Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav (Kongr i Sverige). — Gustav den første, Vasa. — Gustav den anden Adolf. — Gustav den tredie. — Gustav den fjerde Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gustav
sørgelig Tilstand; de lange Uroligheder havde øde
lagt dets Pengevesen, Folket var forarmet, og
Geistligheden sad inde med omtrent Tredjedelen
af Landets Jordegods. Gustav, som selv var den
lutherske Lære hengiven, besluttede at knuse
Presteskabets Magt og indføre Reformationen. Paa
Rigsdagen i Vesteras 1527 maatte Prælaterne
give sit Samtykke til, at Kongen skulde bestemme
deres Indtægter, bescrtte de geistlige Embeder og
raade over Kirkens Gods; Adelen fik Lov til at
tage tilbage det as deres Fadre siden Karl
Knutssøns Tid til Kirken skjænkede Gods, og i Kirker
og Skoler skulde „Guds rene Ord og Evangelium“
forkyndes. 1529 afflaffedes paa et Kirkemøde i
Ørebro de fleste af de katholfle Kirkeflikke.
Presterne fandt sig naturligvis ikke gjerne i den nye
Ordning, og paa flere Steder lykkedes det dem
at fremkalde Opstand, især i Dalarne. Hertil
kom, at Kristiern den anden gjorde nye, om end
frugtesløse Forsøg paa at gjenerhverve Sverige,
og at Lybekkerne blev forbitrede over de Forsøg,
som gjordes paa at rive Handelen i de nordiske
Riger ud af Hansestadernes Hænder. I Grevens
Feide (s. d.) understøttede Gustav Kristian den tredie,
og ved Fredsslutningen 1537 maatte Lybekkerne give
Slip paa mange af sine Handelsprivilegier i
Sverige. 1542 udbrød den farlige Dackefeide (se
Dacke), den sidste Opstand, Gustav havde at kjampe
med. Udadtil havde ogsaa Sverige for Frem
tiden Fred, naar undtages en Krig med Rusland
1554—57, som vaseutlig bestod i gjensidige Plyn
dringstog paa den finske Grcrndse. Resten af sin
Regjeringstid anvendte Gustav til at ophjelpe
Landets Naringsveie, tilveiebringe en Flaade og
fremme Oplysningen. 1540 erklæredes paa
Herredagen i Ørebro Kronen for arvelig i hans
Familie, hvilken Erklaring bekraftedes af
Stænderne i Vesterås 1544. — Gustav Vasa ftaar i
Historien som en af Sveriges ædleste Kongeskikkelser,
lige udmærket som Statsstyrer ved Klogskab og
Kraft som i sit Privatliv ved Gudsfrygt og
Sædelighed. — Gustav den anden Adolf, f. 1594,
d. 1632, var Søn af Karl den niende og
overtog, efter at have nydt en udmarket Opdragelse,
Regjeringen ved Faderens Død 1611. Paa denne
Tid var Sverige i Krig med Rusland og Dan
mark (Kalmarkrigen), og isar den sidste Magt
havde vundet flere Fordele, medens dens Hær
plyndrede i Sverige. Ogsaa med Polen havde
Sverige Krig, som imidlertid dengang var afbrudt
ved en Vaabenstilstand. Ved Freden i Kuäröd 1613
bestemtes det, at alle Erobringer paa begge Sider
fiulde tilbagegives, og at Sverige som Løsepenge
for det af Kristian den fjerde indtagne Elfsborg
skulde betale 100,000 Rd. Gustav Adolf kunde
nu bruge sine Kræfter udelte mod Rusland, som
i Freden til Stolbova 1617 maatte afstaa
Kexholm og Ingermanland. Disse Fredsslutninger
gjorde, at Kongen, som narede en levende Inter
esse for Sveriges indre Anliggenders Ordning,
fik Tid til, understøttet af den dygtige og energiske
Kansler Oxenstjerna (s. d.), at tage sig af disse;
Arméen omorganiseredes, idet Forpligtelsen til at
stille og udruste Soldater kom til at hvile paa
Jordeiendommene og blev fordelt landskabsvis;
Forvaltningen overgaves til flere Kollegier med høie
