Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jesd - Jesi - Jesi, Samuel - Jesuiter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jest
Fabrikation af Vaaben, Silke- og Uldvarer samt betydelig
Karavanhandel.
Jesi, By i den italienske Provins Ancona, ved
Floden Esino, med 12,000 Indb.
Jesi, Samuel, italiensk Kobberstikker, f. 1789,
d. 1853, uddannede sig under Longhi i Mailand
og vandt først Anerkjendelse ved sin Gjengivelse
af Guercinos „Hagars Fordrivelse“. Efter derpaa
at have stukket et Par Blade efter Fra
Bartolommeo vendte han sig næsten udelukkende til
Gjengivelsen af Rafaels Verker og opnaaede
derved stor Navnkundighed. Et af hans ypperste
Verker er Leo den tiendes Portræt efter Rafael.
Jesuiter ell. Jesu Selskab, den
indflydelsesrigeste og mægtigste af alle den romerske Kirkes
Munkeordener, stiftedes as Spanieren Ignatius
af Loyola (s. d.). Han forbandt sig 1534 i Paris
med Navarreseren Frans Xaver, Savoiarden Pierre
Lefèvre, Spanierne Jakob Lainez, Alfons
Salmeron og Nikolaus Bobadilla samt Portugiseren
Rodriguez for at drage til Jerusalem og prædike
Evangeliet for de Vantro. Reisen hindredes
imidlertid ved Krig, hvorfor Loyola med to af sine
Kammerater gik til Rom, og her modnedes hos
ham Planen til at stifte en ny og eiendommelig
Munkeorden. Dette udførte han 1539, og 1540
blev Ordenen stadfæstet af Pave Paul den tredie.
Dens Medlemmer maatte foruden de sædvanlige
Munkeløfter om at leve i Fattigdom, Kyskhed og blind
Lydighed mod sine Foresatte endnu føie et fjerde
Løfte om uvegerlig at begive sig, hvorhen man
vilde sende dem som Missionærer og Prædikanter,
og udføre det dem paalagte Hverv med alle sine
Kræfter. 1541 holdt Ordenens Medlemmer en
Forsamling i Rom, hvor de valgte Loyola til
General for Ordenen paa Livstid. Allerede Paul
den tredie og hans Efterfølgere indrømmede
Ordenen Forrettigheder, som ingen anden lignende
nogentid havde besiddet. Jesuiterne skulde være
fri for alt Opsyn fra Biskopernes Side og ligesaa
lidt kunne dømmes af disse som af den verdslige
Magt; foruden Paven og sin Ordensgeneral skulde
de ikke skylde noget Menneske Lydighed. De skulde
være berettigede til at udføre alle Slags geistlige
Forretninger, selv under Interdikt, til paa egen
Haand at absolvere fra alle kirkelige Straffe, til
uden pavelig Stadfæstelse overalt at erhverve
Kirker og Godser, anlægge Klostre osv., samt til efter
Omstændighederne at dispensere sig selv fra Faste,
fra de daglige Bedetimer, ja selv for Brugen af
Breviariet. Generalen skulde kunne sende dem
hvorhen han vilde, ansætte dem som Lærere i
Theologien og beklæde dem med akademiske
Værdigheder. I det hele var det Ordenens Maal at
trænge ind og udbrede sig saa meget som mulig i
det borgerlige Samfund, paa samme Tid som den
skulde danne en indbyrdes nøie sammenhængende
Enhed. Medlemmerne blev inddelte i Klasser;
lavest stod Novicerne, som i særlige Noviciathuse
blev opdragne og vænnede til Ordenens Tvang
og underviste om, hvorledes de i ethvert Tilfælde
havde at forholde sig. Til Novicernes Klasse
hørte ogsaa nærmest de verdslige Koadjutorer, som
intet Munkeløfte behøvede at aflægge og derfor
kunde træde tilbage fra Ordenens Tjeneste. Den
nesthøiere Klasse var Scholastikerne og de
geistlige Koadjutorer, der maatte besidde lærd
Dannelse og særlig beskjeftige sig med Ungdommens
