Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Island
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Island
Betydning frembringer Island kun Svovl, Brunkul og
Dobbeltspat. Svovlet findes ved Myvatn og
Krisuvik; Svovlleierne paa det førstnævnte Sted er
Statseiendom. Brunkul findes paa mange Steder,
men kan paa Grund af den ofte meget vanskelige
Transport ikke benyttes i tilbørlig Udstrækning,
hvorimod Torv er det sædvanlige Brændsel.
Dobbeltspaten, en gjennemsigtig Kalkspat, der
anvendes til optisk Brug, forekommer i Nærheden af
Eskefjord. — Plantevexten er fattig; af Træer
findes en Smule forkrøblet Birk, der i det høieste
naar 15 Fods Høide, endvidere Dvergpil (Vidje)
og Dvergbirk samt Rogn. Græsvexten afgiver
gode Beiter. Korn avles ikke nu paa Island, men
har i Sagatiden været dyrket i adskillig
Udstrækning; for Klimatets Skyld kunde det nok modnes
paa flere Steder, men Jorden er oftest altfor daarlig
dyrket til at den kan bære nogen Høst af Korn.
Poteter og Rodfrugter dyrkes derimod i den senere
Tid mere og mere. Enslags Marhalm afgiver
et spiseligt Frø, som kaldes vild Havre og tildels
benyttes til Brødbagning; af andre vildtvoxende
spiselige Vegetabilier forekommer kun Jordbær og
Blaabær, Kvanne, Islandsk Lav, Søl (Rhodomenia
palmata) og et Par andre spiselige Tangarter. —
Af Pattedyr findes kun ét, som er karakteristisk for
Øen, nemlig Snemusen (Mus islandicus);
desuden forekommer Hvidræven, Renen, som er
indført, endvidere Ørne, Falke, Ravne, Ryper,
Edderfugle og andre Vandfugle samt ved Kysterne Sæl,
Hvaler og talrige Fiskearter. I Elvene findes Lax og
Ørret. — Islands Indbyggere stammer fra Norge
og har bibeholdt meget af den norske
Nationalkaraktér. De er i Regelen sindige og alvorlige,
dertil fasthængende ved alt nedarvet, men i det
hele vel oplyste; alle kan læse og skrive og besidder
almindelig et godt Kjendskab til Islands Historie.
Folkeundervisningen foregaar omtrent udelukkende
i Hjemmet, da der paa hele Øen kun findes én
Almueskole; i Reykjavik er en lærd Skole og et
Presteseminarium. Religionen er gjennemgaaende
den lutherske. Standsforskjel er paa Island ukjendt,
da alle Indbyggere er af Bondeslægt. Sproget er
Oldnorsk med en Del mindre betydelige
Modifikationer. — Den vigtigste Næringsvei er Fædrift, især
Faareavl. Faarene er store, korthalede og fede og
gaar for en stor Del ude om Vinteren. Af Heste
haves en egen Race, nærmest beslægtet med de norske
Fjordheste; de er smaa, men stærke, sikre paa
Foden og udholdende. 1870 beløb Antallet af
Hornkvæg sig til ca. 18,000 St., af Faar til ca.
352,000, af Heste til ca. 30,000 St. Gaardene,
der ligger enkeltvis ligesom i Norge, har i Regelen
et meget stort Areal af Eng, dels dyrket, dels
udyrket. — Fiskeriet beskjeftiger ca. 7,000
Mennesker og leverer en betydelig Del af Indbyggernes
Næring. 1870 fandtes af Fiskerfartøier 63
Dæksfartøier og 3,092 mindre Baade. — Handelen paa
Island var til 1854 dansk Monopol, men er siden
frigiven for alle Nationer. De vigtigste
Indførselsartikler er Korn, Mel og Brød,
Kolonialvarer, Øl, Vin, Brændevin, Salt, Sæbe, Klæde,
Trælast, Jern og Staal, Tougverk m. m.; af
Udførselsvarer er Fisk, Tran, Talg, Faarekjød,
Uld og Uldvarer, Skind, Dun og Fjer de viqtigste.
