Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jacobson, Ludvig - Jacobus de Benedictis - Jacoby, Johann - Jacotot, Jean - Jacquard, Joseph Marie - Jacqueri - Jacquin, Nikolaus Joseph - Jaell, Alfred - Jaen - Jafet - Jaffa - Jaffé, Philipp - Jagello
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lacobus
kirurgifie Akademi, blev 1811 Regimentskirurg og
levede efter at have gjort en Udenlandsreise som
praktiserende Lage i Kjøbenhavn. Foruden at være
en dygtig praktisk Læge, navnlig Kirurg, gjorde
han ogsaa vigtige Opdagelser paa den
sammenlignende Anatomis Felt.
Jacobus de Benedictis ell. Jacoponus,
Giacopone da Todi, italiensk Franciskanermunk,
d. 1306, er bekjendt som Forfatter til den
berømte Hymne „Stabat mater dolorosa“.
Jacoby, Johann, tyst Politiker, f. 1805 af
jødiske Foraldre, d. 1877, studerede Medicin i
Königsberg og nedsatte sig 1830 der som
praktiserende Læge. 1841 udgav han et Skrift med
Titelen „Fire Spørgsmaal, besvarede af en
Østpreusser“, for hvilket han tiltaltes, da han deri
stærkt havde fremhævet Nødvendigheden af en
Forfatning; han blev imidlertid frikjendt, hvilket
ogsaa var Tilfaældet, da han senere tiltaltes for et
Par andre Flyveskrifter. 1848 var han Medlem
af Forparlamentet i Frankfurt og tog derpaa en
fremragende Del i den preussiske
Nationalforsamling. 1849 valgtes han i Berlin til Medlem af
andet Kammer og indtraadte efter dettes
Opløsning i den tyske Nationalforsamling. Med Resterne
af denne gik han til Stuttgart, hvorfra han begav
sig til Schweiz og tog Bolig i Verner ved
Genfersjøen. Først fra 1858 tog han igjen Del i det
offentlige Liv; 1859 udkom Brochuren „Det
preussiske Demokratis Grundsætninger“, og 1862
indvalgtes han i det preussiske Deputeretkammer,
uden dog at modtage Valget. 1863 modtog han
derimod efter nyt Valg Mandatet og holdt sig nu
til den yderste Opposition. 1866 sad han to Gange
fængslet for uforsigtige Udtalelser, men vedblev
ogsaa efter Begivenhederne i 1866 at forfegte sine
yderliggaaende Grundsætninger. 1870 førtes han
ved Udbruddet af den fransk-tyske Krig for en Tid
i Fængsel. Senere nærmede han sig til
Socialdemokraterne, uden dog egentlig at tilhøre dem.
Jacotot (udt. Sjakotaa), Jean, fransk
Pædagog, f. 1770, d. 1840, uddannede sig i den
polytekniske Skole i Paris, blev senere Advokat,
derpaa efter hinanden Professor i
Humanitetsvidenskaberne, Artillerikaptein, Sekretær i
Krigsministeriet, Professor i Mathematik og endelig Professor
i fransk Sprog og Literatur i Löwen. Her
optraadte han med sin saakaldte
Universalundervisningsmethode, som grundede sig paa den Sats, at
Mennesket kan, hvad det vil, og formaar at
undervise sig selv uden nogen Lærer. Han søgte saa
meget som mulig at vække og udvikle den sjelelige
Virksomhed, fremfor alt at styrke Hukommelsen, bl. a.
ved at lade Eleverne lære meget udenad. Flere af
hans Idéer er senere blevne optagne af Pædagogiken.
Jacquard (udt. Sjakar), Joseph Marie, fransk
Tekniker, f. 1752, d. 1834, var oprindelig
Silkevæver, men levede senere i længere Tid beskjeftiget
med forskjellige Arbeider og i trange Kaar. 1808
lykkedes det ham efter mange Forsøg at konstruere
den efter ham opkaldte Jacquardvævestol til
Forarbeidelse af mønstrede Tøier. Opfindelsen
blev af stor Vigtighed, da den gjorde meget
besværligt Haandsarbeide overflødigt, og udbredte
sig i en Fart til alle europæiske Lande, hvor
Jacquards Vævestol endnu ansees for den bedste
til sit Øiemed.
