Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fatalia. — Fatalia appellationis. — Fatalia executionis - Fatalisme, se Determinisme - Fata Morgana, se Luftspeiling - Fatimider ell. Alider. — Obeidallah el-Mahdi. — Moez-eddin - Fattighus. — Det gamle Fattighus i Kristiania. — Sagbankens Fattighus. — De Sjøfarendes Fattighus. — Stranges Fattighus. — Enkefattighuset i Bergen (s. d.). — Vangens Fattighus - Fattigvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fatalisme
foretages for at kunne iverksættes, saaledes
Fatalia appellationis, Appelfrist, fatalia
executionis, Exekutionsfrist.
Fatalisme, se Determinisme.
Fata Morgana, se Luftspeiling.
Fatimider ell. Alider, Navn paa et arabisk
Dynasti i Afrika, som udledede sin Herkomst fra
Muhameds Datter Fatime og hendes Mand Ali.
Det grundedes af Obeidallah el-Mahdi
(910—34), som underlagde sig en stor Del af
Nordafrika. Hans Sønnesøns Søn Moez-eddin
indtog Ægypten, Palæstina og Syrien, grundede 972
Kairo og gjorde den til sin Residens. 1171
forsvinder Slægten af Historien.
Fattighus, Anstalter, hvor Fattige faar Husly
og Brænde og efter Omstændighederne ogsaa
anden Understøttelse. — Det gamle
Fattighus i Kristiania (Akersgaden 13), hvilket
oprindelig laa i Oslo, men efter Branden 1624
flyttedes til Kristiania, havde 1878 43
Medlemmer og en Kapitalformue af ca. 106,000 Kroner. —
Sagbankens Fattighus i Kristiania
(Storgaden), grundlagt ca. 1700, havde ved Udgangen
af 1878 en Kapitalformue af ca. 33,000 Kroner.
Lemmernes Antal var 49. — De Sjøfarendes
Fattighus i Bergen, grundlagt 1570, havde 1878
en Kapitalformue af ca. 208,000 Kr. og 117
Lemmer. — Stranges Fattighus i Bergen, stiftet
1600, havde 1878 en Formue af ca. 65,000 Kr.;
Lemmernes Antal er 31. — Enkefattighuset
i Bergen (s. d.). — Vangens Fattighus
(Vors), grundlagt 1649, eiede 1878 ca. 43,000
Kroner. Det har 12 Lemmer.
Fattigvæsen er den fælles Betegnelse for de
Forholdsregler, som bet Offentlige iverksætter for
at tilveiebringe Midler og paa hensigtsmessigste
Maade uddele disse til dem, som ikke er istand
til at ernære sig selv, samt for de
Foranstaltninger, det Offentlige træffer til fattige Børns
Opdragelse og Undervisning og fattige Syges
Pleie m. m. — Oldtiden kjendte intet ordnet
Fattigvæsen; men Gavmildhed mod Trængende ansaaes
for en fremragende Borgerdyd. Fattigdom
medførte vistnok hyppig Trældom, som antagelig ofte
endog paa en Maade var frivillig, idet de Fattige
solgte sig som Slaver for at friste Livet. Jøderne
blev det indskjærpet som religiøs Pligt at sørge
for de Fattige (5 Mos. 15, 6—11 m. fl. St.). I
det gamle Rom vænnedes efterhaanden den fattige
Del af Befolkningen til Kornuddelinger og Gaver
af andre Levnetsmidler, hvilke foranstaltedes af
formaaende Mænd, som derved søgte at erhverve
sig Folkegunst. Den første ordnede Fattigpleie
udgik fra Kirken, navnlig fra Klostrene. I alle
kristne Lande har Geistligheden gjennem Tiderne
fremkaldt Oprettelsen af en Mængde offentlige
Stiftelser til Lindring af Nød, og en stor Del af
disse bestaar fremdeles, saaledes i Norge flere paa
denne Maade grundlagte Hospitaler. Ved
Høitiderne indsamledes milde Gaver (Oprindelsen
til de senere Tavleombæringer og Fattigblokke).