lejuiter
Opdragelse og Undervisning samt fungere som
Prædikanter og Skriftefædre. Den øverste Klasse
udgjorde de saakaldte „Professi“ der valgtes blandt
Ordenens mest erfarne og prøvede Medlemmer;
de var befriede for Forpliktelsen til at være
Lærere, men skulde isteden tjene som Missionærer,
som Skriftefædre hos Fyrsterne og som Ordenens
Residenter paa Steder, hvor den endnu ingen
Kollegier havde. Professi vælger Generalen paa
Livstid af sin egen Midte; han bor i Rom og
vælger blandt Professi sin „Admonitor“ og sine 5
„Assistenter“ samt Ordenens Provincialer,
Superintendenter og Rektorer. Disse indsender til
bestemte Tider med korte Mellemrum Indberetninger
om alle mærkelige Begivenheder inden Ordenen og
om ethvert enkelt Medlems Forhold, til hvilken Ende
et udstrakt Spionsystem finder Sted for at udforske,
om Medlemmerne forholder sig som de bør eller
ikke. Generalen forordner, hvorledes enhver af
Medlemmerne overensstemmende med sine
Kvaliteter skal anvendes, og har i alle Ordenens
Anliggender uindskrænket Magt. — Jesuiterne vidste snart
at skaffe sig en Indflydelse, der blev ligesaa
uheldbringende som stor. De skaffede sig som
Skriftefædre og Opdragere Adgang til de mægtigste
Personer og trængte som Prædikanter frem til
Masserne. Maalet for det hele var fra først til sidst
Pavekirkens Udbredelse og andre Troesbekjendelsers
Undertrykkelse. Jesuiternes Moral er bleven til
et Ordsprog formedelst dens helt igjennem
spidsfindige Kasuistik, der skaffede sig Udtryk i den
berygtede Sætning: „Hensigten helliger Midlet“.
Andre Regler for Jesuiterne var, „at en Handling
var retferdiggjort eller ialfald undskyldt, naar en
eller anden sandsynlig Grund eller en anset
Theologs Bifald kunde anføres for den“, og at, „naar
man ved et Løfte eller en Ed underlægger Ordene
en anden Betydning end den ligefremme, eller
knytter Løftets Opfyldelse til en Betingelse, som
ikke udtales, da er kun denne Opfatning gyldig“
(reservatio mentalis). Hvad Paven eller
Generalen paabød, skulde opfattes som Guds Villie,
selv om Paabudet gik ud paa Udførelsen af en
hvilkensomhelst Synd; alt skulde udføres „in
majorem Dei gloriam“ („til Guds Æres
Forherligelse“). — Allerede da Loyola døde 1556, talte
Ordenen ikke mindre end 1000 Medlemmer,
fordelte i 12 Provinser. Den første af disse
Provinser var Portugal, hvor Xaver allerede 1540
paa Kongens Indbydelse var kommen hen og havde
anlagt Jesuiterkollegier. Foruden i Portugal fik
Ordenen navnlig i Italien, Spanien og
Sydtyskland hurtig og stor Udbredelse. Allerede den
anden General, Lainez, vidste fra Ordensreglerne
at fjerne ethvert Træk af munkeagtig Strenghed
og Askese, hvorved Tilslutningen blev større og
større. Foruden Bekjæmpelsen af Reformationen,
der i Østerrige, Baiern og paa flere Steder endog
førte til en fuldstændig Undertrykkelse af den
evangeliske Konfession, drev Ordenen allerede fra sine
første Aar en udstrakt Missionsvirksomhed, især i
Øst- og Sydasien samt i Sydamerika.
Missionsbestræbelserne gik dog mere ud paa at døbe
saa mange som mulig og skaffe Ordenen
Fodfæste i de Lande, hvor den drev Mission, end
paa at udbrede sand kristelig Oplysning og vække
religiøst Liv; derfor fik den jesuitiske Mission i
det hele faa varige Følger. Derhos traadte en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
