Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jern
egne Ovne eller i store Digler. Formerne for
Jernstøbning er i de fleste Tilfælde af mager Sand,
sjeldnere af Ler eller en Blanding af Sand og Ler.
— Om Staal se d. Art. — Til Smedejern
omdannes Støbejernet ved Ferskning, d. e. ved at det
smeltes paa en lav Herd, medens det bedækkes af
Trækul og Slag, eller ved Hjelp af Stenkul i en
Flammeovn; en tilført stærk Luftstrøm bevirker,
at det meste af Kulstoffet i Jernet forbrænder og
gaar bort i Luftform. Det med Trækul ferskede
Smedejern ansees for at være langt bedre end det,
som faaes ved Ferskning med Stenkul; herfra skriver
sig væsentlig det norske og svenske Jerns anerkjendte
Fortrin fremfor f. Ex. det engelske. Det størknede
Smedejern bearbeides ved Hjelp af svære
Vand- eller Damphammere og tildannes i Form af runde
eller firkantede Stænger, i hvilken Form det
kommer i Handelen. Smedejern er 7⅓—8 Gange
saa tungt som Vand; dets Struktur bliver, naar
det smedes under en høi Varmegrad, valses eller
strækkes, senet eller traadet, og det tiltager da i
Styrke paalangs, men taber paatvers. Ved at
hamres i kold eller brunglødende Tilstand bliver
det skjørt og krystallinsk i Bruddet. En
overordentlig vigtig Egenskab ved Smedejernet saavelsom ved
Staal er, at det kan sveises, d. v. s., at to eller
flere Stykker hvidglødende Smedejern eller Staal
ved at lægges paa hverandre og bearbeides med
Hammeren eller i en Presse forener sig til ét
Stykke. Jo mere frit for fremmede Stoffer
Smedejernet er, desto lettere at bearbeide og smidigere er
det; det kan da valses til tynde Plader (Blik) og
trækkes ud til meget fin Traad. Ligeledes kan det
files, dreies, bores, afhøvles og poleres. Det
anvendes overalt, hvor der kræves større Seighed og
Elasticitet, end Støbejernet besidder. — Jernets
Elasticitet, der f. Ex. ved Bygningskonstruktioner
af Jern er af største Vigtighed, undersøges ved
Hjelp af Belastning med en vis Vegt. En
Jernstang af 1 Kv.tommes Tversnit vil ved en
forholdsvis lettere Vegt strække sig, men atter trække
sig sammen, naar Vegten tages bort; forøges denne
til ca. 20,000 Pund, naaes Jernets
Elasticitetsgrændse, d. v. s. Jernstangen strækkes da saa
stærkt, at den ikke længer kan trække sig sammen
til sin tidligere Længde. Forøger man end
yderligere Vegten, kommer man til Brudgrændsen,
d. v. s. en saa stært Udvidelse, at Stangen
sønderslides; dette sker med en Stang af godt
Smedejern og af den ovenfor nævnte Tykkelse ved en
Belastning af ca. 48,000 Pd. Skjønt et feilfrit
Materiale i praktiske Anvendelser nok uden egentlig
Fare kan belastes indtil Elasticitetsgrændsen, pleier
man dog for Sikkerheds Skyld aldrig at overstige
Halvdelen af den dertil svarende Belastning, altsaa
ved en Stang af den nævnte Tykkelse 10,000 Pund;
dette kaldes Jernets Sikkerhedsgrændse. Den
til denne svarende Belastning staar i direkte Forhold
til Jernstangens Tversnit, hvorfor Tykkelsen i
Kvadrattommer i ethvert Tilfælde findes ved at dividere
den Belastning, Gjenstanden skal have, udtrykt i
Pund, med 10,000. For Sammentrykning gjelder
i omvendt Forhold de samme Love. Den til
Støbejernets Sikkerhedsgrændse svarende Belastning
forholder sig til Smedejernets som 4 ∶ 10. — Alt
Jern er magnetisk, d. e. det tiltrækkes af Magneten
og bliver ved Berøring med denne selv til en
Magnet; rent Jern taber snart igjen sin Magne-
Jern
tisme, hvorimod kulstofrigt Jern og navnlig Staal
beholder den lange og endog ved gjentagne Gange
at bestryges med en Magnet for bestandig
forvandles til en kraftig Magnet. Denne
Magnetisme gaar dog tabt ved Glødning. — I ganske tør
Luft angribes Jernet ikke, hvorimod det, naar
Luften er fugtig, ruster, d. v. s. overdrages med
et Lag af rødt Jernhydroxyd (Rust); dette gaar
lettere for sig med kulstoffattigt end med kulstofrigt
Jern. For at beskytte det mod Rust bruges
forskjellige Overtræk, saaledes Fortinning (s. d.),
Galvanisering (s. d.), Fernis, Oliemaling o. lign.
