Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jernbaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jernbaner
brugelige Betydning) bestemte til at befares af Vogne,
som drives frem med Dampmaskiner. Allerede i
Oldtiden finder man hos Grækerne og Romerne
Spor af, at Skinner blev anvendte for at lette
Kjørselen; i Middelalderen brugtes ofte Skinner
af Træ, navnlig ved Bergverkerne, og
efterhaanden begyndte man for større Soliditets Skyld at
beklæde disse Skinner med Jern, først i Kurverne
(Krumningerne), hvor de var mest udsatte for
Slid, senere overalt. Med Træmaterialernes stedse
stigende Pris og Jernets samtidig stedse større
Billighed opkom saa ganske naturlig Tanken om
at gjøre Skinnerne helt af Jern. De første
Baner med Jernskinner byggedes i England og
anvendtes udelukkende til at transportere Kul fra
Gruberne; de anlagdes med en Helding, som gjorde
det lettere for Hesten at trække de fyldte Vogne;
hvor Heldingen var stærk nok dertil, lod man de
belæssede Vogne rulle ned ved sin egen Tyngde,
og hvor en endnu større Helding fandt Sted,
kunde disse Bogne samtidig trække de tomme op,
idet Banen fik dobbelt Spor, og de fulde og tomme
Vogne stod i Forbindelse med hverandre ved et
Toug, som i Banens øvre Ende gik om en Rulle.
De oprindelig brugte Skinner af Støbejern
afløstes snart af Smedejernsskinner og senere af de
nu brugelige Skinner af valset Jern. Efter
Dampmaskinens Opfindelse anvendtes faststaaende
Dampmaskiner til at trække Vognene op, men først efter
Lokomotivets Opfindelse kunde der tales om
Jernbaner i den nu almindelige Forstand. Man troede i
Begyndelsen, at Lokomotivets og de andre Vognes
Hjul ikke vilde udøve større Friktion mod
Skinnerne, end at hine vilde glide paa disse, og
anbragte derfor midt under Lokomotivet et Tandhjul,
som greb ind i en med Tænder forsynet og i
Midten af Banen lagt Skinne; men 1814
paaviste George Stephenson, at Gnidningsmodstanden
mellem Hjulene og Skinnerne var fuldstændig
tilstrækkelig til at forhindre de første fra at glide,
og da han efter flere Forsøg 1829 kunde optræde
med et forbedret Lokomotiv, var Jernbanernes
Seier afgjort. Med en mærkelig Hurtighed, der
tilstrækkelig viste deres overordentlige Betydning
for Samfærdselen, udbredte Jernbanerne sig snart
over saagodtsom hele Europa; af de andre
Verdensdele var Amerika den, som først og i størst
Udstrækning fulgte Exemplet. — Det første, som er
at gjøre, naar en Jernbane skal anlægges, er
ligesom ved et hvilketsomhelst Veianlæg at bestemme
de vigtigste Punkter, hvorigjennem den skal lægges
og udkaste Planen til Liniens Beliggenhed.
