Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italien - Italiensk Sprog og Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italien
sig gjennemgaaende fiendtlig til den nye
Regjering; den gamle Provinsialisme gjorde sig
gjeldende ved Klager over de andre Landsdeles
Tilsidesættelse for Sardinien og Piemont, skjønt
Ministerierne stedse sammensattes af Mænd fra alle
Landskaber. Foruden de fordrevne Fyrsters
Tilhængere vakte ogsaa Mazzinis republikanske Parti
Røre, og de yderstgaaende var misfornøiede med,
at der intet Skridt gjordes til Annexion af
Venedig og til Afskaffelse af Pavens verdslige Magt.
Til Opnaaelsen af dette sidste Øiemed gjorde
Garibaldi i August 1862 et Tog fra Sicilien mod
Rom, men blev underveis stanset ved Aspromonte.
Frankrige, som var skinsygt paa det nye Rige,
indtog en mindre venlig Holdning, men gik dog
1864 ind paa den saakaldte „Septemberkonvention“,
hvorved det forpligtede sig til at trække sin
Garnison tilbage fra Rom inden to Aar, mod at
Italien skulde overtage en Del af Kirkestatens
Statsgjeld, love at hindre alle Angreb paa Rom
og forlægge sin Hovedstad fra Turin til Florens.
I Februar 1865 flyttede Kongen og senere i s. A.
ogsaa Parlamentet til den nye Hovedstad. I Løbet
af 1865 ordnedes Forvaltningen og Retspleien,
den sidste ved Udstedelsen af nye Civil- og
Kriminallove for det hele Rige. Gjentagne Tilbud til
Østerrige om at afkjøbe det Venetien var
forgjeves, hvorefter der 1866 sluttedes et hemmeligt
Forbund med Preussen mod Østerrige. Den
sidstnævnte Magt vilde ikke gaa ind paa Keiser
Napoleons Forslag om en almindelig europæisk
Kongres; det kom desuden i Strid med Preussen
om tyske Forbundsforhold, og den tyske Krig
mellem de to Magter brød ud i Juni. I Krigen
stod Italien paa Preussens Side, og skjønt dets
Hær blev slaaet ved Custozza 24de Juni og dets
Flaade ved Lissa 20de Juli, opnaaede det dog, at
Venetien ved Freden i Wien 3die Oktober afstodes
til Frankrige, som igjen overdrog Landskabet til
Italien efter en Folkeafstemning 21de—22de
Oktober. 5-Aarsdagen efter sit Indtog i Neapel, 7de
November 1866, holdt Viktor Emanuel sit Indtog
i Venedig. Det lykkedes ikke Bestrabelserne for
ogfaa at erhverve den italiensktalende Del af Tyrol,
men den med Venedigs Afstaaelse følgende
Anerkjendelse fra Østerriges Side af det italienske
Kongerige befriede dette fra alle de fordrevne
Fyrsters Agitationer for at gjenvinde sin Magt,
hvilken de nu selv erkjendte for tabt for bestandig.
Paa Luxemburgkonferensen 1867 fik Italien Plads
blandt Europas Stormagter. S. A. foretog
Garibaldi i Spidsen for sine Friskarer et Indfald i
Kirkestaten, hvilket gav Anledning til dennes
fornyede Besættelse af Franskmændene og endte med
Garibaldis Nederlag ved Mentana i November s. A.
I de følgende Aar var man fornemmelig betænkt
paa at afhjelpe den endnu særdeles trykkende
Finansnød, til hvilket Øiemed en hel Del Kirkegods blev
solgt, samt paa at bringe Frankrige til at trække
sine Tropper bort fra Kirkestaten og at faa istand
en Forsoning med Paven. Ved Udbruddet af den
fransk-tyske Krig 1870 blev den franske Befatning
i Kirkestaten hjemkaldt, og efter Slaget ved Sedan,
der medførte Keiserdømmets Fald i Frankrige,
besatte de italienske Tropper Kirkestaten og Rom.