Ophedet til Glødning oxyderes Jernet meget let,
hvorved Overfladen bliver mat og mørk; naar
det glødende Jern smedes, falder Oxydet af i
Blade (Hammerskjæl). — Jernet opløses i
fortyndet Saltsyre, Svovlsyre og Salpetersyre;
koncentreret Svovlsyre angriber det ikke i kold
Tilstand, og af Alkalier paavirkes det slet ikke. — Af
Jernets Forbindelser mærkes: Jernoxydul
(FeO), hvis Hydrat faaes ved at sætte Kali
til en Opløsning af Jernvitriol (se nedenfor).
Hydratet fremkommer da som et hvidt Bundfald, der
i Luften hurtig oxyderes, efterhaanden farves grønt,
brunt og sort og tilsidst gaar over til brunt
Jernhydroxyd. — Jernoxyd (Fe₂O₃) forekommer i
Naturen som Rødjernsten (se ovenfor) og vindes
tillige som Biprodukt ved Fremstillingen af rygende
Svovlsyre. Det benyttes pulveriseret til rød
Farve samt til Polérpulver. — Jernhydroxyd
(2 Fe₂O₃ + 3 H₂O) forekommer i Naturen som
Brunjernsten og Myrmalm og faaes rent, naar en
Opløsning af Jernchlorid bundfaldes med
Ammoniak. Det opløses let i Syrer og danner med Sukker
og Vand en klar Opløsning (Jernsirup). Det
finder i Medicinen en vigtig Anvendelse som en
sikker Modgift mod Arsenikforgiftning. —
Jernoxyduloxyd (Fe₃O₄) forekommer i Naturen som
Magnetjernsten (se ovenfor) og opstaar i Form
af Hammerskjæl ved Jernets Glødning. Det er
sort, uopløseligt i Syrer og har udprægede
magnetiske Egenskaber. Dets Forbindelse med Vand,
Jernhydroxyduloxyd, er et brunsort,
magnetisk Pulver, som benyttes i Medicinen. —
Svovlforbindelser af Jern er Svovlkis (s. d.) og
Magnetkis, der forekommer i Naturen; ved at
behandle glødende Jern med Svovl fremstiller man
broncefarvet Svovljern, der benyttes til
Udvikling af Svovlvandstofgas. — Forbindelser af Chlor
og Jern er Jernchloryr (FeCl₂), som faaes
ved at opløse Jern i Saltsyre, og som da afsætter
sig i grønligblaa Krystaller, samt Jernchlorid
(Fe₂Cl₆), der i Form af rødgule, vandholdige
Krystaller udskiller sig af en koncentreret
Jernopløsning i Kongevand og anvendes i Medicinen. —
Cyanjern anvendes som Cyanjernkalium
eller Blodludsalt, der benyttes ved Fremstillingen
af Berlinerblaat samt Blaasyre og andre
Cyanforbindelser. — Svovlsurt Jernoxydul, alm. kaldt
Jernvitriol ell. grøn Vitriol (FeSO₄ + 7 H₂O),
er et Salt, som vindes ved Oxydation af Svovlkis
eller ved Opløsning af Jern i fortyndet Svovlsyre.
Det danner store, lysegrønne Krystaller og anvendes
til Fabrikation af Blæk, i Farvekunsten, til
Fremstilling af rygende Svovlsyre, som
Desinfektionsmiddel osv. Sættes til en vandig Opløsning af
Jernvitriol kulsurt Natron, faaes kulsurt
Jernoxydul (FeCO₃) i Form af et hvidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
