Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Island - Islandsk Sprog og Literatur - Islandske Love
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Island
tidligere blomstrende Tilstand. Englænderne vedblev
under Øens Afhængighed af Danmark trods
Regjeringens Forbud at drive Handel paa Island,
indtil Handelen under Kristian den fjerde for en Tid
kom i Hanseaternes Hænder. Den samme Konge
oprettede dog snart igjen det gamle Regjeringsmonopol,
som vedblev at bestaa til ind i det 18de Aarh.
Reformationens Indførelse foregik paa en blodig
Maade, idet den katholske Biskop i Hole, Jon Arason,
1550 blev dræbt for sin Fasthængen ved den gamle
Lære. En Række Ulykker, Vulkanudbrud,
Koppeepidemier og Hungersnød i Forening med den
grændseløs slette Styrelse hemmede i Aarhundreder
Landets Opkomst og vakte stort Misnøie med
den danske Regjering. Under Krigen mellem
Danmark og England i Begyndelsen af dette Aarh.
lod en dansk Kaperkaptein, Jørgen Jørgensen, sig
1809 udraabe til Konge paa Island, som han
ogsaa ganske underkastede sig; men allerede efter
et Par Maaneders Forløb fik hans Herredømme
Ende, og han førtes som engelsk Fange til
Australien. Imidlertid havde Island 1800 faaet en egen
Overret istedenfor det gamle Althing; dette Navn
fornyedes 1843 paa den da oprettede raadgivende
Forsamling, som bestod af 6 kongevalgte Medlemmer
(Embedsmænd) og 21 folkevalgte, og som for første
Gang sammentraadte 1845. Under den politiske
Bevægelse 1848 bad det islandske Althing om, at
en egen Forsamling maatte blive sammenkaldt for
at tage Islands Forhold til Danmark under
Overveielse; dette lovede Kongen 1849 efter allerede før
at have erklæret, at den danske Grundlov ikke skulde
gjøres gjeldende for Island, førend dettes
Repræsentation havde faaet udtale sig. Den nye
Forsamling traadte sammen 1851 og fik sig forelagt
Forslag om Grundlovens Overførelse paa Island,
men samtidig indrømmedes der kun liden
Selvstændighed, idet den danske Regjering vaagede
strengt over Statshøihedens Overholdelse og
foreslog, at alle vigtige fælles Sager skulde afgjøres
af den danske Rigsdag, til hvilken Island skulde
sende 4 Folkethingsmænd og 2 Landsthingsmænd.
Dette vilde Forsamlingen ikke gaa ind paa,
hvorimod et Parti blandt dens Medlemmer under
Ledelse af Jon Sigurdsson forlangte Islands
Selvstændighed, saaledes at det kun ved en
Personalunion skulde være forenet med Danmark. Som
Følge af dette Partis Optræden opløstes
Forsamlingen efter vel en Maaneds Forløb uden at have
behandlet det forelagte Valglovsforslag. Fra 1851
sammenkaldtes Althinget hvert andet Aar
istedenfor som før hvert tredie; 1853 bøiede det sig for
den danske Regjerings Afslag paa Fordringerne
fra 1851, men bad dog baade nu og 1855 om,
at Forfatningsspørgsmaalet ikke maatte henlægges.
1853 indførtes Pressefrihed, og 1857 udstedtes
en ny Valglov med en lav Valgretscensus. S. A.
gjenoptog Althinget med fornyet Iver
Bestræbelserne for at skaffe Island større Uafhængighed; det
forlangte at faa et Forfatningsudkast forelagt, og
at Udgiftsbudgettet skulde undergives Althingets
Bevilgning; tillige krævedes Oprettelsen af egne
Rets- og Lægeskoler for Island. I Althingets
senere Samlinger gjentoges de samme
Forlangender med Tilføielse af, at Forfatningssagen ønskedes
drøftet af en Forsamling, valgt efter
Valgordningen af 1849, samt at Embedsmændene i alle
Embedsskrivelser burde udelukkende benytte det islandske
Islandske Love
Sprog. Regjeringen modsatte sig disse
Forlangender, men ogsaa den danske Rigsdag ønskede at
blive kvit Behandlingen af de Island særlig
vedkommende Sager, hvorfor der 1861 nedsattes en
Kommission af 3 Danske og 2 Islændere for at
overveie Islands finansielle Stilling til Danmark.