Navnlig maa derved tages Hensyn til
Stigningsforholdene og tillige undgaaes, at Banen maa gjøre
altfor skarpe Kurver. Hvad Stigningen angaar, da
overskrider man paa Sletteland ikke gjerne et
Forhold som 1 ∶ 200, i bakket Terræn 1 ∶ 100 og i
Fjeldegne 1 ∶ 40; til de sjeldne Tilfælde hører
det, naar man er nødt til betydelig at gaa ud over
det sidstnævnte Forhold, saaledes paa Rigibanen,
hvor Stigningen er 1 ∶ 4, og hvor der mellem
Skinnerne er nedlagt en Slags trappeagtig
Tandstang, langs hvilken Lokomotivet ved et Tandhjul
arbeider sig frem. Uden saadanne særegne Apparater
kan de nyere kraftige Lokomotiver benyttes paa en
Stigning af indtil 1 ∶ 25. Paa Uetliberg-Banen ved
Zürich er Stigningen endog 1 ∶ 14. Med Hensyn
til Kurverne, da bevirker disse, jo skarpere de er,
Jernbaner
desto større Slid paa Hjul og Skinner, desto større
Langsomhed i Farten og desto større Fare for at
Toget stal gaa ud af Skinnerne. I
Almindelighed har de skarpeste brugelige Kurver paa Sletteland
en Radius paa 900—1000 Meter, i Bakkeland paa
600 Meter og i Fjeldland paa 160—200 Meter.
Hvor der nær hinanden maa forekomme to Kurver
med Krumning i modsat Retning, skal disse ikke
støde umiddelbart sammen, saa at de danner en
8-formet Figur, men bør adskilles ved en saa
lang ret Banestrækning, at hele Trænet kan faa
Plads paa den. Der, hvor Terrænet frembyder
Hindringer, som ikke kan omgaaes ved Kurver eller
overvindes ved Stigning eller Fald, maa
Strækningen gjøres farbar ved Broer, Viadukter,
Demninger, Tunneler eller Skjæringer. Disse
Arbeider kan kun paa de færreste Jernbanelinier
undgaaes og bidrager i væsentlig Grad til at
gjøre Anlægget kostbart. Efterat Banelinien er
planeret, anbringes paa den et Lag af Grus af
1—2 Fods Tykkelse for at gjøre Underlaget for
Skinnerne fast og tørt. Paa Grundlaget anbringes
med større eller mindre Mellemrum Tversviller af
Træ (Eg, Bøg, Fure eller Birk), der ofte
impregneres med et Stof, som hindrer Forraadnelse
(Kviksølvsublimat, Kreosot, Jern- eller Kobbervitriol
o. desl.); Svillernes Længde er oftest 2.2—2.8 Meter,
Breden 18—26 Centimeter, Høiden 15—18
Centimeter. Efter det engelske System er Svillerne
stærke, men ligger langt fra hverandre, og deres
Underlag er meget tykt; det amerikanske System
anvender lidet eller intet Underlag og
tætliggende Sviller; undertiden anbringes over dem
Langsviller, der bærer Skinnerne. Flere andre
Systemer har været forsøgte, idet man dels har ladet
de nedentil brede Skinner hvile umiddelbart paa
Grusunderlaget, dels anbringer dem paa
Stenblokke; ogsaa har det været forsøgt at gjøre
Tversvillerne af Jern. Skinnerne gjøres af valset
Smedejern, i den senere Tid somoftest af Staal;
deres Form er forskjellig, dog bruges nu mest de
saakaldte Vignolesskinner med bred Basis. De
enkelte Stykker, hvoraf Skinnesporet sammensættes,
er 6—7.5 Meter lange; Vegten pr. Meter vexler
mellem 30 og 60 Kilogram. For Stykkernes Forbindelse
haves flere særskilte Systemer; dog maa det altid
iagttages, at der i Sammenføiningerne lades et lidet
Mellemrum tilovers af Hensyn til Skinnernes
Udvidelse og Sammentrækning under vexlende
Temperatur. Paa Banens rette Strækninger ligger
begge Skinner lige høie og aldeles parallelt;
i Kurver maa Sporvidden forøges noget (lidt
over en Tomme), ligesom den ydre Skinne
lægges mere eller mindre høiere (alt efter Længden af
Kurvens Radius) end den indre. Hvor
almindelige Veie krydser Jernbanen, føres de enten ved
Hjelp af Broer over eller af Tuneller under Banen,
eller der anbringes Niveauovergange, idet Veibanen
lægges i Høide med Skinnernes Overflade,
saaledes at der kun bliver Rum tilovers for
Hjulenes Sporkranse; Overgangen chausseres eller
brolægges, og Færdselen over Banen afstænges, naar
et Tog skal passere. Paa Baner, der kun har
enkelt Spor, maa i passende Afstande anbringes
Mødesteder eller Undvigespor, forat Togene kan
passere hinanden. Hvor disse Undvigespor
anbringes, opstaar Sporskifter, som kan være
forskjellig indrettede. Sporvidden (Afstanden mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