Embedsmænd i Spldsen, Undervisningsvæsenet fremmedes,
bl. a. ved Oprettelsen af Gymnasier, ved Stiftelsen af
Gustav
Universitetet i Dorpat og ved storartede Dotationer
til Upsala Universitet. Retspleien underkastedes
gjennemgribende Reformer, og alle Naringsveie
begunstigedes og opmuutredes; 16 Byer anlagdes
eller fik Kjøbstadsprivilegier. Gustav Adolf fore
tog ikke disse Reformer eller overhoved nogen
Regjeringshandling paa egen Haand, men sammen
kaldte og raadspurgte jevnlig Rigets Stænder;
allerede 1617 var en Rigsdagsorden og 1626
blev en Ridderhusorden udfardiget. Krigen med
Polen havde imidlertid sin Gang, dog ofte afbrudt
af Vaabenstilstand. 1621 blev Riga indtaget af
Svensterne, som ogsaa ved Slaget ved Vallhof
1626 sikrede sig Besiddelsen af Lifland og
Kurland. Sidstncrvnte Aar forlagde Gustav Adolf
Krigsfluepladsen til Østpreussen i den dobbelte
Hensigt at indtage Østersjøhavnene og at vare
narmere Tyskland, hvor han flere Gange af Prote
stanterne var anmodet om Hjelp i deres Kamp
for sin religiøse Overbevisning. Efter i 1629 at
have tvunget Polakkerne til at indgaa paa en
Vaabenstilstand i 6 Aar, drog han med
Stændernes Samtykke naste Aar til Tyskland med en
Armé paa 15,000 Mand. Han havde Lykken med
sig og befriede i Lpbet af to Aar Protestanterne
i Mainz og Rhinegnene, trcrngte langt ind i
Baiern, men vendte ved Wallensteins Indfald i
Sachsen tilbage til dette Land og seirede i det
blodige Slag ved Lützen 6te November 1632, hvor
han imidlertid selv fandt Heltedøden (se forøvrigt
Trediveaarskrigen). Følgerne af denne hans
Optræden i Tystland blev af stor Betydning baade
for Sverige og for hele Europa; Svenfierne fik
i denne Kamp Øinene op for sin egen Kraft
og for, hvad de ved den kunde udrette, og de
Fordele, han tilkjcempede Protestantismen, reddede
Religions- og Tankefriheden i Europa. Personlig
var Gustav Adolf en ligesaa ædel Karaktér som
begavet Statsmand og tapper Kriger. — Gustav
deu tredie, f. 1746, d. 1792, var Søn af Adolf
Fredrik. Han besad af Naturen glimrende Evner,
men en feilagtig Opdragelse hindrede ham fra
senere at gjøre sig tilbørlig Nytte af dem.
Bed Faderens Død 1771 befandt han sig i Paris,
hvorfra han vendte hjem for at overtage Regje
ringen. Benyttende sig af den almindelige Mis
fornøielse med den bestaaende Regjeringsform
fik han 1772 i Fred og Ro et Statskup udført
og forelagde Stcrnderne et Udkaft til en ny For
fatning, som af dem blev antagen. Ifølge
denne Forfatning fik Kongen den udøvende Magt
med Undtagelse af Retten til at erklære Krig. Den
lovgivende Magt skulde han dele med Stænderne;
disse skulde vare i Besiddelse af hele den
beskattende Myndighed, og Dommermagten overgaves
til Raadet. Det kloge Maadehold, som Gustav
ved denne Leilighed viste, og de mange Reformer
— saaledes Torturens Ophævelse, Trykkefrihedens
Indførelse m. m. —, som kom istand i de ftrste
Aar af hans Regjering, bidrog til at gjøre ham
agtet og elsket af Folket; men det gode Forhold
varede ikke lange, thi de store Summer, Kongen
anvendte paa Reiser, Hoffester og Kunst, vakte
Misfornøielse, især da han gjorde
Brændevinsbrændingen, som han tidligere havde forbudt, til
Kronens Monopol. Ogsaa paa Hæren og
Flaaden anvendte han mange Penge. Paa Rigsdagen
1786 kom det til en heftig Opposition mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
