50 Aars Forløb hører dette Stykke endnu
til vor Scenes faste Repertoire, hvilket vistnok for
en Del ogsaa skyldes Valdemar Thranes fortrinlige
Musik. Foruden flere Arbeider, spredte i
forskjellige Blade og Tidsskrifter, udgav Bjerregaard
1829—30 „Blandede Digtninger“, som i det hele
taget i poetisk Henseende er meget svage.
Desuden var han en frugtbar Medarbeider i
Samtidens liberale Presse. Bjerregaards Begavelse,
varme Fædrelandssind og den Betydning, han
har for vor Literatur, vil altid sikre ham en
Plads blandt Norges fortjente Mænd. Han døde
7de April 1842.
Bjoreia, Elv i Søndre Bergenhus Amt, løber
ud fra Tinhølen-Sjø og falder i Eidfjord, Ulviks
Prestegjeld; 5 Mil lang. Et Stykke ovenfor sit
Udløb i Havet danner den det prægtige Vandfald
Vøringsfossen.
Bjugn, Prestegjeld i Søndre Trondhjems Amt,
bestaar af Sognene Bjugn, Næs og Skjørn.
Björkö, en liden Ø i Mälaren i Sverige, med
mange Fortidsminder. 1872 gjordes her et rigt
Fund af Armringe, østerlandske Mynter m. m. fra
den yngre Jernalder. Der findes over 2,000
Gravhøie, hvoraf de fleste indeholder brændte Lig. 1876
fandtes et Gravfelt med Grave for ubrændte Lig.
Bjørling, [[** sic -ø-, kf neste navn med -ö- **]] Carl Olof, svensk Biskop, f. 1804,
har foruden flere mindre Skrifter om forskjellige
Skole- og Kirkespørgsmaal udgivet „Den kristliga
dogmatiken enligt lutherska kyrkans
bekännelsesskrifter“ (1866—75), et betydeligt Arbeide, der
har vakt fortjent Opmærksomhed ogsaa udenfor
Sverige. — Emanuel Gabriel Björling,
fremragende svensk Skolemand, f. 1808, d. 1872
som Lektor i Mathematik ved Vesteraas
Gymnasium, udgav talrige mathematisk-videnskabelige
Afhandlinger og flere Lærebøger i dette Fag, af hvilke
navnlig hans „Algebra“, som 1875 udkom i 9de
Oplag, virkede reformerende paa den mathematiske
Undervisning i Sverige.
Bjørn, en Rovdyrslægt, der udmærker sig ved
sin stærkbyggede, plumpe Krop, brede Pande, spidse
Snude, smaa Øren og Øine og grove, tykke
Haarbedækning (Pels). Fodsaalerne er nøgne og hviler
paa Jorden i sin fulde Længde. Kløerne er store og
krumme, For- og Hjørnetænderne som hos andre
Rovdyr; men i Kindtænderne er det knusende Parti
stærkt udviklet. Bjørnen forekommer over hele
Europa, Asien og Amerika og opholder sig helst
i tykke Skove paa Bjergene. Af Landbjørne
udmærker sig den brune Bjørn, den sorte
Bjørn, ogsaa kaldet Baribalen, som er
glinsende sort og forekommer i Amerika, den graa
Bjørn, der ansees som den farligste,
Thibetbjørnen, som findes i Kina og Japan, den
malayiske Bjørn og Læbebjørnen; den sidste
har meget bevægelige Læber og nærer sig af
Plantestoffer, Myrer og Termiter. Den brune Bjørn
findes i alle Asiens Skove, tidligere ogsaa i
alle Europas, men er nu udryddet paa de fleste
Steder i Sydeuropa. Den lever især af Frugter og
Bær; men har den engang faaet Smag paa Kjød,
foretrækker den dette fremfor alt andet og kan
da blive meget farlig for Husdyrene og, naar
den er saaret, ogsaa for Mennesker. Den klatrer
godt, og Ungerne flygter ofte op i Træer. Om
Vinteren ligger den i Dvale i en Hule eller
Fordybning i Jorden (Bjørnehi) og tager da ingen
Føde til sig. Bjørnen er et godmodigt Dyr, naar
den ikke tirres. Foruden Pelsen benyttes ogsaa
Kjødet, Senerne og Tarmene. — Isbjørnen
eller Polarbjørnen, ogsaa kaldet Hvidbjørnen,
adskiller sig fra Landbjørnen ved sin lange Hals,
sin tætte, hvide Pels og ved at Fodsaalerne er
klædte med Dækhaar. Den lever paa Spitsbergen,
Grønland, Sibiriens Kyster og i det nordøstlige
Amerika. Fisk, Sælhunde og Aadsler udgjør dens
vigtigste Næringsmidler. Det er sandsynligt, at
Isbjørnen ikke sover nogen Vintersøvn. Sine
Unger føder Hunnen om Vinteren i Sneen. Fedtet,
Kjødet og Skindet er meget værdifulde. —
Hunbjørnen kaldes paa Norsk Bingse eller Binne.
Bjørn, store og lille, to Sjernebilleder [[** sic Sj-, vel tr.feil for Stj- **]] paa
den nordlige Himmel, hvilke i Norge altid er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