I den senere Tid udføres ikke faa Heste. — Island
udgjør en Del af den danske Stat, men har egne
Landsrettigheder. Den lovgivende og bevilgende
Island
Myndighed er siden 1874 hos Althinget i Reykjavik,
hvilket siden 1845 kun havde været en raadgivende
Forsamling. Forvaltningens Centrum er et eget
„islandsk Departement“ under den danske Regjering;
den øverste Embedsmand paa Øen er en
Landshøvding. En egen Landsoverret findes i Reykjavik,
men øverste Instans er Høiesteret i Kjøbenhavn.
I geistlig Henseende udgjør Øen et Bispedømme,
som deles i 19 Provstier. Den har fra gammel
Tid været delt i 4 Fjerdinger:
Sunnlenðingafjörðungr, Vestfirðingafjörðungr,
Norðlenðingafjörðungr og Austfirðingafjörðungr; nu deles den
i 3 Amter og 22 Sysler. — Island har intet
Militær og er frit for Udskrivning baade til Hær
og Flaade. — Historie. Island opdagedes af
Nordmanden Nadodd ca. 860 og bebyggedes fra
Norge under Harald haarfagres Regjering; en af
de første, som besøgte Øen, var en vis Gardar,
som kaldte den Gardarsholm. Den første
Nordmand, som nedsatte sig der, var Ingulf (s. d.),
og efter ham fulgte snart mange norske Høvdinger,
som var misfornøiede med Haralds egenmægtige
Regjering, især med, at han fratog dem deres
Odel. Efterhvert som Kolonisterne ankom og tog
Landet i Besiddelse delte de det mellem sig og sine
medfølgende fribaarne Mand, opførte Templer paa
sine Eiendomme og blev saaledes af sig selv
Overhoveder baade i verdslig og religiøs Henseende
(Goder), hver i sin Kreds. Baade denne
Værdighed selv og dens Distrikt kaldtes Godord.
Imidlertid blev der med den tiltagende Kolonisation snart
Trang til en mere central Myndighed; Ulfljot
fik det Hverv at give Love og oprettede 930
Althinget (s. d.) som lovgivende og dømmende
Forsamling. Kristendommen prædikedes først paa Island
981; 997 sendte Olaf Tryggvason sin Hirdprest
Thangbrand over til Øen, som Aar 1000 antog
Kristendommen. Island fik senere to Biskoper,
en i Hole og en i Skalholt, og der oprettedes
efterhaanden 9 Klostre, som blev Arnesteder for
megen boglig Lærdom, Digtning og
Videnskabelighed. Islænderne var de øvrige Nordboers
jevnbyrdige i Sjøfart og Driftighed og vedligeholdt
navnlig en levende Forbindelse med Norge. Deres
Republik blomstrede som uafhængig i over 300 Aar,
men var stadig Skuepladsen for blodige indre
Feider mellem de mægtige Høvdingeætter, som var
skinsyge paa hverandres Magt. De fornemste af
disse Ætter var Sturlungerne og Haukadalsætten.
Tilslut begyndte Høvdingerne istedenfor at holde
sig til sin egen dømmende Forsamling, Althinget,
at henvende sig til Norge, og da Kong Haakon
Haakonssøn var bleven valgt til Dommer i
Stridighederne, benyttede han med Klogskab denne
Omstændighed til at lægge Island under Norges
Herredømme (1262), hvorved navnlig Gissur
Thorvaldssøn (s. d.) var ham behjelpelig. Øens gamle Lovbog,
Graagaasen (s. d.), afløstes af en ny, Jernsiden
(Hákonarbók), og senere af Jonsbogen; men allerede
snart efter begyndte Islændernes gamle
Foretagsomhed at slappes og Landet i det hele at gaa
tilbage. I Begyndelsen af det 14de Aarh.
hævdede Islanderne endnu med Kraft de dem ved
Underkastelsen tilsikrede Rettigheder; men da
Handelen lidt efter lidt gik over til Englænderne, da
Øen tilligemed Norge forenedes med Danmark, og
da endelig den sorte Død havde herjet blandt
Indbyggerne, var Island sunket dybt fra sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
