Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - England. — Kongeriget England. — Det Britiske Rige eller Storbritannien og Irland (United Kingdom of Great Britain and Ireland). — Det Britiske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
England
Hannover</sp> paa Tronen, med Kurfyrsten af Hannover
(en Datterdattersøn af Jakob den første), som Konge
af Storbritannien og Irland Georg den første
<1714—27). Whiggerne kom igjen til Roret, og
deres Førere Stanhope og Walpole traadte i Spidsen
for Forvaltningen. Jakobiterne vakte Uroligheder
i Nordengland, og i Skotland gjorde Grev Marr
aabent Oprør til Fordel for Tronfordreren
Stuart, som 1715 udraabtes til Konge. Ved
Parlamentets Hjelp blev Oprøret undertrykt; Konge
husets Stilling befcrstedes, og Barigheden af
Parlamenternes Samlingstid fastsattes 1716 til 7 Aar.
Under Georg den anden (1727—60) beholdt
Whiggerne sin Indflydelse paa Regjeringen. Da
England havde garanteret den pragmatiske
Sanktion, blev det indviklet i den østerrigske
Arvefølgekrig; den engelske Flaade vandt en glimrende Seier
over den franske ved Toulon 1744, men tillands blev
Englænderne under Hertugen af Cumberland slagne
ved Fontenoy (1746) af Marskalken af Sachsen. 1745
vakte Jakob den andens Sønnesøn Karl Edvard et
farligt Oprør i det for Tropper blottede Skotland,
hvilket Hertugen af Cumberland dæmpede ved sin Seier
over Oprørerne ved Culloden 1746. Krigen med
Frankrige endte ved Freden til Aachen 1748; men
kort efter udbrød igjen Fiendtlighederne i
Nordamerika og Vestindien, ligesom ogsaa England i
Syvaarskrigen var Preussens Forbundsfælle mod
Frankrige. Georg den tredie (1760—1820)
endte Krigen ved Freden til Paris 1763, ved
hvilken Frankrige til England afstod Kanada, Kap
Breton og Øerne St. Vincent, Tabago og
Dominique, medens Spanien afstod Florida og vigtige
Handelsrettigheder. Omtrent samtidig begyndte de
store engelske Erobringer i Ostindien, hvor Lord
Clive erhvervede Bengalen, Behar og Orissa for
det ostindiske Kompagni. Rigdomme strømmede
til England og fremmede dets Handel og Industri.
Men Statens Pengevæsen var paa Grund af de
idelige Krige i stor Forvirring, og for at raade
Bod paa denne besluttede Ministeriet Grenville at
aabne nye Indtægtskilder ved at beskatte de
nordamerikanske Kolonier. Disse, der var ligesaa rige
som frihedselskende, modsatte sig bestemt
Regjeringens Indgreb i deres hævdede
Selvbeskatningsret; Spendingen mellem Moderlandet og
Kolonierne blev stedse større, og 4de Juli 1776 erklærede
de 13 Forenede Stater sin Uafhængighed, som de
forsvarede med glimrende Tapperhed og Held,
navnlig efterat de 1778 havde sluttet Forbund
med Frankrige. England, som ogsaa fik Krig
med Spanien og Holland, maatte ved en
Separatfred 1782 erkjende Koloniernes Uafhængighed
og ved den almindelige Fred i Versailles 1783
afstaa Tabago og Goree, St. Pierre og Miquelon
til Frankrige og Florida og Minorca til Spanien.