Den 2den Oktober afholdtes her en
Folkeafstemning, ved hvilken Foreningen med det italienske
Kongerige bifaldtes med 133,681 Stemmer mod
Italiensk Sprog og Literatur
1,507. Som Følge heraf blev Kirkestaten 8de
Oktober indlemmet i Italien, og Rom gjort til
Rigets Hovedstad. Disse Forholdsregler, der gjorde
Ende paa Pavens verdslige Magt og fuldbragte
Italiens Enhed, billigedes stiltiende af hele Europa,
og i Løbet af 1871 flyttede Kongen med
Regjeringen og Kamrene til Rom. S. A. udstedtes
den saakaldte Garantilov, hvorved Paven tilkjendtes
Ukrænkelighed samt en aarlig Sum af 3,250,000
Lire, hvilke sidste han dog negtede at modtage.
Regjeringen har siden vedblevet med sine
Bestræbelser for at overvinde den uheldige Finanstilstand,
som ikke destomindre endnu vedvarer, for at
forbedre Skolevæsenet og fremme Oplysningen, hævde
Retssikkerheden mod de endnu tildels existerende
Røverbander og i det hele gjøre Landets indre
Tilstand værdig dets Frihed og dets Anseelse
udadtil. 1873 nærmede Italien sig Trekeiserforbundets
Politik, og Kongen aflagde Besøg i Berlin og
Wien; 1874 seiredes Viktor Emanuels
25-Aarsjubilæum som Konge under almindelig Deltagelse
rundt hele Landet. Det fungerende Ministerium
Minghetti, hvis konservative Holdning ikke havde
Folkets Sympati, fortrængtes i Marts 1876 af
et Venstreministerium, som ved de kort efter
afholdte Valg til Kamrene vandt en glimrende Seier.
1878 døde Viktor Emanuel, som gjennem hele sin
Regjering var bleven sine liberale Grundsætninger
ubrødelig tro og derfor var Gjenstand for Folkets
høieste Agtelse og Kjærlighed. Han efterfulgtes
paa Tronen af sin ældste Søn Umberto
(Humbert) den første, som i alt væsentligt har slaaet
ind paa samme Retning.
Italiensk Sprog og Literatur. Det
italienske Sprog er i Lighed med de øvrige romanske
ikke opstaaet umiddelbart af den klassiske Latin,
men af det saakaldte „lingua romana rustica“,
det under de sidste Aarhundreder af det romerske
Riges Existens stedse mere udartede Folkesprog.
Dette omdannede sig i de første Aarhundreder af
Middelalderen lidt efter lidt og under Indflydelse
af de germaniske Erobreres Sprog til det nyere
Italienske, som længe vedblev at beholde Navnet
lingua latina eller romana til Forskjel fra
Germanernes, som kaldtes lingua francisca og
theotisca. Senere skjelnede man ogsaa i Navnet
mellem Latinen, der som lærd Sprog førte Navn af
„grammatica“, og det nyudviklede italienske Sprog,
som kaldtes Lingua volgare (Folkesprog). Dette
var dog allerede fra Begyndelsen langtfra ens over
hele Italien, saasom allerede lingua romana
rustica havde delt sig i mange Dialekter; de
forskjellige Mundarter i Italiensk har holdt sig som
Talesprog lige til vor Tid. Dante opregner i sin
Afhandling „De vulgari eloqvio“ ikke mindre end
14 Dialekter, som han dog alle holder for uskikkede
til at benyttes som Literatursprog; i deres Sted
henviser han til et i Virkeligheden intetsteds
existerende, men dog for alle Dannede bekjendt
Fællessprog, som han kalder vulgare illustre, aulicum,
curiale eller cardinale. Og i Virkeligheden har
Tiden givet Dante Ret; thi det nu brugelige
italienske Skriftsprog er ingensteds i Brug som
Talesprog, om end den toskanske og romerske Dialekt
nærmer sig stærkt til det. Mellem de nordlige og
de sydlige italienske Dialekter hersker navnlig den
Forskjel, at Ordene i de første jevnlig har
konsonantisk Udgang, der er næsten ukjendt i de sidste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
