Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jerusalem - Jerusalem, Johann Friedrich Wilhelm - Jerusalems Skomager - Jerv - Jervis, John - Jesabel - Jesaias - Jesd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jerusalem
Opstandelseskirken (Anastasis). — Paa Moria udspringer en Kilde,
som man ikke har faaet Lov til nærmere at
undersøge. Ellers maa Byen lade sig nøie med
Regnvand. I den ældre Tid førte to Ledninger, som
begge kom søndenfra, rigeligt Vand til Staden.
Den ældste, „Salomos Vandledning“, som med
sine mange Slyngninger havde en Længde af 6
geogr. Mil, førte Band til Moria. Den anden,
„Pilatus’s Vandledning“, som havde en Længde
af 5 geogr. Mil, førte Vand til Zion. Begge
Ledninger er vistnok gamle og skyldes rimeligvis
dem, hvis Navn de bærer. Josefos fortæller, at
der blev Opløb blandt Folket, fordi Pilatus brugte
en Del af Tempelskatten til at føre Vand ind i
Jerusalem. Ellers nævnes ingen af dem, hverken
i Bibelen, Apokryferne, Pilegrimenes Reisebøger
(Itinerarier) eller under nogen Beleiring.
Pilatus’s Vandledning er ikke alene brudt, men paa
mange Steder opbrudt; Salomos Vandledning
er nu brudt overalt undtagen fra Salomos Damme
til midtveis mellem Bethlehem og Jerusalem. —
Jerusalem tæller efter de sidste Angivelser (1877)
36,000 Indbyggere, af hvilke 15,000 er
Muhamedanere, 13,000 Jøder og 8,000 Kristne. —
Jerusalem er „den hellige Stad“ baade i Jødernes,
Muhamedanernes og de Kristnes Øine. Jøderne
tror, at Messias skal holde Dom i Josafats Dal
(mellem Moria og Oliebjerget), og at de, som er
jordede der, skal nyde visse særlige Goder eller
rettere gaa fri for visse Smerter, som Jøder, der
er jordede andensteds, har at gjennemgaa ved
Opstandelsen. Flere Jøder tyr derfor i sin Alderdom
til Jerusalem for at hvile ved Fædrenes Grave i
Josafats Dal. For Muhamedanerne er Byen
hellig, siden Muhamed paa sin foregivne
Himmelreise besøgte den; dog valfarter kun faa muhamedanske
Pilegrime did. — Intet Valfartssted samler saa mange
kristne Troesbekjendelser fra forskjellige Kanter af
Jorden som den hellige Grav. Tallet paa Pilegrime,
som før var sat til 30,000 aarlig, er i de sidste
Angivelser (1877) anslaaet til 10,000 og for somme
Aar til 20,000. De fleste Pilegrime kommer til
Paasken og tilhører den græske Kirke.
Paaskeaften tændes en efter Presternes Sigende fra
Himlen bragt Ild i det indre af Kristi Grav; de
talrige Tilstedeværende søger at faa tændt sine
medbragte Voxlys ved denne Ild, og den Trængsel,
som derved opstaar, har endog undertiden endt med
Drab. Siden dette skete 1834, er Kirken om
Paaskeaften besat med tyrkisk Vagt. — Før 1824
havde Protestanterne ikke Missionærer i Jerusalem
og nok heller ikke i andre Byer i Palæstina. 1840
enedes England og Preussen om at oprette et
Bispedømme i Jerusalem for at forkynde
Kristendommen blandt Jøderne, og 1841 lagdes Grunden
til en protestantisk Kirke, hvis Biskop skiftevis
skal vælges af de to Magter. England, som fik det
første Valg, udnævnte en omvendt Jøde, Alexander
Wolff. Efter dennes Død 1845 udnævnte
Preussen Schweizeren Samuel Gobat (s. d.), og efter
hans Død 1879 udnævnte England Barclay.