Irland reiste sig ligeledes 1779 og tiltvang sig
1782 større politisk Selvstændighed. Ogsaa i
Skotland og i England selv opstod alvorlige
Uroligheder. 1783 traadte Pitt i Spidsen for
Regjeringen, mod hvem Whiggerne i Parlamentet under
Ledelse af Fox og Burke førte en glimrende
Opposition. Men da den franske Revolutions Idéer
siog Rod ogsaa i England, forenede de to
Adelspartier, Whigger og Toryer, sig til Kamp mod de
demokratiske Bevægelser. Da Regjeringen ved
Efterretningen om Ludvig den sextendes Henrettelse
udviste den franske Gesandt, erklærede Konventet 1ste
England
Febr. 1793 England Krig. Den engelske Hær delte
sine Forbundsfoellers Skjebne, medens Flaaden
var seierrig paa alle Have. Paa Grund af den
stigende indre Gjæring samtykkede Parlamentet i,
at Habeas-Corpus-Akten midlertidig sattes ud af
Kraft, samt vedtog flere Undtagelseslove. Da
Preussen og Spanien 1795 og Østerrige 1797
sluttede Fred med den franske Republik, stod
England alene mod den mægtige Fiende. Paa
Flaaden udbrød Oprør, og Pengevæsenet var i
Forvirring, saa at Englands Bank maatte stanse sine
Betalinger. 1798 ødelagde Nelson ved Abukir den
franske Flaade, som førte Bonapartes Hær til
Ægypten. Den udbredte katholske Forening i
Irland søgte ved Frankriges Hjelp at afryste
Englands Aag, hvilket havde til Følge, at Irland
efter en blodig og forbitret Borgerkrig 1800 blev
fuldstændig forenet med Storbritannien; dets
selvstændige Parlament ophævedes, og 28 irske
Lorder, 4 Bisper og 100 Deputerede skulde tage
Sæde i det engelske Parlament. Efterat England
havde besvaret de nordiske Magters
Neutralitetserklæring med at bombardere København 1801,
blev det paa Grund af dets stigende Finansnød en
tvingende Nødvendighed for det at slutte Fred, og for
at lette dennes Istandbringelse fratraadte Pitt 1801.
Ved Freden til Amiens 1802 gav det alle
Erobringer, med Undtagelse af Trinidad og Ceylon,
tilbage til Frankrige, Holland og Spanien.
Frankriges Overvegt paa Fastlandet, hvis Havne det
forsøgte at stænge for England, foranledigede dette
til 1803 paany at erklære Krig, hvorefter Pitt
1804 igjen traadte i Spidsen for Regjeringen.
1805 sluttedes Forbund med Rusland, hvilket
tiltraadtes af Sverige og Østerrige. Nelsons
glimrende Seier ved Trafalgar kunde ikke opveie de
Forbundnes store Nederlag tillands. Efter
Freden til Presburg 1805 og Tilsit 1807 stod
England atter alene mod det mægtige franske
Keiserrige. Det trak sine Hære tilbage fra
Fastlandet, men sendte for at knytte Tyrkiet og
Danmark-Norge til sig Flaader til Dardanellerne og
Øresund. Kjøbenhavn blev bombarderet og den
dansk-norske Flaade bortført, hvorpaa fulgte en
Krigserklæring fra Rusland og Danmark, hvilken England
besvarede ved at opsnappe en russisk Eskadre og
erobre Danmarks Kolonier. England var nu
udestængt fra hele det europæiske Fastland med
Undtagelse af Sverige og Portugal. 1807 fil den
fremragende Lord Canning Ledelsen af de
udenrigske Anliggender. Han sendte Troppekorpser til
Spanien og Portugal, hvor de ved Napoleons Krig
med Østerrige svækkede franske Stridskræfter i
Begyndelsen led flere Nederlag; men efter Freden til
Wien 1809 blev Englænderne trængte tilbage, saa
at de kun forblev i Besiddelse af Cadiz og Lissabon.
Paa Grund af Kongens Vanvid blev Prinsen af
Wales 1811 Regent, fra 1812 med fuld kongelig
Myndighed. Han kaldte Toryerne til Roret;
Castlereagh blev Udenrigsminister. Efter Napoleons
ulykkelige Tog til Rusland lykkedes det England
at bringe et almindeligt Forbund istand mod
Frankrige, som endelig blev fuldstændig beseiret. Ved
den første Pariserfred (1814) maatte Frankrige til
England afstaa Malta, Tabago, St. Lucie, Isle
de France og Sechellerne, Holland Demerary,
Essequibo, Berbice, Kaplandet og Ceylon og
Danmark Helgoland. Alle Have og Havne stod herefter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
