Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - England. — Kongeriget England. — Det Britiske Rige eller Storbritannien og Irland (United Kingdom of Great Britain and Ireland). — Det Britiske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
England
England aabne, og det havde den vægtigste Stemme
i Europas Raad. En 1812 med Nordamerika
opstaaet Krig endte ved Freden til Gent 1814. Rigets
uhyre Anstrengelser havde bragt Statsgjelden op
til 800 Millioner Pund Sterling, og de lavere
Klasser var nedsunkne i grændseløs Armod. Da
ogsaa Uaar indtraf, fremkaldte disse
Omstændigheder en voldsom Gjæring blandt den hungrende
Befolkning, hvilken Regjeringen søgte at hemme
ved Tvangsmidler. Imidlertid besteg Regenten
1820 Tronen som Georg den fjerde
(1820—30). Hans skandaløse Skilsmisseproces øgede
Folkets Had mod Hoffet og Ministrene, og samtidig
truede Revolutionerne i Sydeuropa med at forstyrre
den ydre Ro. 1822 blevCanning igjen Udenrigs
minister. Han fulgte den Grundsætning, at en
Stat ikke med væbnet Haand burde blande sig i
en andens indre Anliggender
(Ikke-Interventionsprincipet), ledede Anerkjendelsen af Grækenlands
Uafhængighed og anerkjendte 1825 de sydamerikanske
Fristaters Selvstændighed. 1824 udkom en Lov,
som belagde Slavehandel med samme Straf som
Sjørøveri. Han søgte at fremhjelpe Handelen og
nedsatte 1826 Korntolden, hvorved den store
Handelskrise 1826 blev mindre følelig for de lavere Klasser,
ligesom han, især efterat han 1827 var bleven
Førsteminister, bestræbte sig for at forbedre Irlands
Stilling; men allerede samme Aar døde han. 1828
dannede Wellington et Ministerium, hvoraf Peel
var Medlem, og hvis afmægtige Politik saavel i
det græsk-tyrkiske Spørgsmaal som i Portugal,
hvor det gav Dom Miguel Anledning til at
omstyrte Forfatningen, vakte almindelig Misnøie.
De truende Bevægelser i Irland, hvor baade
Katholiker og Protestanter dannede Reformforeninger,
bevægede Ministeriet til 1829 at bevirke Testaktens
Ophævelse samt tilstaa Katholikerne lige politiske
Rettigheder med Protestanterne. Toryerne
modsatte sig haardnakket saavel disse Foranstaltninger
som WhiggerneS Bestræbelser for at ordne
Valgvæsenet paa en bedre Maade. Den bestaaende
gammeldagse Ordning medførte, at de rige
Godseiere næsten eneraadig besatte Pladsene i
Underhuset, medens det store Folk omtrent ingen
Indflydelse havde. Da Lord Russels Forslag om en
Parlamentsreform 1830 blev forkastet, vakte dette
en usædvanlig Ophidselse, som Ministeriet forgjeves
søgte at dæmpe. Hertil kom den saakaldte
Repeal-Association i Irland, fremkaldt ved O’Connels
Forslag om at ophæve den engelsk-irske Unionsakt.
Under disse Bevægelser besteg Vilhelm den fjerde
(1830—37) Tronen. Anerkjendelsen af
Julimonarkiet i Frankrige virkede heldig paa Landets
Stemning, og 1831 dannedes et Whigministerium, hvori
bl. a. Grey, Brougham, Palmerston og Russel
havde Sæde. Dets Reformbill blev endelig efter
de heftigste Valgkampe, og efterat Overhusets
gjentagne Forkastelse af Forslaget havde fremkaldt den
farligste Gjæring blandt Folket, 1832 antagen af
begge Huse og ophøiet til Grundlov. Denne
Reform berøvede 56 „raadne Flekker“ (rotten boroughs)
Valgretten og forøgede Vælgernes Tal med
omtrent en Million. Efterat Lord Melbourne 1834
var bleven Førsteminister, vedtoges et Forslag om
en Forandring i Byernes indre Styrelse, hvorefter
de skatteydende Borgere skulde vælge de kommunale
Embedsmænd. Et lignende Forslag for Irland
samt et Forslag om at forandre Tienden til en
England
fast aarlig Afgift i Penge, som Grundeierne skulde
udrede, vakte heftige parlamentariske Kampe,
hvorunder Kongen døde, og hans attenaarige
Broderdatter Viktoria 1837 besteg Tronen. Nye
Vanskeligheder opstod for Regjeringen ved Striden
med Kanada, hvis Forfatning midlertidig maatte
sættes ud af Kraft, paa samme Tid som et
yderliggaaende Parti, Chartisterne, som krævede
almindelig Stemmeret, hemmelig Afstemning, aarlige
Parlamenter osv., fik en betænkelig Tilvext og vakte
alvorlige Uroligheder, hvilke imidlertid dæmpedes,
efterat Lederne var blevne dømte og landsforviste.