Efterhaanden blev Omsorgen for de nødlidende
Fattige en Statssag; men de første Skridt fra
Staternes Side var lidet virksomme, tildels endog
ligefrem skadelige. I forrige Aarh. greb de
almindelig til den Udvei at oprette
Tvangsarbeidshuse (Tugthuse) for Betlere, Omstreifere og
vanartede Børn; fra disse Huse udgik de Indsatte i
Regelen som Forbrydere. Fattigvæsenets
Ordning nutildags er forskjellig i de forskjellige
Stater. Omsorgen for de Fattige er i Regelen
fordelt mellem Staten og de stedlige Samfund
(Kommuner, Kredse osv.). Nogen særegen
Fattigskat findes i Almindelighed ikke, idet Udgifterne
udredes af de almindelige Stats- eller
Kommuneindtægter. En Undtagelse herfra danner først og
fremst England, hvor en særegen Fattigskat blev
indført allerede under Elisabeth 1563. Denne Skat,
som oprindelig var meget liden, øgedes stadig, indtil
den 1834 havde naaet en Høide af henimod 150
Mill. Kroner. Dette ledede til, at Retten til at
kræve Fattigunderstøttelse indskrænkedes, ligesom
store Misbrug ved Fattigpleien ophævedes, hvorved
Fattigskatten allerede 1837 bragtes ned til ca.
100 Mill. Kroner. Senere er den imidlertid
trods alle Anstrengelser voxet; 1870 udgjorde den
ca. 138 Mill. Kr. — I Norge og paa Island
anerkjendtes fra ældgammel Tid af Herredets (paa Island
Reppens) Pligt til at sørge for saadanne Fattige,
som ikke havde understøttelsespligtige Frender.
Forsørgelsen skete navnlig ved Omgangslegd.
Efter Kristendommens Indførelse traadte ogsaa i
Norge Kirken til. Der anlagdes Hospitaler, saaledes
Allehelgens Hospital i Vaagsbunden i Bergen,
og paa Høitidsdagene indsamledes Gaver til de
Fattige. I den katholske Tid anvendtes den fjerde
Del af Tienden, den saakaldte „Bondelod“ til
Fattighjelp, og ogsaa efter Reformationens Indførelse
blev Kongen nødt til at lade Distrikterne faa
beholde Bondelodden, som fordeltes mellem de
Fattige af en Bygdekommission under Prestens
Ledelse. Naturalforpleining gjennem Omgangslegd
fandt ved Siden heraf Sted, dog kun for
saadanne Fattiges vedkommende, som ikke havde
forsørgelsespligtige Frender. Disses
Forsørgelsespligt var afhængig af Slægtskabets Nærhed og et
vist af Loven bestemt Lavmaal af Formue, den
saakaldte „Forlagsøre“, saaledes at Forsørgelsen altid
paalaa den Trængendes nærmeste Arving, forsaavidt
han havde Evne dertil. Denne Ordning viste sig
imidlertid utilstrækkelig, og for at stanse det voxende
Dagdriveri og Betleri oprettedes omkring Midten
af forrige Aarh. Tvangsarbeidshuse for modvillige
og gjenstridige Dagdrivere. De „rette Fattige“,
d. e. de, hvis Nød ikke var selvforskyldt, blev
hjulpne dels ved Lægd, dels ved Natural- eller
Pengeydelser, hvilke sidste antog Karaktéren af en
formelig Skat, efterat Mandtal saavel over
Bidragsyderne som over de Fattige blev istandbragte.
Ydelsen var vistnok i Formen frivillig, men i
Virkeligheden tvungen; en Slags Ligning blev
endog indført. Denne Fattigskat dannede
distriktsvise Fattigfond; Sognet udgjorde den snevrere,
Stiftet den videre Fattigkommune. Midlernes
Bestyrelse og Uddeling besørgedes af en
Overkommission for Fattigvæsenet, i hvilken
Stiftsdirektionen havde den største Indflydelse. Den
ovenfor beskrevne Ordning bestod i det væsentlige
uforandret indtil 1846. Ved Lovene ang.
Fattigvæsenet i Kjøbstæderne og paa Landet af 20de
Septbr. 1845 fik enhver, „som erkjendtes ikke at
besidde det Nødtørftige til Livsophold og ikke at
kunne erhverve det,“ Ret til at kræve Bistand af
det Offentlige. De samme Love indførte den ydre
Ordning af Fattigvæsenet, som endnu i det
væsentlige bestaar. Den Ret til at kræve offentlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