Jon Sigurdsson gjorde Krav paa et fast aarligt
Tilskud af ca. 240,000 Kr. som Erstatning for de
tidligere til Indtægt for den fælles Statskasse
solgte islandske Godser og for den Skade, Øen
havde lidt af Handelsmonopolet. De andre
Medlemmer af Kommissionen stemte for lavere Beløb,
og Regjeringen foreslog 1865 at afgjøre
Mellemværendet ved et Tilskud af 84,000 Kr. aarlig i
12 Aar. Dette afvistes af Althinget, som gjentog
det tidligere Krav paa en grundlovgivende
Forsamling. 1867 forelagde Regjeringen et
Forfatningsudkast, ifølge hvilket Althinget skulde have
fuld Lovgivnings- og Bevilgningsmyndighed og
Grundloven overføres paa Island. Althinget
forlangte imidlertid, at den Minister, som i saa
Fald skulde udnævnes for Island, ogsaa skulde
være ansvarlig for Althinget, ligesom der udtaltes
Ønske om et større aarligt Tilskud (120,000 Kr.).
1868—69 behandledes Sagen i den danske
Rigsdag, og 1869 forelagdes Althinget to forskjellige
Forslag fra Regjeringen; Thinget fraraadede
imidlertid deres Antagelse. 1871 bestemte Rigsdagen
Islands Stilling i Riget og fastsatte Danmarks
Bidrag til 60,000 Kr. aarlig samt 40,000 Kr. i
10 Aar med gradvis Synkning i de næste 20,
hvorhos der som øverste lokale Embedsmand
indsattes en Landshøvding med betydelig udvidet Magt.
1874 gav efter Althingets Opfordring Kongen en
ny Forfatning, som traadte i Kraft samtidig med
at Tusenaarsfesten for Islands Bebyggelse
høitidelig feiredes.
Islandsk Sprog og Literatur, se
Skandinaviske Sprog og Literaturer.
Islandske Love. Efter Oprettelsen af
Althinget 930 gav dette Love, som oprindelig var
uskrevne; men 1117 besluttede Althinget, at
Lovene skulde optegnes skriftlig, og omkring 1135
blev ogsaa Kristenretten nedskreven. Fra disse
Optegnelser med deres senere Tillæg stammer de
islandske Lovbøger fra Frihedstiden, hvilke i nyere
Tid har faaet det urigtige Fællesnavn
Graagaas (s. d.); de vigtigste Lovhaandskrifter er
Konungsbók, skrevet ca. 1260, og
Staðarhólsbók, skrevet ca. 1270, begge udgivne af
Finsen. Da Island 1262—64 havde underkastet
sig den norske Konge, lod Magnus Lagabøter
udarbeide en ny Lovbog paa Grundlag dels af den
ældre islandske Ret, dels af de norske Lovbøger;
den blev indført paa Island 1271—73 og kaldtes
Jarnsiða (i nyere Tid ogsaa, men urigtig,
Hákonarbók). Omtrent samtidig blev ogsaa en
ny Kristenret indført af Biskop Arne i Skalholt,
men opnaaede ikke fuld Anerkjendelse; ved Siden
af den benyttedes dels den ældre islandske
Kristenret, dels den ældre norske. Da Magnus senere
havde indført en ny Lovbog i Norge, blev en
lignende ogsaa udarbeidet for Island, hvor den
indførtes 1281; den kaldes Jonsbók efter
Lagmanden Jon Einarssøn og gjelder i enkelte
Stykker endnu paa Island. De senere norske
Retterbøder, Kristian den femtes norske Lov og mange
kongelige Forordninger fik ogsaa Lovskraft paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