1849 indviedes den protestantiske Kirke paa Zion,
ikkc langt fra Jaffaporten og heller ikke langt fra
den hellige Gravs Kirke. I denne prædikes
skiftevis paa Arabisk, Engelsk og Tysk og stundom paa
Hebraisk. 1874 indviedes en anden protestantisk
Kirke, i hvilken Gudstjenesten foregaar paa
Arabisk. To Skoler er oprettede, en for Gutter og
lejd
en for Piger. At voxne Jøder lader sig døbe, er
en Sjeldenhed, og de Jødekristnes Antal i
Jerusalem er ikke større end ca. 130. — Handelen er
yderst ringe, og Industrien indskrænker sig til at
udskjære Billeder af den hellige Grav og andre
Helligdomme og tilskjære Stokke af Træerne og
Buskene ved Jordan, hvilke Sager i stor Mængde
sælges til Pilegrimene.
Jerusalem, Johann Friedrich Wilhelm, tysk
Geistlig, f. 1709, d. 1789 som Vicepræsident for
Konsistoriet i Wolfenbüttel, var en af Tysklands
berømteste geistlige Talere paa sin Tid. — Hans
Søn Karl Wilhelm Jerusalem, f. 1747,
gav ved sit af ulykkelig Kjærlighed foraarsagede
Selvmord 1772 Anledningen til Udgivelsen af
Goethes „Leiden des jungen Werthers“.
Jerusalems Skomager, se Evige Jøde.
Jerv eller Fjeldfras (Gulo borealis), Rovdyr
af Maarfamilien, skiller sig fra de øvrige til denne
hørende Dyr ved sin mere sammentrængte og kraftige
Bygning samt korte Hals og Hale. Den har ellers
ligesom Maarene et lidet Hoved med smaa Øine
og smaa, runde Øren samt korte Ben. Pelsen er
langhaaret og strid. Af Farve er den brun med
sort Bug, sorte Ben og en sort Plet paa Ryggen.
Fraregnet Halen bliver den ca. 1 Alen lang.
Jerven er et meget blodtørstigt og graadigt
Rovdyr, som foruden paa Harer og Fuglevildt ogsaa
anretter Ødelæggelser paa Faareflokkene, ja endog
angriber Renen og Elgen ved at bide sig fast i
deres Nakke og lade dem løbe, indtil de styrter.
Den er udbredt i de skandinaviske Bjergegne samt
i det nordlige Rusland og Sibirien; i
Nordamerika findes en anden Art (Gulo luscus). I
Norge betales af det Offentlige for hver dræbt
Jerv en Præmie af 20 Kroner.
Jervis (udt. Dsjervis), John, Baron af
Meaford, Grev Saint-Vincent, engelsk Admiral,
f. 1734, d. 1823, udmærkede sig under Krigen
med de amerikanske Kolonier, blev Kontreadmiral,
erobrede 1794 Øerne Martinique og St. Lucie
og slog 1797 en i Antal overlegen spansk Flaade
ved Kap St. Vincent. 1801—05 var han første
Admiralitetslord.
Jesabel, Datter af Ethba’al, Konge i Sidon,
ægtede den israelitiske Konge Akab og indførte Baals
og Astartes Dyrkelse i Israel samt forfulgte Profeten
Elias. 882 f. Kr. blev hun paa Jehus Befaling
dræbt ved at styrtes ud af et Vindu i sit Palads.
Jesaias ell. Esaias, en af Jødernes store
Profeter, levede i Juda Rige under Kongerne
Ussias, Jotham, Akas og Ezekias ca. 760—700
f. Kr. og skal være død som Martyr under
Manasses Regjering. Den under hans Navn i det
Gamle Testamente optagne Bog indtager en høi
Rang inden den hebraiske Literatur. Den bestaar
af Straffetaler og Klager over Folkets
Ugudelighed, Forkyndelser af en nær forestaaende Ulykke,
men ogsaa Profetier om en Fremtid af Storhed
og Herlighed, naar Messias kommer. Ingen af
de gamle Profeter tolker saa skjønt og storartet
Jødernes gamle Messiashaab. Fremstillingen er
simpel og ædel og fuld af Begeistring. — Det sidste
Afsnit af Jesaias’s Bog (Kap. 40—66) antages af
mange Kritikere at skrive sig fra en anden
Forfatter, som har levet under Exilet.
Jesd ell. Yezd, By i den persiske Provins Irak
Adsjemi, med 40,000 Indb., Kamelavl,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