1839 ydmygede Regjeringen Persien, som,
hemmelig hidset af Rusland, truede Indien, og 1840
sluttebe England med Rusland, Østerrige og
Preussen en Overenskomst om at bilægge de mellem
den tyrkiske Sultan og Paschaen af Ægypten
opkomne Tvistemaal; England sendte trods
Frankriges Trusler en Flaade til Syrien, som tvang
Paschaen til Underkastelse. For at styrke sin
Stilling besluttede Ministeriet 1841 at imødekomme
Anti-Cornlaw-Leaguen (s. d.) ved at foreslaa
Korntoldens Nedsættelse; men det kom i
Minoritet, og under Robert Peels Forsæde dannedes et
Toryministerium, som 1842 under heftig
Modstand af Konservative og Radikale gjennemførte
en Nedsættelse i Korntolden. En paagaaende Krig
med Kina endte samme Aar med Afstaaelsen af
Hongkong til England, ligesom flere kinesiske Havne
blev aabnede for engelske Skibe. Afghanistan blev
tugtet for sin troløse Fremfærd mod den engelske
Hær i en tidligere Krig, og 1843 blev Sindh i
Ostindien erobret. O’Connels stigende Agitation
for Unionens Opløsning ledede til, at Regjeringen
satte ham under Anklage for Oprør. 1844
reformeredes Bankvæsenet ved „Peels Bankakt“, og
efterat Toldsatserne paa Levnetsmidler og
Raastoffer var blevne nedsatte, blev endelig Korntolden
1846 fuldstændig ophævet. En opstaaet Tvist med
de Forenede Stater blev s. A. bilagt, og i
Ostindien gjorde England nye Erobringer efter blodige
Seire over Sikherne. Under Peels Styrelse var
de gamle Partier afløste af nye Grupperinger. I
Juli 1846 dannede Lord Russel et Whigministerium,
hvori Palmerston var Udenrigsminister. Det kom
i et yderst spendt Forhold til Frankrige i Anledning
af det spanske Dobbeltgiftermaal. Misvext fremkaldte
i Irland en forfærdelig Hungersnød, som
Regjeringen søgte at lindre ved offentlige Arbeider, uden
at den dog kunde hindre, at Tusender døde af Sult,
medens Landet yderligere affolkedes ved en stærk
Udvandring. Repealbevægelsen vedblev, og
Habeas-Corpus-Akten maatte suspenderes for Irland; et
Oprørsforsøg under O’Brien blev undertrykt.
Ogsaa i de engelske Fabrikdistrikter vakte
Reformpartierne Uroligheder. 1849 ophævedes
Navigationsakten. I den ydre Politik begunstigede
Palmerston de liberale Bevægelser i Frankrige og
Schweiz og optraadte, men uden videre Følge,
som Mægler baade i den dansk-tyske Krig og i
Italien. I Ostindien udvidede England sit
Omraade ved nye Seire over Sikherne (1849). For
Kolonierne i Australien og paa Kap indførtes friere
Forfatninger 1850. Paa Forslag af Prins Albert
afholdtes den første Verdensudstilling i London
1 Mai—15 Oktbr. 1851. Oppositionen, navnlig mod
Regjeringens Udenrigspolitik, var imidlertid bleven
saa stærk, at Russel 1852 maatte aftræde, hvorefter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