Jacqueri (udt. Sjakeri) kaldtes en
Bondeopstand i Nordfrankrige, som foranlediget af
Adelens overdrevne Udsugelser og af Karl den onde
af Navarras Herjinger i Omegnen af Paris
opstod 1358. Navnet skriver sig fra, at
Adelsmændene for Spot pleiede at kalde Bønderne
„Jacques bonhomme“. Opstanden antog en meget
voldsom Karaktér og førte til Mord og Brand i
en frygtelig Udstrækning; endelig lykkedes det
Adelsmændene af alle Partier ved at forene sig at
undertrykke den med Vaabenmagt.
Jacquin (udt. Sjakæng), Nikolaus Joseph,
Friherre, hollandsk Botaniker, f. 1727, d. 1817,
levede siden 1752 som Læge i Wien, bereiste
1754—59 Vestindien, blev derpaa Professor i
Botanik og Kemi i Chemnitz og senere i Wien.
Han skrev bl. a. „Flora austriaca“ (5 Bd.,
1773—78), „Observationes botanicae“ (4 Bd., 1764) og
et stort Verk om de Planter, han opdagede i
Vestindien.
Jaell, Alfred, østerrigsk Pianist, f. 1832,
uddannede sig unber Veiledning af sin Fader og af
Czerny i Wien og gjorde allerede 12 Aar gammel
Koncertreiser. 1857 blev han hannoversk
Hofpianist og har i de senere Aar levet i Paris.
Han har ogsaa komponeret flere brillante
Salonstykker for Piano.
Jaen (udt. Khaen), Provins i det spanske
Landskab Andalusien, tidligere et maurisk Kongerige,
244 Kv.mil stor, med 392,000 Indb. — Hovedstad
Jaen, 10 Mil nord for Granada, ved en Biflod
til Guadalquivir, har 20,000 Indb., Silkevæverier
og et maurisk Kastel og er Sæde for en Biskop.
Jafet, en af Noahs Sønner, fra hvem
Nordasiens og Europas Beboere skal nedstamme.
Jaffa, i det Gamle Testamente Jafo, i det
Nye Testamente og i Middelalderen Joppe, By
i Palæstina ved Middelhavet, ca. 7½ Mil nordvest
for Jerusalem, er denne Bys Havn.
Indbyggerantallet angives forskjelligt, fra 5,000 til 16,000.
Byen var allerede i Oldtiden befæstet og en vigtig
Havnestad; under Korstogene var den Korsfarernes
Hovedlandingsplads og Gjenstand for idelige Kampe
mellem dem og Muhamedanerne, indtil den 1268
for stedse gik tabt for de Kristne. 1799 erobredes
den af Bonaparte og 1832 af Mehemed Ali; siden
1840 tilhører den igjen Tyrkerne.
Jaffé, Philipp, tysk Historiker, f. 1819, d. 1870,
studerede Historie i Berlin, men lagde sig senere,
da han som Jøde var udelukket fra den akademiske
Virksomhed i Preussen, efter Medicin for at tjene
sit Livsophold som Læge. Imidlertid kaldtes han
til Medarbeider i Pertz’s „Monumenta Germaniae
historica“, for hvilke han leverede flere Arbeider
af stort Værd; 1862 blev han Professor i Berlin
og holdt der meget besøgte Forelæsninger over
Palæografi, Diplomatik og Kronologi, men
henfaldt lidt efter lidt i en tungsindig Stemning, der
tilsidst bragte ham til selv at berøve sig Livet.
Af hans Arbeider kan især nævnes „Det tyske
Riges Historie under Lothar Sachseren“ (1843),
„Det tyske Riges Historie under Konrad den
tredie“ (1845), „Regesta pontificum Romanorum
ad annum 1198“ (1851) og „Bibliotheca rerum
Germanicarum“ (6 Bd., 1864—73). Han var
især fremragende som historisk Kritiker.
Jagello ell. Jagjello, Søn af Olgerd, blev
1381 efter Faderen Storhertug af Lithauen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
